I aften spilles første kamp i Stockholm, og på tirsdag afgøres det hele, når Danmark og Sverige mødes i Parken. På spil er både en plads ved næste sommers Europamesterskaber i fodbold og dele af Morten Olsens eftermæle. Berlingskes sportsredaktør er dykket ned i Morten Olsens 15 år som landstræner og identificerer fire epoker, der førte landsholdet op i Europas absolutte top og ned igen til en situation, hvor vi nu er endt i playoffkampe for lige nøjagtigt at have chancen for at mase os med til et EM med historisk mange hold.

EPOKE 1: HØJDEPUNKTET, 2000-2004

Periodens kendetegn: Morten Olsens første vigtige aftryk var at sætte en helt ny generation af spillere i scene, spillere født i midten og slutningen af 1970erne. De blev kaldt den gyldne generation. Ind kom folk som Jesper Grønkjær, Thomas Gravesen og Dennis Rommedahl – store talenter der var kommet tidligt til udlandet. På landsholdet blev de flankeret af erfarne spillere, der bare spillede i deres klubber: René Henriksen, Ebbe Sand, Thomas Helveg og Jan Heintze. Det blev et næsten perfekt match og eksempel på, hvordan man bringer store talenter succesfuldt frem.

Det danske landshold funklede. Danmark kvalificerede sig til VM i 2002 og gik videre fra en hård pulje. Undervejs oplevede folk omkring landsholdet en træner med både mod og klasse, da han sendte anfører Jan Heintze på bænken, fordi han ikke kunne klare varmen i Sydkorea, mens også Ebbe Sand blev ofret taktisk i den sidste, sejrrige gruppekamp mod Frankrig.

To år senere stod de journalister, som fulgte landsholdet tæt i de år, med følelsen af, at Danmark havde en reel mulighed for at blive Europamestre ved EM i Portugal. De havde set et dansk landshold udspille England på Old Trafford i en træningskamp, Danmark havde også spillet mere end lige op med Spanien i en træningskamp, og nu stod man ved EM over for Tjekkiet i kvartfinalen og vidste, at en sejr ville betyde en semifinale mod Grækenland. Vejen til finalen var ikke bare en drøm.

Nøgleøjeblikket: Der er to: 0-3-nederlaget til England i ottendedelsfinalen ved VM og 0-3-nederlaget til Tjekkiet i EM-kvartfinalen. De to nederlag kom til at overskygge det faktum, at man stort set oplevede fire år med ren optur og et meget stærkt landshold.

Signaturspillere: Ebbe Sand var tæt på uvurderlig . Som spilstation – og målscorer – var han central for holdet og havde stor andel i Jon Dahl Tomassons succes. Dennis Rommedahl strøg med al sin speed direkte ind i startopstillingen i Morten Olsens første kamp og forlod den groft sagt ikke igen, før han selv sagde stop.

EPOKE 2: NEDTUR OG STEMNINGSSKIFT, 2004-2009

Periodens kendetegn: Det er rimeligt at kalde det den største nedtur i hele Morten Olsens landstrænerperiode, at man ikke kom med til VM i Tyskland. Holdet var godt nok til det, Olsen havde selv en lang fortid som spiller og træner i Bundesligaen, og de danske roligans gik glip af fodboldfest i egen baghave. Olsen gik under jorden i flere måneder derefter.

Periodens første udfordring blev, at Ebbe Sand stoppede på landsholdet. Det ændrede hele spilkulturen på holdet. Morten Olsen søgte vidt og bredt efter buddet på en ny spids, men endte som oftest med at måtte bruge Jon Dahl Tomasson i rollen.

De rutinerede spillere rundt om »den gyldne generation« kom i problemer i deres klubber, som de ikke havde været i de foregående fire år, og efter den kiksede kvalifikation til VM i Tyskland begyndte Morten Olsen at hive en ny gruppe unge spillere ind på landsholdet. Det var folk fra det stærke ungdomslandshold, som havde kvalificeret sig til U/21-EM i Portugal i sommeren 2006: Daniel Agger, Nicklas Bendtner, Thomas Kahlenberg og Leon Andreassen.

Hierarkiet og spillereglerne på et hold blev udfordret i dette generationsskifte – bedst illustreret, da det dengang unge talent Nicklas Bendtner nægtede at tage armbøjninger efter at have tabt et spil »firkant«– til veteranen Thomas Gravesens store irritation.

Stemningerne ændrede sig ikke kun internt, men også i relationen til medierne. Jon Dahl Tomasson gjorde det til noget anerkendelsesværdigt at stikke pressen »Vedbæk-pladen« – at sige noget uden at sige noget som helst, ofte under træningssamlingerne i Vedbæk. Kulminationen på den anspændte stemning blev holdets presseboykot efter en vigtig og overraskende 3-2-sejr i Portugal i efteråret 2008. Det var ikke en enig trup, der tog den beslutning.

Da den gyldne generation skulle være voksen og kulminere, missede man både VM i 2006 og EM i 2008.

Nøgleøjeblikket: Boykotten af pressen i Portugal blev billedet på et hold, der var langt fra den harmoni med sig selv og sine omgivelser, som man tidligere havde været i.

