Sikke dog et klassikerår, det har været! Ellen Wulffs komplette nyoversættelse af »1001 nat«. Den kæmpestore fællesnordiske oversættelse af islændingesagaerne. Nyoversættelsen af hele Marcel Prousts gigantiske romanværk »På sporet af den tabte tid.« Flemming Chr. Nielsens reviderede oversættelse af Herman Melvilles prosaværker. Karsten Sand Iversens nyoversættelse af James Joyces »Ulysses« etc.
Det er ganske overvældende, og det vil tage måneder at læse sig igennem overstående, men det er ikke så afgørende, om man når det hele her og nu. (Eller læser på originalsproget, hvilket som bekendt altid er det bedste, om muligt). Det, der gør en forskel, når titler som ovenstående bliver til bøger på dansk, er, at nu findes de her, som en del af dansk litteratur, og hvis de har været her før, i en tidligere oversættelse, så gør det ikke nyoversættelsen mindre relevant. Klassikere på fremmede sprog SKAL engang imellem fornys på vores lille, men livskraftige modersmål.
Hvorfor vi lige netop i år har oplevet dette boom af oversættelser til dansk af en række af verdenslitteraturens vægtigste værker, har jeg ikke noget klart svar på. I hvert fald er det udtryk for, at der hertillands findes nogle meget, meget dygtige oversættere, som vil yde deres bedste, som vil bruge år af deres liv på at nå det optimale. Omvendt er det næppe udtryk for, at der er et stort behov hos danske læsere i al almindelighed for at læse de store gamle. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror ikke, at der er mange, der har tiden, overskudet eller lysten til at bruge timer på at læse sig igennem noget så svært læseligt som »Ulysses« eller noget så skræmmende langt som »På sporet af den tabte tid«.
Men, men, men ... nu kan man i hvert fald ikke undskylde sig med, at man ikke læser fransk eller engelsk, eller hvad det nu er, godt nok til, at man kan stave sig igennem udenlandske klassikere. Muligheden er der, også selv om man »kun« læser dansk, og som det gælder al anden kunst, så er dét det vigtigste: At den store kunst er der, for alle dem, der tør give sig i lag med den. At den ikke putter sig og bliver væk. At den er tilgængelig.
Jeg tvivler selv på, at jeg nogensinde får læst alt af Melville, det være sig på dansk eller engelsk, og som man kan læse andetsteds i dette tillæg, så har jeg stadig ikke lært at elske »Ulysses«. Men jeg er - igen - på sprogets og litteraturens vegne glad for, at der er seriøse og engagerede oversættere, der gider gøre alt det hårde - og forhåbentlig også sjove - arbejde. Oversætternes fantastiske indsats betyder, at klassikere på andre sprog vedbliver at være en del af dansk kultur, og ikke bare det, den betyder, at også det danske sprog bliver mere levende, for der tilføres sproget noget, hver gang en dygtig oversætter har prøvet kræfter med verdenslitteraturens største.
Sproget bliver rigere. Det gør dansk litteratur også. Lige her og nu og på længere sigt. Og tak for det.