En af den moderne embedsmands mange opgaver er at fungere som garanti for faglighed og saglighed på de travle kontorer rundt omkring i stat og kommune. Det er i hvert fald idealet. Der skal altså hives i den modsatte retning, hvis man fra ledelsens side eller fra politisk side er klar til at gennemtrumfe en tilstand eller et resultat, som ikke kan rummes inden for faglighedens og saglighedens ofte ret elastiske grænser. Hvis man som embedsmand siger fra og måske endog udadtil råber op om uforsvarlige forhold eller deciderede ulovlige processer internt i systemet, er en af vejene frem at gå ind i rollen som whistleblower. Det er erfaringsmæssigt dog en svær rolle at spille med mange dilemmaer, og man kan ende i både helterollen og skurkerollen alt efter, hvilke øjne der ser.
Trods dilemmaerne ved whistleblowing kan det konstateres, at denne sidste bastion i stigende grad indgår i værktøjskassen med kontrolmekanismer på både det offentlige og private arbejdsmarked. Frontløberen er det private arbejdsmarked, hvor et stort antal virksomheder har opbygget formelle whistleblower-systemer for at have ordentligt styr på håndteringen af de oplysninger, der fløjtes om, og som pustes ind i kanalerne.
Også rent lovgivningsmæssigt har man trukket whistleblowing frem på scenen inden for dele af det private, og der i kølvandet på den finansielle krise indført regler om finansielle whistleblowers. I forhold til offentligt ansatte er meningerne nok mere delte om whistleblowing, men der er dog en udvikling i retning af, at flere og flere offentlige arbejdsgivere siger ja til sådanne systemer. Det gælder flere store kommuner, som f.eks. København, Gladsaxe, Frederiksberg og Roskilde kommuner. Læg dertil at visse statslige myndigheder, f.eks. DSB og Energinet.dk, nu har en formel køreplan for, hvordan man som ansat skal gå frem, hvis det er nødvendigt at gå så vidt som til whistleblowing.
Uanset denne udvikling er det dog stadig vigtigt, at man tænker sig grundigt om, når det drejer sig om whistleblowers. Et aktuelt eksempel er Eritrea-sagen, hvor to navngivne – nu forhenværende – ansatte i Udlændingestyrelsen offentligt valgte at undsige en fact finding mission til Eritrea.
Efter de to ansattes opfattelse var manøvren udtryk for bestilt arbejde, og rejsen til Eritrea var forhåndsbestemt til at munde ud i en rapport, som flugtede godt med et bredt politisk ønske i Folketinget om opbremsning i tildelingen af asyl på dette område. I Udlændingestyrelsens ledelses øjne var der omvendt intet usædvanligt rent indholdsmæssigt i forløbet. De to ansatte er nu på vej væk fra deres stillinger, og der er lagt låg på sagen indtil videre.
Med Dansk Magisterforenings mellemkomst er der indgået et forlig om fratrædelse. Uanset hvilken version af forløbet, der er tættest på realiteterne, viser denne sag i mine øjne, at whistleblowers står svagt.
Der er derfor grund til at overveje en styrkelse ikke mindst på det ansættelsesretlige niveau. I Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, som jeg har været medlem af, er der blevet set grundigt på behovet for bl.a. øget ansættelsesretligt værn. Det er der nu også kommet en diger udvalgsbetænkning ud af (Betænkning nr. 1553). Trods valget af en lidt naivistisk tegning på betænkningens forside er indholdet af betænkningen baseret på moden og reflekteret overvejelse, og de mange sider indeholder en pæn portion juridisk stof til eftertanke og diskussion. Der er både mange tanker og meninger om fænomenet whistleblowing og om den gryderet af regler, som knytter sig til whistleblowing.
En interessant mellemakt i udvalgsarbejdet er i øvrigt som bekendt, at udvalgets såkaldte regeringsrepræsentanter på visse strækninger valgte at afgive blanke stemmer. Også Folketingets Ombudsmand tildelte sig selv en sådan rolle. Man kan læse mere om det i betænkningen. Uden at gå ind i det konkrete forløb kan man her selvsagt rejse nogle spørgsmål fremadrettet om en sådan tilgang. Det kan være værd at overveje, om det er hensigtsmæssigt, at man som medlem af et sagkyndigt lovforberedende udvalg bidrager med en pas-melding. Hvis alle i et udvalg rent hypotetisk af den ene eller anden grund beslutter sig for til sidst at lægge en blank seddel i stemmeboksen, vil det blanke slutresultat nok fremstå noget specielt for folketing og andre beslutningstagere. Et andet grundlæggende spørgsmål er, om det kan være en ide for regeringsrepræsentanter og andre med præference for eller med binding ’hjemmefra’ om neutral status, at melde det tidligt ud i udvalget for at få det med ind i forventningsafstemningen.
Mht. betænkningens buket af eksplicitte anbefalinger er der efter min opfattelse grund til at arbejde videre med især forslagene om at skrue på de ansættelsesretlige håndtag i form af f.eks. øget lovmæssig beskyttelse mod afskedigelse, en noget stærkere bevismæssig beskyttelse af whistleblowers mod afskedigelse og mulighed for øget godtgørelse, hvis der er sket uberettiget fyring.
Whistleblowing kan være en nødvendig sidste bastion i forhold til f.eks. overpolitisering af embedsmandsrollen, og jo mere pressede embedsmænd bliver på den konto, desto mere behov kan der være for en passende sikkerhedsventil her. Hvis embedsmænd med indsigt og omtanke begynder at aktivere whistleblower-knappen, vil det kunne have en præventiv virkning, og en del ’sager’ vil muligvis kunne tages i opstarten. Når der skal trækkes i modsat retning af overpolitisering og nedprioritering af faglighed og saglighed, er det selvsagt i høj grad op til embedsmandsapparatet selv.
Og her er whistleblowers en vigtig sidste bastion.