Næste Ubuntu får nyt design
Det gratis Linux-styresystem vil se ganske anderledes ud, når næste udgave kommer til foråret.
Det gratis Linux-styresystem vil se ganske anderledes ud, når næste udgave kommer til foråret.
En af de mest udbredte udgaver af det gratis computerstyresystem Linux, Ubuntu, får helt nyt udseende, når den næste version kommer til april 2011.
Skrivebordet og hele brugerfladen kommer i et nyt design, som lige nu afprøves på ultrabærbare og prisbillige mini-PCer. Den klassiske menulinie, som den også kendes fra Windows- og Mac-verdenen, ændres til en lodretstående linie, hvor programmerne er samlet i logiske grupper og mest brugte, så de er hurtigere at få adgang til.
Designet giver mere plads på selve skærmen til at arbejde, hvilket er afgørende på især de små 10-tommerskærme, som mini-PCerne har.
Det er firmaet bag Ubuntu, Canonical med den sydafrikanske millionær og stifter Mark Shuttleworth, der har besluttet at lade mini-PC-designet overtage og dermed også blive anvendt på almindelige bærbare og stationære computere. Her virker det fint med trykfølsomme skærme og kan fungere på alle skærmstørrelser.
Unity hedder det nye design, der afløser det klassiske GNOME fra og med Ubuntu version 11.04.
Hidtil har brugerfladerne KDE og GNOME været de dominerende på Linux. Alle Linux-programmer virker sammen med Unity-designet.