Jimmy Savile, Max Clifford, Rolf Harris, Bill Cosby, Jeffrey Epstein, Jerry Sandusky.

Og nu også Edward Heath.

Britisk politi efterforsker den tidligere konservative formand og premierminister for sexmisbrug af drenge, og ifølge BBC har fem mulige ofre henvendt sig.

En af sagerne handler om en 12-årig dreng, som i 1961 løb hjemmefra og stod og blaffede ved en landevej i det nordlige Kent. En mand samlede ham op og kørte ham til sin fine lejlighed i Mayfair i den vestlige del af London, og han tog ham med ind i soveværelset og begik fuldbyrdet voldtægt, hævdede drengen.

Han gik dengang til myndighederne, beskrev manden og alle detaljer omkring ham, og han blev afvist som mytoman, skriver Daily Mirror. Fire år senere så han i en avis et billede af partiformand Edward Heath sammen med en ung Margaret Thatcher, og han genkendte »manden, som tog mig med til sin lejlighed«, har drengen – som i dag er en 64-årig mand – forklaret til politiet.

Anklagerne er semiformaliseringen af rygter, som har verseret i det politiske miljø i mange år – en konservativ politiker sagde f.eks. i 00erne, at det var en kendt sag, at Heath i 1950erne havde været i karambolage med politiet, fordi han samlede trækkerdrenge op – men indtil nu er rygterne forblevet kun det. Heath døde i 2005, og hans mindefond afviser alle anklager.

1.433 mulige sexforbrydere

Anklagerne mod Heath er på én og samme tid chokerende og ulykkeligt u-chokerende. De er chokerende, fordi Heath var premierminister i 1970erne og pensum for enhver britisk skoleelev, og de er u-chokerende, fordi anklagerne føjer sig til, hvad der efterhånden ligner et mønster:

En magtfuld mand sexmisbrugte angiveligt børn eller voksne tilbage i tiden; ofrene turde ikke gå til myndighederne, og hvis de gjorde det, blev de afvist; rygterne gik, men tavsheden herskede, og først nu – med styrken fra mange års indestængthed – eksploderer sagerne så. Ofrene er modne mænd og kvinder, de angivelige sexmisbrugere er gamle, forkrøblede eller døde, og den uafklarede fortid kræver at blive afklaret.

Det er mønsteret, som vi kender det fra nylige britiske sager som med Jimmy Savile, Max Clifford og Rolf Harris og fra amerikanske sager med Bill Cosby, Jeffrey Epstein og Jerry Sandusky, og måske har vi endnu det værste i vente.

Andre kendte og kongelige navne har været nævnt, og britisk politi bekræftede sidste år, at det havde samlet efterforskningen af gamle sager i »Operation Hydrant«, og at det efterforskede 1.433 mulige sexforbrydere. 261 af dem var højtprofilerede personer, bl.a. kendte politikere, musikere, TV-personligheder og sportsstjerner, oplyste politiet, og det er dermed et helt enestående opgør med fortidens forsyndelser.

Men hvorfor lige nu?

Men dimensionerne i opgøret går ofte tabt i klikord og tabloidhistorier, og det er uheldigt, for bag sexanklagerne er der en kerne af noget større, nemlig spørgsmålet »hvorfor nu?«

Vi taler om så mange forbrydelser over så mange år, så mange ofre og så mange mennesker, som må have haft en form for vished om, hvad der dengang foregik – og alligevel blev sagerne ikke til sager, ikke før nu. Hvorfor?

For at finde et svar har Berlingske gennemlæst forklaringerne fra 39 af de 46 kvinder, som har anklaget Bill Cosby for sexmisbrug. Sagerne spænder over 50 år, og de viser et tydeligt og sigende skred i den måde, som ofrene reagerer på, og den måde, som de forventer, at andre vil reagere på – og det er et positivt skred.

Reaktionen fra Cosbys ofre kan groft inddeles i tre faser. Den første fase går fra den første sag i 1965 og til 1990erne, og her tav ofrene. Kvinderne fortæller i dag den samme historie om, hvordan de var unge og benovede over at være i selskab med Cosby, og hvordan han gav dem en drink, som bedøvede dem, og han misbrugte dem. De forklarer deres tavshed med varianter over den begrundelse, som et af ofrene, Tamara Green, kom med: »Jeg følte skam, og jeg følte afmagt. For hvem ville tro på mig? Vi talte om den store Bill Cosby, som havde rasende mange penge, magt og advokater, han havde en PR-maskine og et godt omdømme … Hvis jeg sagde noget, ville jeg bare blive offer endnu en gang« sagde hun sidste år til NBC.

Et nej betød intet

Den anden fase går fra 1990erne og til 2014, hvor ofrene sagde fra, men omgivelserne sagde ikke til. Kvinderne sagde oftere nej til hans drinks og hans tilnærmelser, i 2000 kom den første politianmeldelse og en artikel i New York Post, og i 2005 lagde en yngre basketball-manager sag mod Cosby for at have bedøvet og misbrugt hende. 13 andre kvinder støttede hende, og Cosby indgik forlig, betalte erstatning og lukkede sagen.

