Arne Klyve og Jon Severud ville skrive en bog om styringsredskab nummer et i den offentlige forvaltning i nyere tid: New Public Management. De endte med at skrive en anden bog. Titel: »Ordbok for underklassen«.

I deres research af de norske kommuner og den norske stats måde at styre og forvalte på, stødte de hele tiden på ord, der krævede »oversættelse«. Ord som »humaniseringskapital«, »kundskabsbaseret« og »dialogmøde«. Da Klyve og Severud tillige faldt over et tilfælde, hvor en sundhedsmyndighed havde bedt diverse kommunale institutioner »indrapportere deres biomasse«, var der overhængende brug for en ordbog. »Biomasse« betød »borgere« viste det sig.

»Ordbok for underklassen« blev følgelig til en »klapjagt på sproglige tågehorn og bureaukratiske tidsrøvere,« som det hedder i bogens forord:

»Virkeligheden pyntes eller dækkes til. Det offentlige sprog er i færd med at slide sig fri af sine fortøjninger til virkeligheden.«

Arne Klyve og Jon Severud er begge er ansat i det offentlige. Henholdsvis som undervisningschef og lektor. De har følgelig også haft personligt brug for at kunne forklare forskellen på et »dialogmøde« og et »møde«. Eller hvad »humankapital« og »entreprenørskabskompetence« er.

Det offentlige sprog har i mange årtier haft det svært med virkeligheden i lande som Norge og Danmark.

»Det er jo ikke ligefrem et nyt problem,« konstaterer historiker ved Københavns Universitet, Jes Fabricius Møller. Historikeren skrev for nylig en kronik i Kristeligt Dagblad. Under overskriften »Hvad laver en udviklingskonsulent egentlig« undrede Fabricius Møller sig over kommunalreformens kuldsejlede forsøg på at rationalisere den lokale forvaltning i Danmark.

En mulig forklaring kunne blandt andet findes i kommunale stillingsopslag, fremførte han. Eksempelvis i Stevns Kommune. Her søgte man til sin nyetablerede stabsenhed, Udvikling og Digitalisering, som »understøtter direktionen og centercheferne i det tværgående strategiske arbejde«, en ny »projekt- og procesleder«, der kunne løse »analyse- og udviklingsopgaver, som giver berøringsflader bredt i organisationen« specificeret som »opgaver indenfor Udvikling & Digitaliserings brede opgavefelt, specielt med fokus på analyser, projektledelse, udvikling af styring og organisation m.v.«.

»Og der er jo ingen tvivl om, at kommunen finder, der er brug for denne her person. Men man har tydeligvis også tabt overblikket,« siger historikeren:

»Forvaltningen er vokset til en størrelse og en sammensætning, der gør, at de skaber flere opgaver, end de løser. Derpå forsøger den at overvinde problemet ved at ansætte endnu flere uden tvivl dygtige og fortjenstfulde forvaltere i forvaltningen ved hjælp af uklare stillingsbeskrivelser,« mener Jes Fabricius Møller.

Det er åbenbart en uofficiel regel om det offentliges sprog. Ligesom bureaukrati avler bureaukrati, bestøver og multiplicerer uklart og overflødigt sprog også sig selv.

»Større bureaukratiske systemer reproducerer sin egen kompleksitet,« som Jes Fabricius Møller konkluderer.

Historikeren Fabricius Møller henviser for forståelsens skyld gerne til en kollega. Da historikeren C. Northcote Parkinson undersøgte udviklingen af den britiske flåde under og efter Første Verdenskrig, opdagede han, at antallet af aktive fartøjer i perioden 1914 til 1928 faldt med 67 procent, mens antallet af ansatte i admiralitetet steg med 78 procent. Parkinson formulerede en lov:

»Enhver forvaltningsorganisation har en tendens til at udvides, fordi embedsmænd søger at udvide antallet af undergivne, og fordi embedsmænd yderligere skaber arbejdsopgaver for hinanden,« som Møller gengiver den. Flere ansatte betyder altså ikke, at en organisation får mere fra hånden. Hvilket, ifølge Fabricius, også kan spejles i den moderne danske kommune.

»Der er ingen grund til at mistænke sagsbehandlere. Det er på direktionsgangene, at man så at sige udvikler bullshit med begreber som innovation, tværgående projekter og tovholderi. Hvad skal en kommune, kan man jo spørge. Er der nogen borgere, der synes, kommunen skal udføre tværgående projekter og gå på kursus i innovation? Nej, den skal slå græsset henne i parken. Hvis de så sidder henne på kommunen, så kan de prøve at kigge på hinanden og spørge, hvor mange af os her slår græsset, passer de ældre og børnene og underviser i skolen eller er direkte uundværlige for, at det bliver gjort,« siger Fabricius Møller og lader det være underforstået, at det nok ikke er mange.

Det er to år siden, at Socialdemokraterne via politisk ordfører Henrik Sass Larsen meldte ud i Berlingske, at en eventuel S-ledet regering ville skrive en »kulturrevolution« af den offentlige sektor ind i et regeringsgrundlag for at bekæmpe »bureaukratimonstret«. Et løfte, der blev holdt. SRSF-regeringen har svoret at ville bureaukrati og uforståeligt og dårligt forvaltningssprog til livs.

