Overskud eller underskud? Plus eller minus? Der er store forskelle på, hvor meget hver enkelt dansker koster eller bidrager med til det danske velfærdssamfund. Det viser en ny beregning foretaget for Berlingske i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) på baggrund af de oplysninger fra den såkaldte DREAM-model, der benyttes af blandt andre de økonomiske vismænd og interesseorganisationer til langsigtede økonomiske forudsigelser og beregninger.

I dagens Danmark er de fleste danskere, som fødes herhjemme, fortsat en underskudsforretning og koster i gennemsnit tæt på 400.000 kroner hen over et helt liv. Flere danskere begynder imidlertid i de kommende år at bidrage med mere, end de modtager fra den danske velfærdsstat, viser analyser fra de økonomiske vismænd. Det sker i takt med indfasningen af politiske reformer og flere veluddannede danskere.

»Underskuddet er langt mindre end før, og når de offentlige finanser samlet set er blevet holdbare på længere sigt, skyldes det de senere års mange reformer. Men også at ældre er nettobetalere til samfundet resten af deres levetid. De betaler dermed for unge, der nyder godt af den bedre offentlige service som følge af velfærdssamfundets udbygning,« siger Marianne Frank Hansen, der er souschef, cand. scient. oecon., hos DREAM-modellen.

Test dig selv: Er du økonomisk bæredygtig

Når man forlader arbejdsmarkedet, bliver man dog som udgangspunkt igen en underskudsforretning for staten.

Det er først og fremmest personer med mellemlange og lange uddannelser, der er en god forretning for samfundet, viser beregningerne.

Personer med korte eller slet ingen uddannelser ud over folkeskolen ender derimod ofte med at koste samfundet penge. Over et helt livsforløb kan regningen løbe op i et minus på flere millioner kroner.

En kvinde med en folkeskoleuddannelse, som eksempelvis tjener 20.000 kroner om måneden som 30-årig, vil således typisk ende med at koste samfundet 5,7 millioner kroner gennem et livsforløb.

Omvendt vil en 30-årig mand, der tjener 40.000 kroner, og som har en bachelor fra universitetet, give et overskud til samfundet på 7,4 millioner kroner gennem et helt liv.

Når personer med lange uddannelser er en god forretning, skyldes det ikke kun, at de tjener mere end andre og ofte ender i job med høje lønninger. De langvarigt uddannede går også som hovedregel senere på pension, rammes mindre af arbejdsløshed, bliver mindre syge og går sjældnere på førtidspension eller efterløn end personer med korte uddannelser.

Så selv om de universitetsuddannede kommer sent i gang med at tjene penge, og samfundet skal betale deres uddannelse, ender de oftest som en god investering for samfundet.

For kun få år siden stod hver nyfødt dansker til at koste samfundet op mod én million kroner, fordi de hen over et liv ville modtage langt flere penge, end de selv betalte i skat – i form af uddannelse, børnepasning, SU, dagpenge, kontanthjælp, pensioner, lægehjælp og meget andet.

Professor og økonomisk vismand Michael Svarer understreger også vigtigheden af, at de offentlige finanser er holdbare på længere sigt, når der kigges op mod 40 år frem i tiden.

»Men frem mod 2030 kommer der på grund af den demografiske udvikling nogle store underskud, som er større, end EU tillader. Derfor er der behov for at gøre mere for at forbedre de offentlige finanser frem mod 2030,« siger han.

Michael Svarer tilføjer, at Danmark er nået langt i forhold til en række andre lande. Dermed er de summer, som en nyfødt dansker i gennemsnit koster samfundet over et livsforløb, reduceret betydeligt de senere år.

Politiske reformer med sigte på at holde danskerne længere på arbejdsmarkedet end før har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Det gælder eksempelvis dagpengeperioden, som er afkortet fra fire til to år. Men aldersgrænsen for folkepension og efterløn hæves også gradvist over de kommende år. Dertil kommer reformer af kontanthjælp, førtidspension og SU.

Samlet betyder det, at det danske velfærdssamfund nu er indrettet på en sådan måde, at alle de skatter og afgifter, som kommer i statskassen over de kommende 50 til 100 år, er i stand til at betale for alle de velfærdsgoder og andre offentlige udgifter, der er på længere sigt.

Kun Norge og ganske få andre lande i verden er i dag i samme gunstige situation.

»Fortsat giver en nyfødt dog et underskud. Men trods dette, så er de offentlige finanser alligevel holdbare på længere sigt. Det skyldes, at de ældre betaler for de unge. Forestiller man sig et samfund, hvor der kun er én ung og én gammel, hvor den unge får 100 kroner, og den ældre betaler 100 kroner, så går det lige op. Men selv hvis den unge får lidt mere end den gamle, er de offentlige finanser holdbare,« siger Michael Svarer:

»Det skyldes,« siger han, »at de 100 kroner, som de unge modtager nu, er mere værd end de 100 kroner vedkommende skal betale engang lagt ude i fremtiden som gammel. Så når det hele regnes om til nutidskroner, så ender de offentlige finanser med at være holdbare, selv om det enkelte individ giver underskud.«

At især personer med gode uddannelser er en økonomisk gevinst for samfundet, får direktør Lars Andersen fra AE-rådet til at kalde det »uhyre vigtigt«, at alle får en uddannelse.

»Men det er også vigtigt at bruge penge på at opkvalificere eksempelvis ufaglærte, så de kan få et bedre job og en bedre løn. Det er ganske enkelt en god investering og en overskudsforretning for samfundet,« siger Lars Andersen.

Han tilføjer, at jo flere ufaglærte som får en bedre uddannelse, jo flere job vil der samtidig blive frigjort til andre uden uddannelse.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening påpeger direktør Henrik Back Mortensen, at det ikke er et mål i sig selv at skabe ligevægt på de offentlige finanser.

»Der er jo ikke noget ved at være ludfattig og have overskud på de offentlige finanser. Det vigtige for os alle sammen er at blive rigere, og det kan vi kun blive, hvis flere arbejder og tager uddannelser, som erhvervslivet kan bruge, og færre lever af de offentlige kasser.«

Selv om de offentlige finanser i Danmark er holdbare, mener cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen, at langt flere danskere skal blive en bedre forretning for Danmark.

Det kan de ifølge Mads Lundby Hansen blive, hvis topskatten eksempelvis sænkes, så incitamentet til at tage en uddannelse og lysten til at arbejde mere øges.

Desuden peger han på brugerbetaling på videregående uddannelser som en vej frem.

»Hvis det koster penge at læse videre, ville flere unge se uddannelse som en investering, der skal give et afkast, hvorfor de i højere grad end i dag ville vælge uddannelser, der giver høje indkomster,« siger Mads Lundby Hansen.

Beregningerne som viser, hvor god en forretning den enkelte dansker er for samfundet, er en gennemsnitsberegning, hvorfor mange kan være både mere eller mindre økonomisk bæredygtige, end resultatet viser. Man kan eksempelvis have læst flere uddannelser, blive arbejdsløs eller få dyrere behandlinger for sygdom end en gennemsnitsperson med samme køn, alder og uddannelse.

Det indgår ikke i beregningen, hvis man bidrager til samfundet på andre måder end direkte økonomisk, eksempelvis med frivilligt arbejde.

Desuden forudsætter beregninger blandt andet, at man lever hele sit liv med de aktuelle skatter og overførsler.