Da Mads Lejbølle Pedersens far døde pludseligt i 2004, arvede han en ældre båd, som ellers skulle have været farens store fritidsprojekt. I uger og måneder derefter stod båden forladt og med hårdt brug for en kærlig hånd på havnen i Frederikssund. Mads orkede det ikke. Ikke efter tabet af sin far. Ikke før Morten Krogh Jensen – hans barndomsven – begyndte at komme forbi om morgenen og hive ham med ned til båden.

“Vi talte ikke så meget sammen, når vi var dernede. Vi malede bare. Det blev sådan en art drengeterapi,” siger Mads. Sådan gik det nogle somre, mens tabet af faren blev malet længere og længere på afstand. Lige indtil 2008. Terapien stoppede, da Morten – eller “Plante”, som han blev kaldt – ikke længere var der til at hive Mads med.

»Plante« sætter sig spor

Ved siden af køkkenbordet i hjemmet i Frederikssund, lige ved døren ud til haven med den lille fiskedam, står et stort foto af Morten i ørkenuniform fra Den Kongelige Livgarde. Billedet er flankeret af to stearinlys med små halskæder viklet om. Dartskiven på hans børneværelse hænger der endnu, vennerne kommer stadig forbi, og når vejret er godt, er der fodbold i haven med Mortens far, Michael Jensen – som i gamle dage. “Plante” fortsætter med at sætte sig spor, og det vil han blive ved med længe. Ude i haven har vennerne plantet et kirsebærtræ til evigt minde. Der er sat net hen over, så fuglene ikke tager bærrene.

Det danske Hold 5 havde den 24. februar 2008 blot været i Helmand-provinsen i tre uger og var endnu i gang med at tage over fra det forrige hold. Sidst på dagen var en gruppe soldater midt i en træningsøvelse inde i lejren. På den store plads, bare et par telte derfra, gjorde Mortens gruppe klar til at køre ud på patrulje som led i deres mørkeuddannelse. Køretøjer var linet op. Udstyret blev gået efter en sidste gang. Adrenalinen pumpede.

Martin Elvers – Mortens kollega og gode ven – hørte pludselig en kort salve, som lød usædvanlig tæt på. Han lagde ikke mere i det. Det måtte være nogle andre soldater, som trænede i nærheden. Men kort efter blev soldaterne beordret ind i deres telte. Da Martin Elvers gik ud for at finde ud af, hvad der skete, fik han en skideballe af en overordnet og blev kommanderet tilbage.

Først senere kom beskeden om, at ulykken, der ikke måtte ske, var sket. Under forberedelserne til træningsøvelsen havde en maskingeværskytte peget på en af sine kammerater, som stod øverst på en pansret mandskabsvogn i nærheden. Geværet gik af. En kugle ramte soldaten i hovedet og dræbte ham på stedet. Soldaten var Morten Krogh Jensen:

“Stemningen var ekstremt trykket. Der bredte sig… ikke en lynchstemning, men noget i den retning. Folk anklagede hinanden. Mange mente, at andre kunne have gjort noget for at forhindre det,” fortæller Martin Elvers.

Reaktionen skal måske ses i lyset af, at Morten var en af de mest vellidte i lejren. Nogle få dage forinden havde alle medlemmer i hans gruppe evalueret hinanden på sædvanlig bramfri vis. Alt kom på bordet, både godt og skidt. Den eneste, som ingen kunne sige noget negativt om, var ham fra Frederikssund.

Den dag i dag er der ingen logisk forklaring på, hvordan kollegaen kunne komme af sted med at begå så mange fejl, som der var tale om: Han lagde patroner i våbnet. Han ladede. Han afsikrede. Han sigtede. Og våbnet blev affyret. Fem fejl, som hver for sig er i strid med reglementet. Uagtsomhed er det nærmeste, en langvarig efterforskning og to retssager er kommet frem til. Skytten afsonede i 2009 sin dom på et halvt års fængsel. For familien og vennerne er omstændighederne ekstra belastende oven i selve tabet.

“Det er så meningsløst,” siger storesøsteren Malene Krogh Jensen.

Pigernes ven

Når Mortens drengevenner fortæller om ham, sker det ud fra devisen: Bros before Hos. Vennerne før pigerne. Sådan var Morten, lyder det. Men det kan Ida Skovsbo fra Frederikssund kun ryste på hovedet af.

