Fordelt på fire rækker sidder 24 elever bænket ved tomandsborde i lyst træ. Nogle med hættetrøje, andre i ternet skjorte. Nogle i Converse-sko, andre i åbne sandaler. De himmelblå plasticstole har hver sin skoletaske hængende tungt over ryggen, og computerne står magnetisk klinet til fladen foran hver elev.
Det ligner en almindelig 8. klasse med helt almindelige elever. De er vidt forskellige af både udseende og sind, men fælles for dem alle sammen er, at de ikke har fungeret i en normal folkeskoleklasse. Folkeskolen har fejlet og ikke formået at dyrke deres talent og udfordre dem.
På yderste parkét sidder en dreng med brunt hår, briller og hvid T-shirt med ordene »Da Vinci Linjen« påtrykt med orange skrift. Han hedder Nicolai Toxværd, er 14 år og tager hver dag 25 kilometer fra sit hjem i Bramming for at modtage undervisning på Da Vinci Linjen, der er en særlig linje på folkeskolen Blåbjerggårdskolen i Esbjerg. Han var ikke glad i den folkeskoleklasse, han gik i før.
»Aktiviteten var meget lav på min gamle skole. Der plejede at gå en halv time, før vi begyndte med undervisningen. Folk glemte at lave lektier eller havde ikke deres ting med. Nogle skulle altid diskutere med lærerne, fordi de ikke mente, at de behøvede at lave lektier og opgaver i timen, fordi de ikke havde tænkt sig at gå efter en boglig uddannelse. Jeg er mere social her end det andet sted, fordi det er mere accepteret, at jeg er lidt anderledes,« siger han.
Et par pladser til venstre for ham sidder 15-årige Michelle Hansen. Hun har grå bluse på, orange neglelak, hjerteøreringe og halvdelen af håret redt tilbage i en knold. Ligesom Nikolai Toxværd følte hun sig heller ikke udfordret i sin gamle klasse.
»Når man var den, der rakte hånden op hele tiden, blev man set ned på og opfattet som lærerens duks. Jeg fik ikke nok udfordringer, og der blev ikke gjort nok for at få undervisningen til at fungere,« siger hun.
Nicolai Toxværd og Michelle Hansen er to talentfulde elever, som det formodes, at samfundet kan nyde godt af i fremtiden. Som formodes at blive en del af de bredeste skuldre. De føler begge, at de har fået rammerne for det på Da Vinci Linjen. Men at den normale folkeskole ikke har formået at varetage den opgave sundrer Lissie Munk-Jensen, der er koordinator og underviser på Da Vinci Linjen på Blåbjerggårdskolen i Esbjerg,
»Det er jo ikke kun en falliterklæring for folkeskolen. Det er et kæmpe minus for samfundet, at vi ikke understøtter de elever, der har potentiale til at blive en hel masse. At de skal tværes ud og gå i hundene. Det er dem, vi skal bygge vores fremtid på. Hvis vi skal klare os bare nogenlunde i den globale konkurrence, er vi nødt til at få de her unge mennesker frem i manegen. Det nytter ikke noget, at vi overser dem. De skal støttes og fodres. De skal føle, at de har en værdi,« siger hun.
Da Vinci Linjen har eksisteret siden 2009. Det er en linje, der er til for de elever, der er særlig bogligt stærke og har brug for »faglige og personlige udfordringer«. Den blev oprettet med det udgangspunkt, at folkeskolen ikke gjorde nok for elever med et talent og en lyst til at lære. I dag går der omkring 150 elever på de ældste klassetrin, 7. , 8. og 9. klasse.
Lissie Munk-Jensen mener ikke, at folkeskolen har prioriteret de elever, der rangerer i den modsatte ende af de svage, godt nok.
»Vi har i mange år i folkeskolen brugt utroligt mange ressourcer på de svage elever, og det har ikke rykket meget. Efter min mening har vi ikke gjort det på den rigtige måde. Det har ikke givet nogle resultater. De, der sidder i den anden ende, har også behov. På skolen spekulerede vi i, hvorfor der ikke blev gjort noget ved den gruppe,« siger hun. Det førte til oprettelsen af Da Vinci Linjen, der finansieres via skolens eget budget under udviklingspuljen.
Generelt er den danske folkeskole ikke gode nok til at dyrke talenterne, mener professor Niels Egelund, der er leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Aarhus Universitet.
»Andelen af dygtige elever har været faldende, lige siden vi begyndte at måle den i 2000, hvilket har været med til at gøre, at vores gennemsnit ikke ser så kønt ud. Det er på mange måder beklageligt, hvis man tænker på, hvad det er for nogle, vi især skal leve af i fremtiden,« siger han.
