Se hele boligen:

Beskriv dit hjem med tre ord?
Inspirerende, hyggeligt og ligetil.

Hvorfor bor du, som du gør?
Udover min professionelle interesse for design bærer hjemmet meget præg af min store kærlighed til havet. Jeg er vokset op på en sejlbåd, og siden da har havet altid været noget, jeg orienterer mig mod. Det er vandet og livsstilen omkring havet, der giver mig inspiration til mit designprojekt Ocean- Going, og det afspejles også i mit hjem. Både i indretning og vægdekorationer er der mange referencer til havet. At bo i en lille lejlighed er næsten som at leve om bord på et sejlskib – hver kvadratmeter har sit eget formål og alting har sin faste plads.

Hvad er det allerførste, du gør, når du kommer hjem?
Kysser min kæreste.

Hvilket rum er dit yndlingsrum?
Det kombinerede soveværelse og kontor er klart der, hvor jeg bruger flest timer i mit hjem. Både min kæreste og jeg arbejder inden for designbranchen, og det har været vigtigt med nogle gode hjemmearbejdspladser. Men stuen er også et dejligt sted, hvor jeg kan fordybe mig og lade mig inspirere.

Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Jeg er virkelig glad for mit seneste møbelprojekt for Ocean-Going, som er en loungestol til små hjem. Stolen kan nemt og hurtigt foldes ud til en dækstol, der indbyder til afslapning i bedste krydstogt-stil.

Hvilken ting i dit hjem har størst affektionsværdi og hvorfor?
De ting, jeg selv har designet, har en helt særlig betydning for mig. Det er design, som i udviklingsprocessen har ført mig vidt omkring, og når jeg omgiver mig med dem i mit hjem, kan jeg hele tiden afkode forbedringer og reflekterer over, hvad mit næste projekt skal være.

Hvad er det bedste minde, du har fra dit hjem?
Min seneste fødselsdag, hvor hjemmet var fyldt med gode, glade mennesker, akvariefisk i tv’et og farvede flag overalt i loftet.

Hvad har du senest købt til din bolig?
Jeg har senest købt to Aeron-kontorstole fra Herman Miller.

Hvad vil du aldrig have inden for din dør?
Jeg er ikke så glad for møbler og ting i transparent plastik. Jeg har en baggrund som både møbelsnedker og designer, og jeg er nok blevet forvænt med træ, da jeg klart holder mest af naturlige materialer.

Hvad kunne du godt tænke dig at lave om i dit hjem?
Jeg ville elske at få en større altan, hvor vi kunne have plads til at sidde ude og spise, have krydderurter i store krukker eller invitere venner på rosévin om sommeren. Vi har en fantastisk udsigt over Den Sorte Plads og solnedgange i vest. Men da dette nok ikke er praktisk muligt, vil jeg sige køkkenet – jeg kunne godt tænke mig et virkelig smukt snedkerkøkken i træsorten oregon pine og med plads til udfoldelse.

Hvordan er dit forhold til dine naboer?
Vi har i karréen en ulønnet gårdmand, som på eget initiativ nusser om planterne og sørger for, at gården er dejlig at færdes i. Han altid er god for en snak – og så ved han alt om alle i bygningen, han binder ligesom det hele sammen.

Hvor flytter du hen næste gang?
Jeg kunne godt tænke mig at flytte til Christianshavn, hvor jeg sammen med min bror har en 38 fods oceangående sejlbåd liggende. Det er på én gang et hyggeligt kvarter med en næsten landsby-agtig stemning og samtidig meget centralt med cirka 10 minutter til de fleste steder i København. Og vandet er bare en fundamental ting i mit liv.