“Han var meget mere pigernes ven. Man kunne godt sige det til Morten, hvis man var ked af det. Så satte han sig ned og lyttede,” fortæller hun. Ida Skovsbo husker engang, hvor de sad to og en halv time på en bænk og så på solnedgangen. Morten havde så mange veninder, at han måtte invitere dem ud i hold – to-tre piger ad gangen. Martin Elvers medgiver, at Morten havde et godt tag på pigerne. Han var beskytteren. Altid den, som sørgede for, at de kom med hjem fra byen. Om han så skulle bære dem. En gang tog han en lidt vel beruset veninde på ryggen og bar hende fem kilometer hjem til hendes lejlighed i Næstved.

Når man hører vennerne og familien fortælle om Morten, får man det indtryk, at han var selve definitionen på en 21-årig dansk mand: Han havde lige fået sin første bil og lejlighed, gik til technofester i København og i byen stort set hver fredag og lørdag, kunne den nyere europæiske fodboldhistorie udenad og var vennernes ven. Særkendet var dét, han fandt i krigen: Spændingen, de ultimative udfordringer, kammeratskabet, pengene og især muligheden for at gøre en virkelig forskel for andre mennesker.

Inden han kom så langt, boede Morten hele sin barndom og første ungdom her i parcelhuset. Familien var blandt de første tre, som flyttede ind i det nye kvarter tilbage i 1970erne. Som lille begravede han sig i bøger, når han ikke var i dyreklubben. Han havde mange kæledyr: En kanin, skildpadder, sølvhajer. Han stjal fisk fra storesøster Malenes akvarium for at fodre skildpadderne. Forholdet til søsteren var ellers uden problemer. Hans omsorg for hende strakte sig så langt, at da hun ringede til ham, mens han var i Irak, og fortalte, at hun havde mødt en kæreste, lød svaret, at han ikke ville høre mere. Morten ville hjem og se ham an.

Bøgerne slap Morten aldrig, men mere og mere begyndte det at handle om sport. Hans far har ikke tal på de timer, de har spillet fodbold i haven. Brøndby var hjerteklubben. En provokation i vennekredsen, hvor stort set alle andre holdt med FCK. Men han holdt fast, var medlem af den lokale supportforening og tog ofte til Brøndbys hjemmekampe sammen med sin søster og far. En periode var han også fascineret af amerikansk fodbold og forsøgte at lære spillet.

“Men han var lige klejn nok,” fortæller hans mor, Lisbeth Krogh Jensen.

Det ændrede sig. Morten gik til styrketræning og fik bredere skuldre. Det fik far også at føle. Til familiemiddage efter desserten skulle de to ofte bokse lidt med hinanden, lige indtil Morten fik et rent slag ind på siden af sin far, og Michael Jensen i tre måneder derefter ikke kunne tåle at grine som følge af et brækket ribben. Mortens kræfter kom morfar bedre til gavn. I et memorandum om sit barnebarn fortæller morfaren, at Morten insisterede på at slæbe alle de tunge ting, når de skulle på fisketur eller lave havearbejde.

Senere, på de internationale missioner, førte Morten dagbog over sine armbøjninger, som han ofte tog side om side med Martin Elvers efter dagens opgaver: “I dag 100. I morgen 150,” skrev han i Afghanistan.

Men hans virkelige styrke var løb. Ikke sjældent løb han hjem fra byen klokken fem om morgenen i stedet for at tage en taxa. Hans seriøsitet kunne på mange virke frygtindgydende. Når han satte sig et mål, lagde han alt andet til side og ofte i flere måneder i træk – også fester og alkohol. På sin første internationale udsendelse, i Irak, stillede han op i soldaternes såkaldte “dødemarch”; 100 kilometer gennem ørkenen. Ved 40 kilometer-mærket blev de beskudt af oprørere og søgte i beskyttelsesrum. Da de senere kom op, måtte en irriteret Morten opgive at marchere videre; benene var blevet for stive.

Elskede disciplinen

Da Morten i sin tid fortalte sine forældre og søster, at han efter sin værnepligt hos forsyningstropperne i Vordingborg havde meldt sig frivilligt til at blive i Forsvaret, kom det som en overraskelse.

