De er næsten ikke til at kende fra hinanden, brødrene Angulo. Håret er sort og langt. Udtrykket er ens. I fjorten år har de seks drenge levet tæt sammen i en lejlighed på Lower East Side på Manhattan uden at have kontakt med andre mennesker.

Deres far mener nemlig, at verden er ond og ønsker at beskytte sit »Ulvekobbel« mod dens farer. Derfor har han lejlighedens eneste nøgle og styrer, hvornår sønnerne og deres mor, der hjemmeskoler drengene og giver dem al sin kærlighed, må komme ud. Et år skete det slet ikke. I stedet får drengene tiden til at gå med at se film i lange baner fra faderens omfattende samling af dvd’er og vhs-bånd, og siden genopføre hele film – komplet med kreative kostumer, masker og rekvisitter.

Sådan kunne det være fortsat i årevis, hvis ikke den mellemste bror Mukunda, der i dag er 20 år, havde sneget sig ud af lejligheden en dag i 2010.

Iført en maske, der forestillede Michael Myers fra John Carpenters gyserfilm »Maskernes nat«, der skulle sikre ham anonymitet – men i stedet, stik imod hensigten, fik ham arresteret, fordi folk blev bange. Det bragte familien i myndighederne søgelys, og faderen var nødt til at slippe sine ulveunger fri i New Yorks heksekeddel.

Det er fem år siden, og i denne uge har Mukunda, sammen med lillebroderen Jagadesh, der har taget navneforandring til Eddie, været på besøg i København i forbindelse med CPH:DOX for at tale om filmen »The Wolfpack«, der fortæller de seks brødres historie – de øvrige, Bhagavan, Govinda, Narayana og Krisna, er blevet hjemme i New York, hvor de alle sammen har fået gang i karrierer og liv uden for den lille, klaustrofobiske lejlighed.

Fuldstændigt surreelt

»The Wolfpack« er instrueret af Crystal Moselle, der opdagede brødrene på en af deres allerførste fælles udflugter. Seks drenge med langt flagrende hår, sorte jakkesæt, smalle sorte slips og solbriller, klædt ud som karaktererne i deres yndlingsfilm »Reservoir Dogs«, var noget, der fangede dokumentaristens øje, så hun satte efter dem – og blev deres første ven i verden udenfor, og den første der fik lov at blive lukket ind i lejligheden.

»The Wolfpack« havde premiere på Sundance filmfestivalen i januar, hvor den blev en af dette års mest omtalte film, der da også endte med at vinde juryens Grand Prix. Brødrene var med og blev behandlet som de filmstjerner, de lige pludselig var blevet. Siden har de rejst rundt og promoveret filmen på festivaler over hele verden, senest altså danske CPH:DOX.

»Det har været et vildt år,« medgiver Mukunda, der i neutralt brunt tøj og en lang hestehale stadig ligner sig selv fra filmen.

»Det har faktisk været fuldstændigt surreelt. Vi vidste godt, hvad vi sagde ja til, da vi gav Crystal lov til at lave filmen, men den respons, den har fået, kunne vi ikke forudse. Det kunne lige så godt være endt med ingenting. Folk kunne have set den og været ligeglade! Men folk har været virkelig interesserede, og det er ret vildt, at alt det her sker bare på grund af vores livshistorie.«

Hans bror Eddie, der ikke alene har skiftet navn, men også har skiftet det neutrale look ud med afbleget strithår og stonewashed denim, er enig.

»Surreelt er det rigtige ord. Men det er også en god dokumentarfilm. Virkelig god – sådan objektivt set. Selvom jeg må indrømme, at jeg så det meste af filmen med hænderne oppe foran ansigtet – jeg har jo gennemlevet det, der sker.«

Kulturchok af dimensioner

Filmen, der består af Crystal Moselles optagelser fra de seneste fem år, og af drengenes egne hjemmeoptagelser fra årene før de slap fri, er en både rystende og rørende historie om kontrol og familiesammenhold – når det er bedst, og når det er værst. Men også en historie om at overleve på trods.

For brødrene lader sig hurtigt opsluge af faderens enorme filmsamling og begynder at lave genopførelser af scener fra filmene – til tider ligefrem hele film – komplet med hjemmelavede kostumer og manuskripter skrevet af fra skærmen. Filmene bliver deres kreative ventil og deres vindue ud mod den verden, de kun får lov at besøge få dage om året – under strengt opsyn.

