Det er næppe undgået manges opmærksomhed, at psykolog Svend Brinkmann har udgivet en ny bog. Den er nemlig blevet modtaget med så massiv medieopmærksomhed, at man skulle tro, at der var tale om en virkelig celeber selvbiografi. Brinkmanns grundlæggende pointe i »Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang« er, at mange års fokus på selvudvikling og granskning af eget indre ikke synes at have klaret horisonten. Derfor anbefaler han et livssyn, der er præget af større anerkendelse af pligten og forholdet til den anden. Han understreger, at vi er væsener med rødder og en given placering i livet, som vi bør være mere tro over for og ikke lade os fortabe i kravet om evig forandring og positive tanker. Jeg trækker ikke Brinkmann frem her for at modsige ham, for hans tale er uhyre fornuftig. Jeg trækker ham frem, fordi det særligt interessante ved hans opsang til det moderne menneske er, at den er hørt uendeligt mange gange før.

For som mange nok aner, flugter Brinkmanns menneskesyn særdeles meget med det kristne. Flere af hans vendinger er som taget ud af luthersk kald og stand-teologi, Søren Kierkegaards beskrivelse af subjektiviteten som usand og naturligvis evangeliets påbud om næstekærlighed. Men fordi Brinkmann ikke er teolog, men derimod psykolog, falder samtlige medier på knæ for ham, idet han så at sige trods det direkte budskab udgør en stueren skikkelse i humanistisk tradition. Nok vil han skubbe mennesket ud af sin selvoptagethed, men han henviser det ikke til en guddommelig og krævende myndighed. Individet er stadig suverænt sin egen herre, og derfor kan så mange med sindsro tage Brinkmanns ord til sig. I sidste ende kræver de nemlig ikke noget absolut af os, og derfor er det muligt, at Brinkmann er i færd med blot at levere endnu et tankesæt, der kan ophøjes til manual for et lykkeligt liv. Altså en ny udgave af den selvkredsende refleksion, der ikke fører til håndgribelig efterlevelse, eftersom budskabet er uden den øverste myndighed, der kan beordre den enkelte til at tage det afgørende skridt væk fra sig selv.

Svend Brinkmanns medieturné illustrerer klart den svære position, vi står i, og som vi diskuterede i P1 i torsdags. Folk længes efter at blive tiltalt af noget andet end den terapeutiske stemme, men eftersom Gud er afskaffet som autoritet, udgør religiøsiteten ikke en relevant vej. Alligevel ved mange instinktivt, at Brinkmann har ret, når han forkynder det, der ligger så uhyre tæt på det, der siges i kirken hver søndag. Hvis præsten altså vel at mærke driver seriøs teologi. Således står vi der, hvor det er en psykolog og ikke en præst, der uimodsagt kan forkynde pligt og bundethed, fordi psykologen ikke kræver, at mennesket skal underlægge sig andet end sin egen vilje. Blot at det skal styre sin vilje anderledes. Derfor må man spørge, om alt dette mon for alvor vil føre til mere end et stort medieskvulp, og jeg tillader mig trods alt lidt optimisme. For det er jo muligt, at et menneske med en bog som denne kan begynde at forsage selvoptagetheden og huske, at meningsfuldhed ikke er noget, jeg mærker mig frem til. Men noget jeg får givet udefra. Og hvem ved. Måske får nogen ligefrem lyst til at gå hen i kirken, hvor budskabet som bekendt udfoldes i sin fulde dimension.