Men sådan har det ikke altid været. Tager man med Niels Egelund på en rejse tilbage til realskolen i 1960erne og 70erne, var der fokus på de bogligt stærke, og det var ikke forbudt at sortere de dygtige fra. Ordningen blev afskaffet i 1975, men tanken er aldrig forsvundet helt fra samfundet og er i dag repræsenteret i privatskolerne i Danmark, der synes at være et stadig mere attraktivt tilbud for de danske forældre og deres børn.
En undersøgelse fra tænketanken Cevea har vist, at hvert femte barn vil gå i privatskole i 2020, hvis tendensen fortsætter.
Selv har Niels Egelund da også sendt fire ud af sine fem børn i privatskole i 7. klasse. Det til trods for, at folkeskolerne har ligget i rige kommuner som Rudersdal og Frederiksberg Kommune .
»Det offentlige tilbud var ikke godt nok. Der har været mangel på orden, disciplin, respekt og fokus på faglighed. Det ville vi ikke være med til,« siger han og forklarer, at han gerne så, at det ikke havde været nødvendigt.
Selv om Da Vinci Linjen er det eneste sted i den danske folkeskole, hvor man har en form for talentklasse, er der ifølge Niels Egelund ved at ske et opbrud med tanken om fællesskab og fokus på bredden frem for eliten.
I 00erne begyndte der så småt at komme fokus på talentdyrkning i folkeskolen, og debatten blussede med mellemrum op både på Christiansborg og ude i kommunerne. Det begyndte med et forskningsprojekt i Lyngby-Taarbæk Kommune tilbage i 2002, hvor tre forskere fulgte 33 talentfulde børn. Det var psykolog Ole Kyed, der stod i spidsen for projektet sammen med to forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Kirsten Baltzer og Poul Nissen.
Projektet viste blandt andet, at det kræver ændringer i undervisningen i den danske folkeskole, hvis man skal tage højde for børn med et særligt talent. Siden har forskellige kommuner på hver sin måde fokuseret på talenter. Det kan være gennem sommercamps, undervisningsforløb på gymnasiet eller på anden måde ekstra undervisning efter skole. Endnu er det dog ikke blevet til flere egentlige eliteklasser.
Eleverne i Da Vinci-klassen har kristendom. Forinden har de som altid haft morgensamling, hvor dagens store historier i verden bliver diskuteret. Hver enkelt elev sidder med blikket rettet mod Kurt Mikkelsen, der har undervist på Da Vinci Linjen, siden den blev oprettet.
»Dunk«. En fodbold mod ruden afbryder stilheden. »Wow«, lyder reaktionen, og blikkene styrer ud mod en flok elever, der spiller fodbold, for hurtigt at køre tilbage mod tavlen. Arbejdsroen fortsætter.
Om der er meget mere stille end i andre folkeskoleklasser, er svært at bedømme, men både elever og lærere fortæller, at der er mere ro og fokus i timerne, end det de har prøvet før. For både Michelle Hansen og Nicolai Toxværd har det været en markant forandring i forhold til deres tidligere klasse. De har savnet at have rammerne for at lære og ikke mindst føle, at det er accepteret.
»Jeg har rykket mig i de fleste fag. For eksempel i dansk og matematik. Lærerne har taget mere hensyn til mig og mine behov, end i min normale klasse. De har udfordret mig mere,« siger hun.
De bliver ofte konfronteret med, om: »Da Vinci-klassen ikke er der, hvor man skal være vildt klog?«.
Deres svar er for det meste ret simpelt:
»Man behøver ikke at være specielt klog, man skal bare kunne lide at gå i skole og ville noget med det.«
Efter en kort gennemgang i klassen sendes eleverne ud i grupper for at løse opgaver. Det er en af de store forskelle fra en normal klasse. Der er meget gruppearbejde, og i det hele taget bliver nye metoder ofte taget i brug.
Og så har klasserne også kontakt til gymnasier i Esbjerg. Det kan være, at et hold elever i to uger bliver sendt derhen og følger undervisningen hver dag. Men enkelte elever kan også alene opleve gymnasieverdenen.
»Hvis vi fornemmer, at en elev trænger til at få et skud læring, og de selv har lyst, så sender vi vedkommende af sted. Når de kommer tilbage igen, er de virkelig fit for fight,« siger Lissie Munk-Jensen.
Det har både Nikolai Toxværd og Michelle Hansen prøvet. En lidt angstprovokerende oplevelse første gang, hvor de følte sig meget små.
»Men det er rigtig godt at få prøvet nogle af fagene af og se, om det er noget for én,« siger Michelle Hansen.
Spørger man, om presset kan blive for stort, er svaret nej. Men nogle perioder kan det være hårdt at være Da Vinci-elev.
»For eksempel dyrker jeg meget gymnastik ved siden af. Men så har jeg lavet en aftale om, at hvis de andre har ti opgaver for, så har jeg kun fem for ikke at blive stresset,« siger hun.
