Ahmed Akkaris bog om Muhammedkrisen har ikke for ingenting vakt opsigt. For mig at se afdækker den endeligt tre væsentlige ting, som har været til debat, siden Danmark gennemlevede den alvorlige internationale krise i begyndelsen af 2006. For det første afslører bogen, hvor langt visse repræsentanter for de islamiske miljøer var klar til at gå for at få ram på en nation, hvor en avis havde trykt nogle tegninger af Muhammed. Det er en ganske chokerende oplysning, at den omrejsende delegation af imamer, som forsøgte at yppe internationalt kiv i kølvandet på offentliggørelsen af tegningerne, mødtes med terrororganisationer som Hizbollah og Hamas og endog forsøgte at få henledt Al Qaedas opmærksomhed på Danmark. For det andet afslører bogen, at de kræfter, som på denne måde aktivt forsøgte at skade Danmark, ikke på nogen måde kunne tæmmes eller tales til ro med forståelse, undskyldninger eller andre mere eller mindre velmente skridt. Sådanne forsøg på forståelse ville blot blive udnyttet – og blev det til en vis grad. Ingen havde større glæde af det, man kunne kalde den »nyttige idioti«, end de postyr-fremkaldende islamistiske kredse, som blot ville have brugt enhver indrømmelse til at kræve flere. Man var så fokuseret på, at tegningerne skulle komme Danmark alvorligt til skade, at man ikke lod sig standse.

For det tredje afslører bogen derved også, at de der mente, at det var Jyllands-Posten og den danske regering, som især havde et problem, nu endegyldigt burde erkende, at de tog fejl. Der var forskellige vurderinger dengang af Jyllands-Postens publicering af tegningerne. Men forløbet har vist, at den slags smagsdommeri var den mindst væsentlige dimension af hele sagen. Det var komplet ligegyldigt, om man i første omgang mente JPs tegninger var lige i øjet, helt i orden eller lidt af et stunt. Det afgørende var, at uanset hvad havde Jyllands-Posten ret til at publicere tegningerne. Den umiddelbare eftertid viste oven i købet, at avisen havde opdaget en reel problemstilling, der siden er dukket op talrige gange i ind- og udland, hvor krænkede religiøse følelser er blevet brugt som begrundelse for, at andre burde tvinges til at tie. Sådan kan et frit samfund ikke fungere. Derfor var Muhammedkrisen så vigtig en hjørnesten ikke blot i nyere dansk historie, men også i en globaliseret verden, hvor kulturer mødes på kryds og tværs. Det skal man kunne håndtere uden at demontere de grundlæggende frihedsrettigheder, demokratiet bygger på.

Derfor var det ikke Jyllands-Postens eller Fogh-regeringens problem, at der blev dræbt mennesker og sat ild til ambassader, eller at Danmark stadig er i terroristers søgelys til dels som følge af tegningesagen. Ahmed Akkaris bog dokumenterer, at man i forståelsens navn kunne have gjort hvadsomhelst; at hele Danmark kunne have skrevet under på en undskyldning til profeten Muhammeds angivelige efterkommere, sådan som Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden gjorde det. Det ville ikke have løst op for den problemstilling, Muhammedkrisen afdækkede. Det ville kun have forstærket den og øget presset på de frihedsrettigheder, mennesker nyder i Vesten. Jyllands-Posten har således intet at undskylde, Anders Fogh Rasmussen og hans daværende regering har intet at undskylde. Ahmed Akkari har til gengæld nu sagt undskyld, og så er vi da nået så langt.