Virkeligheden i de muslimske hjem er en anden end den, feministerne forsøger at tvinge ned over islamdebatten. At muslimske piger er udsat for social kontrol af brødre og fædre. At tro, at hele historien er fortalt med det, er en illusion.
Det har længe heddet sig: De muslimske piger er udsat for social kontrol fra deres brødre og fædre. De muslimske drenge har længere snor end pigerne.
Det politiske system står derfor i kø for at støtte de muslimske piger, der lever under social kontrol, for pigerne skulle nødigt være i tvivl om, hvor samfundet står i forhold til dem. Feministerne graver efter socialt kontrollerede piger, der mangler en mikrofon, de kan råbe efter hjælp i.
Ude i muslimernes hjem ser det dog noget anderledes ud. Virkeligheden er, at vi muslimske mænd får lagt så stor en byrde på vores skuldre fra vores familie og ikke mindst vores muslimske søstre, at de fleste af os hverken formår at færdiggøre en uddannelse eller er i stand til at finde vores plads i samfundet.
Kigger man ind i de muslimske hjem, vil man hurtigt finde ud af, at de unge mænd – specielt den ældste dreng i familien – bærer en tung byrde, der vejer mere end faderens. Den unge mand skal, udover at tage sig af hjemmet i form af indkomsten, køre de forskellige søskende til og fra fritidsaktiviteter, og han skal være ansigtet ud til samfundet og de andre muslimske familier.
HOS DE FLESTE muslimske familier måles familiens prestige ud fra deres sønner – og en af dem skal helst studere til læge, ingeniør eller advokat, for der findes ikke andre uddannelser end disse. Sønnerne skal også helst være materielt velfunderede. De skal helst have kørekort, fra de er 18 år, eje en bil og på deres SU kunne bidrage til familiens økonomi – og ikke mindst skal de helst have så stor en opsparing, at de kan give den kommende kone et prinsessebryllup, fordi ingen skal sige, at drengens familie ikke havde økonomisk kapacitet til at imødekomme brudens krav og forventninger. Brudgommen skal selvfølgelig helst være fysisk højere end bruden, og han skal ikke mindst tjene flere penge.
Her vil feministerne protestere højlydt og sige, at disse krav møder pigerne også fra familien, men det er en sandhed med modifikationer, for pigernes rolle og indsats bliver betragtet på en helt anden måde.Som udgangspunkt er pigerne kun til låns – de skal jo alligevel giftes væk. Med andre ord: Når pigerne bliver gift, er de ikke længere faderens ansvar, men den kommendes mands og hans families ansvar. Pigens families hovedopgave er »blot« at holde hende jomfruelig og undgå, at andre taler dårligt om hende, så eventuelle bejlere ikke skræmmes væk. Er en familie så privilegeret, at pigen studerer og har et mål om at færdiggøre en uddannelse og eventuelt få et godt, velbetalt arbejde, er det virkelig »sødt«, at pigen vil færdiggøre en uddannelse. Men som familie skal man være påpasselig med, at hun ikke får overbetalt arbejde, for hverken pigen eller hendes kommende mand vil affinde sig med, at pigen tjener mere end manden selv.
Jeg har en ven, der er uddannet ingeniør og har et godt arbejde i DONG. Han er religiøs og ønskede at indgå et arrangeret ægteskab med en kvinde. Han sendte sin familie, som skulle bejle på vegne af ham, men besøget blev kort, da pigen klart og tydeligt havde afvist manden med sin baggrund som læge med arbejde på Rigshospitalet. Hun skulle ikke have en mand, der tjente mindre end hun gjorde. Jeg kender flere eksempler fra den virkelige verden, hvor muslimske kvinder gerne vil have, at muslimske mænd overholder de rammer, som er givet dem under opdragelsen: At manden skal tjene mest. Imens må han frygte den dag, en muslimsk pige råber social kontrol og får hele Danmark på nakken.
FAMILIEN HAR KONTROL med drengenes pengepung, og der bliver hyppigt sat spørgsmålstegn ved, hvad han bruger, ligesom forældrene kan tage en rejse til hjemlandet på hans regning. Til sammenligning er det ikke velset at sætte spørgsmålstegn ved, hvad pigen bruger sine penge på, fordi en kvinde i en muslimsk familie ikke har pligt til at hjælpe familien på samme måde som drengen.
Det ved de muslimske søstre godt, men glemmer, hvad deres brødre er udsat for, og kan i stedet bryste sig af at have overhalet de muslimske drenge og næsten de etnisk danske piger inden for uddannelsessystemet. Men hvad med deres brødre, der er tabt på gulvet?
Som muslimsk dreng kan det være svært ikke at mærke blodet koge, når man fra samfundets side bliver betragtet som familiens socialt kontrollerende far eller bror. Vi muslimske mænd er faktisk langt fremme, og jeg kender efterhånden ikke muslimske mænd, der ikke kæmper for lige muligheder og lige rettigheder til de to køn. Alle skal have lige rettigheder og muligheder for at uddanne sig, gå til lægen, opnå en karriere, lige løn for samme arbejde og samme kompetencer.
Selv om feminismen har forsøgt udadtil at varetage begge køns interesser, har feministerne for længst tabt mændene på gulvet. Derfor er der muslimske mænd, der hader og foragter feminismen uden egentlig at vide, hvad det handler om. Som modsvar har nogen udråbt sig som mandschauvinister og føler ligefrem, at kvindernes magt og rolle i den vestlige verden er blevet så stor, at de til tider føler sig kvalt, ikke fordi kvindernes rolle er blevet for stor, men fordi mændenes er blevet alt for lille.
NÆSTE GANG DU hører om en stakkels muslimsk pige udsat for social kontrol, så forestil dig, hvor mange mænd der er tvunget til at rette ind efter de sociale konventioner, han bliver budt i sin familie og kultur.