Signaturspillere: Jon Dahl Tomassons position på holdet var enorm – både på og uden for banen. Thomas Gravesen stoppede overraskende på landsholdet i efteråret 2006 i en alder af bare 30 år. Hans klasse blev savnet.

EPOKE 3, MEGET UD AF LIDT, 2009-2012

Periodens kendetegn: Morten Olsen præstation i denne periode beskrives af nogle som et lille mirakel, fordi han fik forbløffende meget ud af et materiale, der var ringere, end det, han tidligere havde stået med. Med kvalifikationen til VM i Sydafrika i 2010 som det flotteste resultat.

Med i Sydafrika var mange af hans tro væbnere. Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen, Thomas Sørensen, Christian Poulsen og Jesper Grønkjær havde alle været en del af Olsens første VM-hold otte år tidligere og fik nu en VM-tur mere.

Men slutrunden blev trist. Olsen søgte og søgte efter noget, der virkede, men uden held. I sin evaluering indrømmede han, at han måske traf forkerte valg, da han satsede på sine faste støtter frem for formstærke nye navne. VM var præget af skader hos nøglespillere som Nicklas Bendtner og Daniel Jensen, og til træninger måbede pressen over en angriber som Søren Larsen, der langt fra sin topform dårligt kunne ramme målet.

Generationsskiftet kom efter EM 2012, hvor spiller som Martin Jørgensen, Jon Dahl Tomasson og Christian Poulsen enten gled ud eller fik mindre betydning, og ind trådte navne som Michael Krohn-Dehli, Nicolai Boilesen, William Kvist og Niki Zimling.

Olsen mærkede tydeligvis et potentiale i den nye generation, og optimismen fik Olsen til i efteråret 2011 alligevel at forlænge sin kontrakt med DBU – han havde ellers varslet, at han ville stoppe efter EM-slutrunden i 2012.

Nøgleøjeblikket: Nederlaget til Japan på 1-3 i sidste gruppekamp ved VM i 2010. Det blev begyndelsen på enden for Olsens gamle stamspillere. Martin Jørgensen blev skiftet ud efter en halv time, Thomas Sørensen droppede fælt, og Jon Dahl Tomasson blev skadet, da han 10 minutter før tid skulle sparke straffespark og kom aldrig igen på landsholdet.

Signaturspillere: Martin Jørgensen, der havde fået sin debut i slutningen af 90’erne, hang stadig ved og blev et af billederne på, at Olsens tillid til de folk, der havde givet ham så stærk en start i jobbet. Daniel Agger strålede under EM i 2012, hvor han angiveligt var ganske tæt på at sikre sig en kontrakt i FC Barcelona.

EPOKE 4, SKUFFELSERNE, 2012-2015

Periodens kendetegn: Det har hakket på Olsens vej de seneste år. Det, der i EM-slutrunden 2012 lignede begyndelsen på en spændende fremtid, har vi endnu ikke set forløst.

Der har aldrig været en følelse af, at Olsen i denne periode har stået med et stabilt hold. Bare 12 sejre i 33 officielle kampe siden EM-slutrunden i 2012 siger en del i sig selv.

Og nedturene undervejs har været voldsomme - ikke mindst, da man hjemme i Parken tabte 0-4 til Armenien i kvalifikationen til VM i Brasilien, ligesom det dette efterår var en skuffelse, at holdet i tre kvalifikationskampe ikke formåede at score og blandt andet på den konto måtte se Albanien tage den direkte kvalifikation til EM fra Danmark.

Morten Olsen har været stærkt udfordret af at stå med en gruppe, hvor meget få spiller på allerhøjeste niveau.

Hvor han i 2004 stod med en EM-trup med spillere fra Chelsea, Inter, Milan, PSV, Dortmund og Everton, så er spillerne i den danske trup i denne periode hentet fra noget lavere hylde. Der er gået superliga i den. Læg dertil at flere af profilerne har haft problemer med at få spilletid – eksemplificeret i spillere som William Kvist, Nicklas Bendtner og endda også Daniel Agger i tiden i Liverpool.

Nøgleøjeblikket: 0-4-nederlaget hjemme til Armenien i Parken i 2013 markerede et vildt lavpunkt i hele Olsens landstrænergerning. Igen gik landstræneren under jorden i en lang periode for at finde forklaringer og veje videre. Da han dukkede op igen, troede han stadig på, at Danmark kunne nå med til VM i Brasilien – det kom vi ikke, men der var nogle antydninger af sund trods i landsholdet og Olsen efter blamagen.

Signaturspillere: Morten Olsen har i hele sin landsholdsperiode næppe forholdt sig mere til en enkelt spiller end til Nicklas Bendtner, som han selvfølgelig spiller med, men som han selvfølgelig også frustreres over ikke er i stand til at få en klubkarriere med spilletid op at stå. Christian Eriksen er lige nu det største navn i dansk fodbold, men har også hen ad vejen skuffet Morten Olsen, der frustreret har set ham, der skal være hans holds omdrejningspunkt, forsvinde ud af visse kampe.