16. April 1886 var en særlig dag for Frederik Andersen og Sidse Larsen fra Møn. Måske var det den dag, de blev gift - måske var det deres sølv- eller guldbryllupsdag. Det fremgår ikke helt tydeligt af det falmede, men stadig smukke, indrammede korsstingsbroderi med fine bladranker og smukt svungne bogstaver, der står mellem alle mulige andre gamle ting og sager i en stopfyldt lade lidt uden for Køge.

Måske har det været en bryllupsgave broderet af en kærlig søster eller tante, måske et minde, som bruden selv har tilvirket på et senere tidspunkt? Vi ved det ikke. Men netop kendskabet til historien bag er afgørende for, om dette broderi såvel som alle de andre flere hundrede tusinde genstande, som Museum Sydøstdanmark har opmagasineret her og på 11 andre adresser, har en fremtid for sig som museumsgenstande.