»Du kan godt blive lidt tosset af at være det samme sted hele tiden, derfor elskede vi filmene. De gav os et vindue til verden udenfor, for film var det tætteste, vi kom på at vide, hvad der skete hvor og hvornår, hvordan folk interagerer med hinanden og al den slags. Filmene var vores måde at forstå, hvordan verden fungerede. Hvordan fungerer Wall Street? Hvordan fungerer politik? Hvordan fungerer skoler? Hvordan finder bands sammen…« siger Mukunda og slår ud med armen som for at indikere den uendelige mængde af spørgsmål, man har, når udsigten stopper ved stuevæggen, og man hverken har internet eller smartphones til at holde sig orienteret mod verden.

»Jeg lærte om en større verden end den, vi boede i, af Christopher Nolans »The Dark Knight«, jeg lærte om dybe følelser af David Lynchs »Twin Peaks« og om familiesammenhold af Francis Ford Coppolas »The Godfather.«

Den eneste anden viden, de havde om verdens gang, var faderens gentagne »verden er syg, verden er ond«. Det var derfor et positivt kulturchok af dimensioner, da brødrene begyndte at indtage New Yorks gader.

»Det mest overraskende ved at komme ud i verden var, at den ikke var det farlige og kriminelle sted, vores far havde opdraget os til at tro. Alle mennesker, vi mødte, var helt vildt søde og ville have taget billeder med os på grund af den måde, vi gik klædt.«

»Det var virkelig mærkeligt de første par gange. Man tænkte sådan lidt »hva’? Har I virkelig aldrig set nogen i et jakkesæt før?« Men jeg tror, at grunden til, at vi vakte så meget opmærksomhed var, at vi alle sammen var klædt på samme måde.«

Forguder deres mor

Selvfølgelig gik en af de første fælles udflugter til biografen, hvor brødrene så David O’Russells »The Fighter« – den første film de nogensinde så i en biograf.

I dag er flere af dem flyttet hjemmefra, men de ses stadig hele tiden – også med deres mor, som det er tydeligt, at brødrene forguder.

»Vores mor gav os opgaver, der lærte os at være kreative og lave personlige projekter. Hun støttede noget, vi allerede havde i os – og hun var utroligt rørt over filmen,« siger Mukunda, der i dag, ligesom sine brødre, har et mere anstrengt forhold til faderen. Selvom ulveungen i ham ikke kan få sig til for alvor at tale ondt om den mand, der holdt dem indespærrede i deres eget hjem i 14 år.

»Vi føler, at det han gjorde, var overdrevet,« siger han – som talerør for hele brødreflokken. »Og han var en smule paranoid i sine handlinger. Men vi ønsker ham ikke noget ondt. Vi håber, at han på en eller anden måde finder fred.«

Alle seks brødre er idag i fuld gang med hver deres karrierer.

Storebroderen Bhagavan er danser og yogalærer, Govinda arbejder som kameraassistent, Narayana arbejder som miljøforkæmper, og Mukunda arbejder som assistent i filmbranchen og drømmer om at få lov til at lave sine egne film. De to yngste brødre har dannet deres eget rockband.

Tidligere liv er uvirkeligt

»The Wolfpack«s succes har betydet, at brødrene har fået et kæmpe skub ud i den verden, de allerede inden filmens premiere i Sundance var godt i gang med at erobre. De har mødt filmfolk som David O’Russell, Werner Herzog og William Friedkin, og musikeren Eddie har endda fået lov at jamme med Marky Ramone til en efterfest for filmen i Los Angeles.

»Vi sørger for at holde kontakt med alle vi møder, man ved aldrig, hvornår man kan få brug for dem,« som Mukunda siger.

Nok så vigtigt er det dog, at de har fået en lang række henvendelser fra mennesker, der kunne genkende sig selv i deres historie. De seks Angulo-brødre er ikke alene derude, viser det sig.

»Vi har mødt mange, hvis opvækst har været nogenlunde den samme som vores. De har måske ikke været lukket inde i en lejlighed, men de har også været socialt isolerede og er vokset op uden kontakt med andre mennesker, ud over lige de allermest nødvendige. De har fortalt os, at filmen har hjulpet dem med at komme videre og ikke opgive håbet om at komme ud på den anden side som hele mennesker.«

Selv er Eddie og Mukunda kommet videre i en grad, så deres liv indtil for fem år siden begynder at føles uvirkeligt.

»Det er faktisk nærmest som om, det ikke er sket, for i dag kan vi jo gå ud, når det passer os. Vi har job og venner og kan rejse. Det føles uvirkeligt, at vi engang kun var et eneste sted hele tiden. Surreelt,« siger Mukunda.

»The Wolfpack« vises fredag aften kl 18.00 i Bremen i København og igen på mandag den 16.11. kl 21.15 i Palads i forbindelse med filmfestivalen CPH:DOX. Den får desuden almindelig biografpremiere 25.12.