Noget af det værste, man kan være i en verden båret af en tro på fremskridt og udvikling, er sentimental nostalgiker. Det nytter ikke noget at tro, verden af i morgen bliver præcis som verden af i går. Hvis man drømmer om, at Danmark igen skal blive så homogent som i 50erne, så ender man i et mareridt, for tiden står aldrig stille eller går baglæns.
Det har imidlertid ikke noget med sentimentalitet eller længsel efter svundne tider at gøre, hvis man anerkender behovet for at tage sin historie med ind i fremtiden. Lade nye ting gro, men uden at kappe rødderne.
Det er dén diskussion, vi bør have, når det handler om de helt store spørgsmål som f.eks. indvandringen. Der kommer mennesker til Danmark, og det vil der blive ved med. Men hvordan tilrettelægger vi det, så Danmark kan være et åbent samfund uden at de grundlæggende værdier, vi elsker ved Danmark, går op i flammer undervejs? Hvordan styrer man tilstrømningen, så vi ikke i Danmark bliver tvunget til at tage beslutninger, vi ellers nødig ville have taget?
--
De samme overvejelser gør sig gældende i mange mindre og knap så spektakulære spørgsmål som selve indvandringen.
Der kan være beslægtede emner, som blot handler om mikrouniverser. Men som principielt ikke er mindre vigtige. Et eksempel på det kom i den forløbne uge på folkeskolen i Græsted, hvor man havde besluttet at droppe deltagelsen i den ellers traditionelle julegudstjeneste – af hensyn til elever, som måtte have ikke-protestantisk baggrund.
Det afstedkom et mindre ramaskrig, også på Christiansborg, og med rette. For det var netop dette, som var på spil: Skal vi i mødet med mennesker, kulturer, skikke og religioner, som er anderledes, opgive os selv og det vi står for og er vokset ud af – for at sikre at mødet foregår fredeligt og uden gnidninger?
--
Naturligvis skal vi ikke det. For da bliver resultatet af kulturernes møde for det første det stik modsatte af den ellers så hyldede mangfoldighed. I stedet får man gråmeleret nivellering og kulturel (selv)udslettelse. Resultatet bliver en fattigere verden, et åndeligt og kulturelt forarmet Danmark, og hvad er det for et mål at sætte sig?
For det andet betyder en sådan kulturel (selv)udslettelse, at man mister endnu en lille smule af sig selv. Udvisker historien og det komplekse, men betydningsladede grundlag, det nuværende danske samfund bygger på. Det må være en central borgerlig dyd at bekæmpe tendenser til en sådan udviskning, som burde høre sværmeriske utopier til. Ved at bringe fortiden med ind fremtiden bevarer man sig selv, også når man forandres.
Det er ikke sentimentalt. Det er ikke længsel efter noget, som for længst er forbi eller fortabt. I stedet udtrykker det en bevidsthed om, hvem man er, som er dybt menneskelig og handler om både værdighed og ydmyghed.
Værdighed som gør, at man kan møde andre uden frygt eller foragt. Og ydmyghed der betyder, at man opfører sig ordentligt over for andre og ved, at man hverken er det første eller det sidste menneske, som har levet. Men blot er endnu et led i en ubrudt kæde, der fandtes længe inden, man selv kom til. Og som vil fortsætte, når man ikke længere er her.
--
Hvilket bringer mig til et andet mikrounivers, hvis skæbne handler om det samme. Forleden aften gik jeg gennem Kødbyen i København og glædede mig over, hvordan det i vidt omfang er lykkedes at tage de gamle slagtergårde mellem Halmtorvet og jernbaneterrænet ved Københavns Hovedbanegård og på den ene side bevare en stor del af deres sjæl. Og på den anden side gøre området til noget helt andet, end det var.
Mens det før var stedet, hvortil man bragte kreaturer til slagtning og forarbejdning, er det nu et underholdnings- og nattelivsmekka, men bygget ind i de gamle gårde og indrettet i de patinerede slagterrum med hvide fliser på væggene.
Man skåler nok i cool cocktails, men rammerne er ikke sjæl- og historieløse. Fortiden er bragt med.
Helt så skånsomt går det ikke altid for sig – hverken i København eller andre steder. Et eksempel er Bruxelles, som stadig er en hyggelig by. Men hvor hele, historiske beboelseskvarterer har måttet lade livet til nedrivningskuglerne og bulldozerne og nu er erstattet af stål- og glaspaladser, der virkelig udstråler, at her holder magten til. Men fortiden kom ikke altid med.
--
Det er den heller ikke altid kommet i København. Ville man have saneret Nørrebro på samme måde i dag, som man gjorde det i Weidekamp-æraen i 70erne? Næppe. Der var masser af skrammel og faldefærdigt byggeri i Den Sorte Firkant, men man var formentlig gået mere skånsomt til værks nu, end man gjorde dengang.
Hvilket bringer mig til de omdiskuterede Slagtergårde på Vesterbro i København. Et stort flertal i Københavns Borgerrepræsentation, herunder hele den borgerlige fløj, har besluttet at rive de gamle gårde ned og erstatte dem med nye boliger og erhverv og en bred cykelsti. Det til trods for, at talrige myndigheder og institutioner har erklæret Slagtergårdene for bevaringsværdige.
Man har skønnet, at området var dårligt vedligeholdt, og at det ikke kunne betale sig at sætte det i stand. Men hvad betyder egentlig ”betale sig”? Er det en rent pekuniær betragtning? Slagtergårdene udgør den sidste rest af det tidligste Vesterbro, og det er sikkert, at de nye byggerier vil være bedre og smartere. Men et stykke af byens sjæl og fortid vil for altid være jævnet med jorden, nivelleret og udvisket, og kan ikke længere bringes med ind i fremtiden.
Jeg forstår ikke, at det kan være en borgerlig dagsorden i en storby med mindst 850 års historie bag og under sig.
--
Del: