Internettet har udfordret musikbranchen, og det store spørgsmål har gået på, hvordan musikere kan tjene penge i fremtiden.

I dag har Koda, musikskabernes interesseorganisation, og videoplatformen Youtube annonceret, at de har indgået en aftale, der gør det muligt for de danske musikere at tjene penge på det musik, der er tilgængeligt på Youtube. Nu giver langt størstedelen af al musikbrug på nettet en sum penge til kunstnerne.

Anders Lassen, der er administrerende direktør i Koda, er tilfreds med, at det er lykkes at få en aftale på plads efter længere tids forhandlinger. 

»Youtube har eksisteret i mange år og er en stor musiktjeneste, så det er selvfølgelig enormt positivt, at de nu erkender og accepterer, at de skal betale, hvis man bruger andres musik på nettet. Det er et principielt og vigtigt gennembrud,« siger han. 

»Vi er utroligt glade for at have indgået en aftale med Koda og dermed de mange kunstnere, som Koda repræsenterer. Aftalen vil give bedre vilkår for produktion af dansk indhold og vil betyde, at artister, komponister og sangskrivere kan tjene penge på deres musik på YouTube,« siger direktør i Google Danmark Peter Friis.

Indtjeningen vil foregå gennem annoncekroner, hvor Koda får en vis procentdel af Youtubes omsætning. 

»Så hvis tjenesten ikke tjener nogen penge, så får vi heller ikke nogen. Men hvis de er super gode til at få reklamer ind, så får vi,« siger Anders Lassen og forklarer, at det stadig er langt bedre end før, hvor de ingenting var sikret. 

Det gør, at der er en større risiko hos musikerne. 

Til trods for, at indtjeningen på det digitale område stiger, så har Anders Lassen svært ved at tro på, at musikere og kunstnere vil tjene lige så meget som tidligere.