I dag er lærerne taknemmelige, hvis deres elever vil gøre sig den ulejlighed først at række fingeren op, når de føler for at sige noget i timen. Men i begyndelsen af forrige århundrede var håndsoprækning i skolerne yderst kontroversielt. Ja, det blev faktisk betragtet som noget langhåret hokuspokus, der ville føre de opvoksende generationer ud i uvidenhed.
Håndsoprækning i gymnasiet afløste nemlig overhøring af eleverne, hvor læreren på skift udvalgte elever til at memorere dagens lektie, mens resten sad og slumrede hen. For 100 år siden var overhøring det kendte, trygge og velordnede – i hvert fald for læreren.
»Man var vant til, at der var et fast pensum, der skulle læres, og til det pensum hørte nogle bestemte bøger, som eleverne skulle tilegne sig ved at lære dem udenad. Læreren overhørte eleverne for at sikre sig, at de kunne huske, hvad der stod i bogen,« fortæller Harry Haue, der er professor emeritus fra Syddansk Universitet.
Han er i Magasinet Gymnasieforskning dykket ned i lærernes pædagogiske »værktøjs-kasse« omkring år 1900. Overhøring foregik med lukket bog, og i hver time kunne læreren overhøre fem elever, som fik en karakter for deres præstation.