»Wauw! Se lige de eksplosioner! Åhr hvad, det er vildt, mand!«

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Muse en CGI-blockbuster-film. En af dem med stort budget, som man gnasker popcorn til, mens man lader sig bedøve af effektorgiet oppe på lærredet. Og formentlig glemmer igen, ligeså snart man træder ud af biografmørket.

Det er ikke finere fransk, men det er den slags, der trækker folk i biografen. Hvorfor? Fordi man får smæk for skillingen, og lydanlægget for alvor får lov at vise, hvad du duer til. Det samme kunne man i den grad sige om de tre britiske musikere, der torsdag aften blændede op for de helt store projektører i primetime på Orange.

Siden årtusindskiftet er Muse ligesom Hollywoods effektbårne blockbuster-film bare blevet vildere og vildere. Bedst som man tror, at de ikke kan blæse tingene mere ud af proportioner, kommer der en ny plade - i år hed den »Drones« - der er endnu mere effektjagende og pompøs end den forrige.

Umenneskelig præcision

Inde bag alle palaveret gemmer der sig typisk et konspiratorisk forvrøvlet koncept om hjernevask, overvågningssamfund og revolutioner. Men lad os nu bare være ærlige: Ingen fatter det, og det er helt ligemeget. Det er effekterne, det handler om.

Og i den afdeling er Muse i den grad leveringsdygtige. Både på plade og foran et propfyldt Orange. De er big budget. De er et af den slags bands, hvor bassisten har lysdioder i gribebrættet; Hvor guitaristen har en højteknologiske guitar, som man kunne have mistænkt for at være bygget af den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin. For nu at holde det i deres egen paranoide tankespind.

Oppe på scenen pløjer de sig med umenneskelig præcision gennem den ene sci-fi-operatiske rock-sang efter den anden med titler som »Supermassive Black Hole«, »Psycho«, »Madness«, »Hysteria« og »Apocalypse Please«. Som et musikalsk SWAT-team på en mission. Og som sådan må man give dem, at de er drabeligt dygtige til det, de gør. Det virkede. Dyrskuepladsen var kosteligt underholdt. Men charmerende var det immervæk ikke.

Nørdede effekt-folk

Nøglen er ikke at tage dem alt for seriøst. Også selvom de tre herrer oppe på scenen ikke selv lader til at eje et gran af ironisk distance til det, de foretager sig. Det hele er spillet med ansigtet lagt i de alvorlige folder. Og selv hos den musikalske blæksprutte Matthew Bellamy i front må man spejde forgæves efter noget, der bare minder om personlighed. På den måde er Muse lidt de nørdede effekt-folk, der har fået lov at spille hovedrollerne i deres egen våde drøm af en blockbuster-film.

Men hey, det var da spektakulært så længe det varede. Flotte eksplosioner og alt det der. Men også jævnt udmattende. Godt der også kører andre slags film i den store Roskilde-biograf.

Hvad: Muse

Hvor: Orange Scene, Roskilde Festival, torsdag