Han er gode venner med Jerusalems borgmester og forsøgte på et tidspunkt at købe et israelsk forsikringsselskab. Hans forældres navne står med store bogstaver på en hospitalsbygning som en hyldest til de generøse donorer. Men for de fleste israelere er Jared Kushner et mysterium.
Men pludselig fremstår den 35-årige Kushner – svigersøn af USAs tiltrædende præsident Donald Trump og selv forretningsmand – som en potentielt vigtig skikkelse i den hårdt prøvede regions fremtid. Donald Trump har sagt, at Jared Kushner meget vel kan komme til at spille en vigtig, omend stadig udefineret, rolle i bestræbelserne på at skabe fred i Mellemøsten.