Ifølge nye tal fra Ofcom, blev der i marts 2012 piratkopieret 310 millioner sange i England. I samme måned i år var det tal nede på 199 millioner. En reducering på over en tredjedel.

Skal man tro musikindustriens egne tal, er det formentlig ikke kun englænderne, der er blevet mindre langfingrede, når det kommer til musik på nettet. År 2012 var nemlig det første år siden 1999, hvor det økonomisk ikke er gået den forkerte vej for branchen.

Ifølge tal fra IFPI, musikselskabernes brancheforening, så var der tale om en meget beskeden stigning i indtjening på musiksalget på 0,3 pct i 2012. Dog en stigning i forhold til de tidligere år, hvor indtjeningen er gået den stik modsatte vej.

Årsagen til, at der i mindre grad piratkopieres musik, tilskrives langt hen ad vejen de mange streamingtjenester, der de seneste år har oplevet en massiv opblomstring. Her kan man vælge forskellige løsninger, når der skal betales for musikken. Hos den store spiller på markedet, Spotify, kan man enten vælge at betale månedligt abonnement eller få reklamer ind imellem numrene.

Også bedring herhjemme

Også herhjemme ser det ud til at gå den rigtige vej, når danskerne skal have musik på anlægget, smartphones og tablets.

Tilbage i april måned i år lavede Megafon en undersøgelse for pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, og den viste samme tendens som de nye tal fra England.

81 procent af de lyttere, som tidligere hentede musik ulovligt, er holdt op, efter de har fået adgang til en streamingtjeneste. Og sidste år steg indtægterne på streaming med 94,2 procent alene i Danmark, så streamingen skabte indtægter for 105 millioner kroner.

Flere om buddet

Tre af de helt store teknologigiganter - Google, Apple og Amazon - er i fuld gang med at manøvrere sig ind på en plads i online-musikbranchen. De forhandler efter sigende med de store musikselskaber om at købe rettigheder. Formålet er igen at holde på brugerne, så de ikke får kætterske tanker om at skifte til konkurrenten.

Også hardwareproducenter som Samsung og Microsoft arbejder på at bruge musikken som adgangsvej til at holde på kunderne.

I 2012 blev der på verdensplan købt digital musik for 5,6 milliarder dollar (32,1 milliarder kroner), viser tal fra musikproducenternes brancheorganisation IFPI. Det er ni procent mere end året før, og ti procent af markedet er abonnementer på digitale musiktjenester.

Spotify blev etableret i 2006 af Daniel Ek og Martin Lorentzon. Selskabet er - som Netflix og det tidligere dansk-svenske Skype - indregistreret i Luxembourg.