Mr. Boxen
Visionerne står i kø hos direktør Georg Sørensen, der også er idémanden bag »Boxen«, der er skueplads for VM i kvindehåndbold.
Visionerne står i kø hos direktør Georg Sørensen, der også er idémanden bag »Boxen«, der er skueplads for VM i kvindehåndbold.
Det var en forretningsrejse til Rom i slutningen af 1990erne, der satte de store tanker i gang.
»Jeg stod inde i Colosseum og forestillede mig suset og brølet fra tilskuerne og tænkte, at hvis man kunne samle tusindvis af mennesker her én gang om ugen for 2.000 år siden, så kan man også gøre det i Herning,« siger Georg Sørensen.
I 1995 var han blevet udnævnt til adm. direktør for MCH, MesseCenterHerning, det gik godt med økonomien i Danmark, og der løb mange tanker gennem hans hoved om nye tiltag, for det er vigtigt at gøre noget, mens det går godt – og ikke kun, når det går dårligt, mener han. Det er ikke altid helt let, synes han, for hvorfor ændre noget, hvis det går godt, mener mange.
Hvad der begyndte som brudstykker og tanker i Rom, blev efterhånden til den masterplan, »Vision 2025«, som han fremlagde for bestyrelsen i 2000.
Planen har nu 15 år på bagen og udover Danmarks første multiarena – Jyske Bank Boxen – der slog dørene op i 2010, og som seriøst har udfordret København på kultur- og sportsoplevelser indebærer den bedre infrastruktur/motorvej, stadion, erhvervspark, drive-in bio, et nyt oplevelsesland »Timeworld«. Desuden kommer der en svævebane, og som hurtigt og næsten lydløst skal fragte alle de besøgende fra Hernings midtby ud dertil, hvor det hele sker. Det kunne måske være svært at se for sig dengang i bestyrelseslokalet i 2000 i det, der dengang hed Messecenter Herning A/S.
»De kiggede ligesom på mig på en anden måde, og hvis man er fra Jylland, ved man godt, hvad det betyder. De synes, det var fuldstændig vildt,« griner Georg Sørensen.
Hans baggrund på uddannelsesfronten er en Højere Handelseksamen fra 1979, men det var de efterfølgende fire år på direktørens forkontor på Hammerum Dørfabrik, der lærte ham om handel og økonomi i virkelighedens verden. Erfaringen med at kommunikere og være god til at tale med andre mennesker kom naturligt i løbet af ungdomsårene, hvor han som træner og fodboldentusiast hjalp med alt lige fra at sætte bander op i Hammerum-hallen og til at stå i cafeteriet, når der skulle sælges pølser i pausen.
Og så har han i ungdomsårene med egne ord arbejdet i fritiden i stort set alle kiosker, servicestationer og grillbarer i Hammerum. Han er heller ikke født med en guldske i munden. Hans far og mor fik den lille Georg som 21-årige og efterfølgende to sønner, og begge deltog i det lokale erhvervsliv i Hammerum med et lille handelsfirma, der solgte blonder og anden tekstil primært til fabrikkerne i Herning og Ikast. Så flyttede de til Hammerum, Georgs mor blev alene med de tre drenge efter en skilsmisse, og så stod den på hårdt arbejde, som også den ældste naturligvis skulle bidrage med.
Da han i 1983 blev ansat som salgsassistent i Herning-Hallen A/S, var der heller næppe nogen, der havde regnet med, at han 22 år senere ville blive topchef for hele molevitten og et erhvervseventyr, der helt sikkert ikke er slut endnu, hvis det står til Georg Sørensen selv.
Han er blevet far i en voksen alder og har i dag to mindre på hhv. ti måneder og 3½ år sammen med sin kæreste Anette.