Det kan undre, at vi bliver ved med at se film. Den ene ligner jo den anden: Samme fortællestruktur, samme klippeteknik, samme musik, samme følelsesmæssige spektrum, samme, ja, stort set det samme på alle felter.

Nu taler jeg ikke om art film, men om mainstreamfilm. De film, der enten tror, at publikum kun vil købe billet til noget, de genkender, eller er skabt af instruktører, manuskriptforfattere og producenter, som lider af en form for narrativ neurose. At de simpelthen ikke kan vride sig ud af genregrebene. Der altså bliver til et slags jerngreb.