Det vrimler med videoer, hvor gamle klassikere får ny lyd, eller hvor legender fortolker sange af nyere dato. Sebastian toner frem i mange af dem med sin ærlige stemme og sin guitar, fordi den folkekære sangskriver er en af deltagerne i musikprogrammet »Toppen af poppen«, som for femte gang lader syv danske artister grave sig ned i hinandens bagkatalog.
Siden første »Toppen af poppen«-program blev vist på TV2 i august, har Sebastian også optrådt live på DR og TV2 i indsamlingsshowet til syriske flygtninge i en meget rost duet med »Toppen af poppen«-kollegaen Stine Bramsen.
Dertil røg hans nye album »De bedste sange«, der rummer numre som »Romeo« og »Du er ikke alene«, ind som nummer et på iTunes' album-hitliste to dage efter udgivelsen 18. september, mens de signerede udgaver af CDen blev revet væk, så Sebastian måtte love at sætte sig til skrivebordet for at lave flere kruseduller.
Og så var hans store hit »Måske Ku' Vi« fra 1976 da også lyden til en Tuborg-reklame for sommerens koncerter, der kørte fra juni måned i år.
En legende, de unge kan lide
Det er måske de seneste års øget opmærksomhed omkring komponisten, der topper nu. I 2011 udgav han sit første nyproducerede album i 21 år, efter primært at have helliget sig musical-genren. Siden har han fejret 40 års jubilæum for sin gennembrudsplade »Den store flugt« fra 1972, udgivet sine sange fra musicalen Hans Christian Andersen igen, lavet en ny Hodja fra Pjort-musical og derefter et live-album. Sidste år sendte DR K også dokumentarfilmen »Du er ikke alene - filmen om Sebastian«.
Spørger man lektor i musik og event ved RUC Fabian Holt, så minder opblomstringen omkring den 65-årige musiker om Johnny Cashs comeback i begyndelsen af nullerne, hvor han både optrådte med unge sangere, og hans liv blev skildret i »Walk the Line«. Lektoren ser de samme mønstre.
»Folk er ikke mætte, fordi Sebastian netop ikke har udgivet nye sange hvert år i ti år. Derfor er der en nyhedsværdi omkring ham, og der vil være en stor appetit om enhver, der har været stor på et tidspunkt og kommer tilbage igen,« siger Fabian Holt, der ikke udelukker, at Sebastian i dag også tiltrækker et yngre publikum gennem »Toppen af poppen«.
»Han får en forstærket betydning af, at han kommer som legenden, der møder de unge. Uanset om man kan lide det eller ej, så har han et stærkt personligt udtryk og et stort talent med lige præcis det, han kan. Hvis man ikke har hørt det før, så er det noget specielt. Også for unge, fordi han kan noget andet, end de artister, de unge kender i forvejen,« siger han.
»Dejligt, du er tilbage Sebastian«
Sebastian selv mener dog ikke, at han har fået et comeback. Måske er der »lidt ekstra tryk på lige nu«, som han udtrykker det.
»Men jeg føler jo i høj grad, at jeg har været her hele tiden,« siger han med et grin.
»Der er nogle, der skriver på min officielle Sebastian Facebook-side, at det er dejligt, jeg er kommet tilbage, fordi de ser mig i fjernsynet. Og jeg må bare sige, at man sagtens kan være her, uden medierne nødvendigvis får øje på en. Men der er jo en stor del af publikum, som næsten kun får deres ting igennem TV, og de opdager mig lige pludselig,« siger han, men understreger dog, at han har spillet massevis af koncerter - to store turneer hvert eneste år. Men det ændrer dog ikke på, at der nok er en slags ny interesse, medgiver han.
»Når man kommer i fjernsynet, er der flere, der ser en, og så eksisterer man lige pludselig nogle steder, hvor man ikke har eksisteret før. Men jeg føler ikke, jeg laver så vældig meget mere, end jeg hele tiden har gjort,« siger Sebastian.