Sådanne aftaler bliver indgået til såkaldte coachsamtaler. Hver elev har en coach, man kan gå til, hvis der er problemer, men også når der skal sættes faglige og personlige mål for næste periode. Nogle har brug for en coachsamtale et par gange om måneden andre to gange på et år.
»Det har været anset for at være udansk at dyrke det mere elitære i rigtig mange år,« lyder det fra Niels Egelund, når han skal sætte ord på, hvorfor talentdyrkning i folkeskolen ikke har et større fokus. Det er hverken en del af mentaliteten at sætte karakterkrav fra en tidlig alder eller sortere i dygtige og mindre dygtige elever.
Og sådan skal det forblive, hvis man spørger Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen. For nok ønsker han, at der er fokus på talenterne, men generelt er han ikke tilhænger af at opdele børn ud fra deres faglige færdigheder.
»Hvis vi skal have et samfund, der hænger sammen, så handler det om, at børn skal lære om samfundets diversitet, og det gør de ved at være sammen med andre børn, der er anderledes. De gør det ikke ved at være sammen med nogen, der er magen til dem selv. Det får man ikke en tolerance og samfundsmæssig dannelse ved,« siger han.
Om folkeskolen så er god nok til at få udfordret de dygtigste, vedkender han, at man kan diskutere.
»Der er mange steder, hvor man godt kan blive bedre. Det ser også ud til, at vi underviser lidt for meget inde i midtergruppen af eleverne. Det er da noget, vi skal øve os på med den nye folkeskolelov,« siger han.
Danmarks Lærerforening har, lige fra Da Vinci Linjen blev oprettet, været imod den. Næstformand Dorte Lange er enig i, at talenter skal dyrkes, men ikke ved at adskille eleverne på den måde.
»Hvis man vælger den nemme løsning, som det jo er at niveaudele eleverne, så skal man bare vide, at vi risikerer at stå med et A- og B-hold. På den lange bane taber samfundet noget på det. Vi misser et kæmpe stort potentiale som samfund, fordi det går ud over dem, der ikke er så dygtige, som lærer rigtig meget af at være i klasse med de elever, der er særlig begavede,« forklarer Dorte Lange.
Hun refererer til internationale undersøgelser, blandt andet PISA-resultater fra forskellige lande, der viser, at en opdeling af skoleelever efter fagligt niveau ikke forbedrer elevernes samlede niveau.
På Da Vinci Linjen har de en anden oplevelse. I grupper på fire sidder eleverne spredt rundt om i fællesområdet ved firkantede borde. Michelle Hansen og Nicolai Toxværd sidder sammen og løser opgaven, hvor de skal finde ud af, hvad Gud er for en type. De er glade for at være startet på en ny skole.
»Fagligheden er meget højere her, og jeg bliver accepteret,« lyder det fra Nicolai Toxværd. Han er meget interesseret i politik og samfundsdebat. Planen for fremtiden er lagt. Først gymnasiet og så på universitet for at læse statskundskab.
»Mine forældre siger, at det er den bedste beslutning, de nogensinde har taget at flytte mig herover. Det synes jeg også,« supplerer Michelle Hansen, der efter 9. klasse skal på efterskole, gymnasiet, og så er den store drøm lige nu at blive fysioterapeut.
Resultaterne af Da Vinci Linjens måde at køre en folkeskoleklasse på kan ses i de høje karakterer til prøverne, forklarer koordinator Lissie Munk-Jensen. Men de kan lige så vel ses i elevernes sociale ageren og kompetencer.
»Mange får skuldrene ned, fordi de kan være sig selv. Det er jo enormt anstrengende hele tiden at gå og tænke på, hvad man må sige, og hvad man må gøre uden at lyde for klog. Det er jo frygtelig hårdt arbejde, og hårrejsende at nogle har været outsidere, fordi de går i skole for at lære noget,« siger hun.
I den nye skolereform bliver det legitimt at lave idrætsklasser og musikklasser i folkeskolen for børn, der har et særligt talent.
»Men det er stadigvæk ikke legalt at oprette klasser for børn, der gerne vil noget mere i de boglige fag. Det er da mærkeligt,« undrer Lissie Munk-Jensen sig. Men i princippet så hun helst, at der slet ikke var behov for klasser som på Da Vinci Linjen.
»Mit største ønske er egentlig, at linjen bliver nedlagt. Det er så selvmodsigende. Linjen er jo en midlertidig nødløsning, som gør skolegangen bedre for nogle elever, som burde kunne rummes og blive udfordret i enhver klasse i folkeskolen. Den dag man i folkeskolen gør det, man skal, er Da Vinci Linjen jo overflødig,« siger hun.