I 2006 hørte David Matas et vidneudsagn fra en anonym kineser. Hun fortalte, at hendes mand, der arbejdede som læge, havde bistået ved adskillige hornhindetransplantationer, hvor donorerne var samvittighedsfanger, der var dræbt med henblik på at høste deres organer.
Matas, der i årevis har arbejdet med menneskerettigheder, både som repræsentant for den canadiske regering og som chefjurist for den jødiske organisation B’nai Brith Canada, fik til opgave at undersøge og kortlægge, om der var hold i disse beskyldninger.
Et årti senere er han ikke i tvivl. Sammen med den tidligere canadiske parlamentariker og minister David Kilgour og journalist Ethan Gutmann har han netop udgivet rapporten »Bloody Harvest« (»Blodig høst«, red.) i en opdateret udgave. Over små 500 sider og med afsæt i et omfattende kildemateriale konkluderer forfatterne, at den kinesiske stat udfører drab på samvittighedsfanger, hvis organer derefter går til højtbetalende udenlandske patienter såvel som kinesere.
Bemærkelsesværdig kort ventetid
Rapporten oplister en lang række indikationer på, at denne praksis er udbredt. Et af de forhold, som David Matas anfører som mest påfaldende, er, at det har været muligt for organturister at modtage transplantationer i Kina exceptionelt hurtigt.
»Vi interviewede en masse organturister, der kort fortalt fik at vide, de kunne komme, når de ville. Det betyder, at der ikke er nogen koordination med andre patienter,« siger David Matas.
Den korte ventetid er bemærkelsesværdig, fordi organer har en meget kort holdbarhedstid, efter at donoren er erklæret hjernedød. En transplantation vil derfor normalt kræve, at man som modtager må vente, til en person kommer af dage ved en ulykke eller som følge af sygdom, hvilket af gode grunde ikke kan forudsiges.
Det er svært at vide, præcis hvor stort antallet af organer fra dræbte samvittighedsfanger er, idet myndighederne af oplagte grunde ikke offentliggør dette, forklarer David Matas:
»Vi kan kun se på tallene for organer, for dem har hospitalerne publiceret, men ikke tallene for antallet af ofre, og især ikke for samvittighedsfanger, for de bliver ikke offentliggjort. Så det, vi ser på, er estimater.«
Kina har, som de fleste lande, et frivilligt donorregister, men ifølge kinesiske myndigheder meldte blot 1.400 sig til dette i 2012 og 2013, mens det officielle tal for transplantationer i Kina ifølge CNN er 10.000 årligt.
Til sammenligning dokumenterer rapporten mellem 60.000 og 100.000 transplantationer årligt på baggrund af tal fra en lang række kinesiske hospitaler, men antallet kan ifølge David Matas meget vel være højere. Tal, som ofte er blevet fjernet og benægtet, efter at Matas og hans medforfattere har anvendt dem.
Ulovligt? Det afgør magthaverne
Den enorme forskel mellem de officielle tal og det, som rapporten påviser, skyldes ifølge David Matas, at man bruger samvittighedsfanger som en slags reservedelslager for organer. Fangerne bliver dræbt på bestilling. Der er ikke grundlag for sådanne drab i kinesisk lov, men er det ulovligt?
»Ulovligt er et meget relativt begreb i Kina, for partiet kontrollerer domstolene, dommerne, forsvarerne og efterforskerne. Loven gælder grundlæggende kun for dem, som partiet siger, at den skal gælde for, og partiet vil ikke have, at den skal gælde for denne praksis. Det er svært at sige, at det er ulovligt, når loven slet ikke bliver appliceret,« siger David Matas.
Medlemmer af Falun Gong er særdeles aktive i at formidle David Matas’ research, og bevægelsens materiale blev da også uddelt ved det arrangement, som David Matas blandt andet var i Danmark for at tale ved.
Spørgsmålet er, om han ikke er bange for at blive opfattet som en, der blot ukritisk går bevægelsens ærinde – særlig af den kinesiske regering, som pure afviser anklagerne om drab på samvittighedsfanger.
»Kommunistpartiet beskylder mig helt sikkert for dette og hævder, at jeg bliver brugt af Falun Gong. Men i praksis forholder det sig omvendt: Det er mig, der foretager researchen, og Falun Gong, som bruger mine data,« forklarer han.
Pralende hospitaler
Motiverne for den omfattende organhøst og de drab, der følger med den, er ifølge David Matas mangeartede.
»For nogle er det en måde til at bibeholde politisk kontrol. For hospitaler kan det være en måde til at sikre fortsat eksistens. For læger kan det være en måde at tjene penge på. Der er også en teknologisk stolthed i det, hvor man – så længe man ikke taler om, hvor organerne kommer fra – godt kan lide at prale med, hvor avancerede transplantationer man foretager, og hvor mange man kan udføre. Faktisk er det derfra, en stor del af vores data stammer fra: Hospitaler, som praler af, hvor dygtige de er.«
Under sin research har David Matas talt med en organmodtager, der har fået organer i Kina og ikke haft mistanke om, at de kunne stamme fra personer, der blev dræbt med organhøst for øje.
»De får naturligvis ikke at vide, at det er et organ fra en samvittighedsfange, men at det kommer fra en dødsdømt eller en frivillig donor. Men når de efterfølgende får det at vide, bliver de dybt chokerede. Mit indtryk er, at mange af dem, jeg har talt med, ikke ville have taget imod organet, hvis de havde vidst dette. Men jeg mener grundlæggende ikke, at det er et valg, som det skal være op til patienterne at træffe,« forklarer David Matas.
Han arbejder nu for, at transplantation af ulovlige organer skal kriminaliseres på globalt plan, og påpeger, at Danmark har en rolle at spille i forhold til at komme denne praksis til livs:
»Danmark har en stor stemme, når det kommer til menneskerettigheder. Det vigtigste, som Danmark samt dets regering og parlamentarikere kan gøre, er offentligt, vedholdende og på de højeste niveauer at adressere dette emne.«