Politiet, medierne og offentligheden svigtede imidlertid kvinderne. Den første anmeldelse i 2000 handlede om, at Cosby angiveligt havde stukket sin hånd under bukselinningen på en ung skuespiller, og hun havde skubbet ham væk.

Politiet mente ikke, at der var sket en forbrydelse, og New York Post kom med en småfnisende rubrik. »Cos’ rubbed me the wrong way,« hed den. »Cosby strøg mig mod hårene.«

I 2005 var basketball-manageren nødt til at rejse civilsag, fordi politiet afviste hende, og hendes og de 13 andre kvinders anklager forblev en kortvarig tabloidhistorie. Cosby beholdt sine ærestitler, sine bestyrelses­poster, »The Cosby Show« blev genudsendt ad nauseam, NBC planlagde en ny stor serie med Cosby, og forlaget Simon & Schuster udsendte en skamrosende biografi.

Universets bue blev vendt om

Cosby-as-usual sluttede brat med den tredje og nuværende fase, som kan dateres til to begivenheder i 2014. I februar spurgte Gawker, om det ikke var på tide at huske Bill Cosby som en »mand med en forhistorie som voldtægtsmand«. Netmediet offentliggjorde udsagn fra vidner fra 2005, og historien vakte et ramaskrig. Næste kapitel var en viral YouTube-video med den sorte komiker Hannibal Buress, der i sit show noterede, hvordan Cosby altid forsøgte at belære andre sorte om moral. »Ja, ja, det er godt med dig, Bill Cosby,« sagde han. »Vi ved, at du voldtager kvinder, så måske skulle du skrue lidt ned for charmen ...«

Et netmedie og en komiker vendte universets bue, resten er historie og en historie, som udvikler sig dag for dag. New York Times offentliggjorde i forrige uge et 66-siders retsdokument, hvor Cosby i 2005 indrømmede, at han bedøvede kvinder og havde sex med dem. Præsident Obama fordømte Bill Cosby i stærke vendinger og kaldte ham for en voldtægtsmand. Og i sidste uge landede magasinet New York med en skelsættende forside. 35 af de kvinder, som anklager Cosby for sex-misbrug, var afbildet i sort-hvid, side om side, og inde i magasinet kunne man læse deres skræmmende beretninger.

Cosby nægter stadig alt, der er stadig mennesker, som tror ham, ingen domstol har dømt ham for voldtægt – men han er ikke desto mindre færdig. En domstol beordrede ham i denne uge til at forklare sig i en civilsag om sexmisbrug af en 15-årig, hans store TV-serie er aflyst, genudsendelserne er forsvundet, hans levnedsbeskriver fortryder sin biografi, politiet i Los Angeles og anklagemyndigheden i New Jersey ser på to nyere sager, og de fleste mennesker udtaler i dag ordet »Cosby«, som om de samtidigt former en spytklat.

Moralsk udviklingshistorie

Det er fortalt i én mand og hans sag – hans ofre og deres sager – en moralsk udviklingshistorie, og det er det samme forløb, det samme skred, som vi finder i sagerne om Sandusky, Savile, Clifford og Harris og de andre berømtheder. Sagerne har ikke ændret sig, men omgivelserne har – og det er pointen.

Der er mange forklaringer på det skred – nogle eksperter fremhæver enkeltsager som formative, f.eks. i USA den såkaldte Steubenville-voldtægtssag fra 2012, hvor sociale medier og hackerkollektivet Anonymous spillede en rolle. Andre peger på betydningen af et samfund med flere kvindelige politikere og opinionsdannere, journalister, anklagere og politibetjente. En af Cosby-ofrene har forklaret, hvordan hendes mand opfordrede hende til at tie, hvorimod en ven – en kvindelig betjent – opfordrede hende til at stå frem.

Adrian Bingham fra King’s College London peger i en rapport på, at det gamle kammeratskab mellem medier og kilder er ved at forvitre – og at det forklarer udviklingen. PR-agenten Max Clifford kunne f.eks. få medierne til at spise af sin hånd og holde dem væk fra historier om Jimmy Savile, og i 2005 skrinlagde National Enquirer en eksplosiv Cosby-historie mod at få et solointerview med Cosby. Det var dengang. I dag er der så mange medier, at man ikke kan lukke for en historie. Et netmedie som Gawker eller en viral komiker kan vinde en historie, og som et Cosby-offer siger til New York: »I 2005 havde Cosby kontrol over medierne. I 2015 har vi lykkeligvis de sociale medier.«

Enkeltforklaringerne kan sagtens være rigtige, selv om det formentlig er mere rigtigt, at det ikke er én forklaring, men ophobningen af dem alle, der forklarer skreddet – og ikke mindst ubærligheden i fortidens uorden. Mennesker skal ikke dømmes, fordi de er rige, berømte og magtfulde, men det var det modsatte, der skete. Mennesker slap for tiltale, fordi de var rige, berømte og fulde af magt.

Og det er ubærligt i dag – og det er ikke bare en god tabloidhistorie, men en god historie.