»Ja, som alle regeringer jo gør,« siger kommunalforsker, professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær: »Man har snakket om det her i mange år. Også og måske endda især ude i kommunerne.«

Ulrik Kjær mener, at mange borgmestre i Danmark både har et stærkt ønske om samt prioriterer at få gjort op med kancellisprog og besværlige sagsgange. Endda i »overraskende og prisværdig grad«, som han siger. Fordi ingen borgmestre ønsker, at »djøfficeringen« og »kommunikationsvældet« i forvaltningen tager magten fra politikken.

»Men de vil ofte støde på, at der er grænser for friskfyrsproget eller det letforståelige sprog samt bureaukratibekæmpelsen, fordi forvaltningslov samt diverse forskrifter og regler jo også skal overholdes. Man skal passe på med at fejlinformere, eksempelvis. Eller udelade information,« siger Ulrik Kjær.

Personalet i kommunerne koster stadigt flere skattekroner. Det er konsekvenserne af bureaukratiets vokseværk, mente hundredvis af kommunalpolitikere fra hele landet ifølge en rundspørge, som Berlingske foretog for knap et par år siden. 57 procent af næsten 1.000 adspurgte kommunalpolitikere svarede ja på rundspørgens spørgsmål om, hvorvidt lokalpolitikerne oplever, at bureaukratiet er vokset siden kommunalreformen i 2006.

Dette er også historiker Jes Fabicius Møllers oplevelse. Han synes ikke, at administrationen i hans egen kommune, Roskilde, ser ud til at være blevet mindre. Tværtimod. Iagttagelsen understøttes tillige af den officielle statistik fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, ifølge hvilken den gennemsnitlige udgift pr. borger til administration i kommunerne i Region Sjælland er steget fra 5.767 kroner i 2007 til 6.531 i 2012.

»De fleste kan med deres egne øjne iagttage, hvorledes de kommunale forvaltninger vokser, mens kerneydelserne forsømmes,« mener Jes Fabricius Møller.

For knap to år siden skrev Berlingske en artikelserie om det danske bureaukrati, alle vil til livs, men som tilsyneladende ernærer sig af og opretholder sig selv. I serien blev det dokumenteret, at et »Begrebssekretariat«, sidder i Socialministeriet og arbejder med at definere ting som »at spise« og »toiletbesøg« af hensyn til hjemmeplejens »visitation« af ældre borgere.

Det blev afdækket, hvordan minuttyranni har gjort, at social- og sundhedsassistenter føler, at de gør noget forkert, hvis de bruger tid på at trøste eller snakke med de ældre, fordi det ikke står på dagens arbejdsliste.

Det blev fremført, at seks af landets største kommuner var i oprør mod regeringens beskæftigelsespolitik, som de mente druknede i nytteløst bureaukrati.

Der blev redegjort for, at selv om danske ministerier kæmper med at fjerne overflødige regler og love – hvilket kun kan finde sted ved at vedtage nye – strømmer det stadig ind med nye love fra EU. Hver anden nye regel stammer fra Bruxelles. Dag ud og dag ind lavede eksempelvis 20 topjurister i Københavns Kommune ikke andet end at modtage og forstå nye love på beskæftigelsesområdet – på trods af at ministeren havde lanceret »væk med bøvlet«-kampagner.

Endelig dokumenterede Berlingskes serie, at stadig flere danskere har så svært ved at gennemskue den voksende regelmængde og dens sprog, at de køber sig til dyrt betalt eksperthjælp blot for at være sikre på, at de bliver behandlet efter loven.

Forfatterne til den norske »Ordbok for underklassen«, Arne Klyve og Jon Severud, er selvsagt mest optaget af de offentlige forvaltningers måde at tiltale og skrive til borgerne på. Herunder ikke blot embedsstandens, men også politikernes ivrige brug af ord, termer og begreber, der kræver oversættelse. Norges justitsminister, Grete Faremo, nævnes særskilt. Hun stod åbenbart i Stortinget sidste sommer og anvendte ord som »styringsdialog«, »håndhævelsesbistand« og »resultatreform«.

Fælles for de fleste begreber er, fremhæves det i bogen, at de betyder alt og ingenting. I praksis fungerer ordene sådan, at de bevidner ejerskab for de, der bruger dem, det vil sige direktionslaget i den offentlig sektor, og samtidig lægger de afstand til dem, ordene egentlig angår, borgerne.

En anmelder af »Ordbok for underklassen« på Adresseavisen.no sammenlignede fænomenet med begrebet »New Speak« (Ny-sprog) i George Orwells »1984«. Her hedder propagandaministeriet »Ministeriet for Sandhed«, krigsministeriet er omdøbt til »Ministeriet for Fred«, og justitsministeriet med tilhørende »tankepoliti« og den øvrige ordensmagt har fået navnet »Ministeriet for Kærlighed«. Dertil er »New Speak« blevet renset for såkaldte »gammelsprogs-ord« som »ære«, »retfærdighed«, »demokrati«, »videnskab« og »religion«.

»Udviklingen minder mig om George Orwells roman... Forskellen er, at ordene i »New Speak« havde et forståelig indhold,« hed det i anmeldelsen.

DEBAT | Kender du nogle gode eksempler på sludder fra det offentlige? Del dem herunder eller på facebook.com/berlingske