“Morten stillede altid spørgsmål ved alting, så jeg troede slet ikke, at disciplinen i militæret var noget for ham. Men det viste sig at være lige omvendt. Han elskede det,” siger Michael. Forældrene kunne tilmed glæde sig over, at drengeværelset efter 18 års kaos pludselig var pinligt ordentligt. Med tøjet lagt pænt sammen i snorlige bunker.

Deres glæde varede dog kort. Nyheden om, at han skulle til Irak, skabte nervøsitet i hjemmet. Morten var i forsyningstjenesten, så han var trods alt ikke ude i forreste linje, men den danske enhed var i sin sidste periode i landet, og bombardementerne af lejren tog til. Mere end 60 angreb måtte de gennem. Lisbeth Krogh Jensen husker det tydeligt:

“Morten tog af sted for at ændre på tingene, men allerede da han kom hjem på leave fra Irak, havde han mistet troen på det. ‘Det nytter ikke noget, når de ikke vil hjælpes’, sagde han.”

Morten fortalte til vennerne og familien, at den sidste tid i Irak var præget af modløshed blandt de danske soldater. Ikke mindst fordi samarbejdet med amerikanerne og briterne ikke var særlig godt. Da han kom hjem, glædede han sig derfor bare til at nyde at kunne gøre, hvad han ville. Et år sammen med venner og veninder i sin nye lejlighed og i sin nye bil – en Hyundai Accent årgang 1996. Men han havde også en fornemmelse i maven, der fortalte ham, at der var en ting, han manglede i militæret: Han ville opleve spændingen ved at være med helt i front. Det var det, der fik ham til at melde sig til Den Kongelige Livgarde for at komme til Afghanistan. Det lykkedes ham senere at overtale Martin Elvers, som havde været med i Irak, til at følge efter.

De faldt hurtigt til i Livgarden. I december 2007 blev Morten kåret til Månedens soldat. Kompagnichefens begrundelse lød:

“Krogh har i den korte tid, han har gjort tjeneste ved kompagniet og ved mortérgruppen, formået at blive særdeles vellidt af alle i gruppen. Kroghs arbejdsindsats har været til stor gavn for alle, hvad enten det har været som kører eller som hjælper på mortéren. Kroghs faglige engagement er et eksempel til efterfølgelse”.

For Malene, storesøsteren, kom fortællingerne om den hårdtarbejdende og seriøse soldat som en overraskelse. I hendes verden var Morten stadig den useriøse, sorgløse og drillende lillebror, som altid skulle kloge sig med sin paratviden. Ham, der altid gjorde mor forskrækket i mærkelige forklædninger. Ham, som holdt en fest, der endte med, at en røggranat susede ud gennem vinduet og indhyllede hele Frederikssunds Station i røg. Ham, som kørte med en Lolita-dukke på passagersædet i sin bil tværs over Sjælland. Malene havde endda i sjov ladet ham vide, at hun fandt det dybt useriøst af Forsvaret at sende en dreng som ham i krig.

Lige inden afrejsen til Afghanistan var Morten i byen i København sammen med vennerne. På vej hjem ud på morgenen i taxa overså chaufføren en rundkørsel, drønede lige hen over kantsten og udsmykning og væltede rundt. Ved et mirakel kom ingen noget til. Desværre, har hans far tænkt mange gange siden:

“Hvis bare Morten havde brækket en arm, var han ikke kommet til Afghanistan.”

»Han var vores tovholder«

I Frederikssund har tabet af Morten efterladt et tomrum, ingen kan undgå at bemærke. Da han levede, mødtes vennerne i “Logen”; en klub, som de betalte et månedligt kontingent til, som blev brugt på en ny aktivitet hver tredje måned. Sidst var det paintball. Siden ulykken er klubben mere eller mindre lukket, for det var altid Morten, som organiserede og satte gang i tingene. Når han så folk hænge i sofaerne til fester, bad han dem om ikke at “krumme” – altså være kedelige. Når han så en sød pige, fortalte han hende, at hun var den udvalgte, og så gav han hende en svingtur. Når der skulle sættes kælenavne på folk i kredsen, var det hans påfund, som blev hængende. Derfor går der i dag en Fætter Galle, en Sunshine, en Frøken Evigglad, en Ding Dong, en Flipper-Fie og en Semi-Rotten rundt i Frederikssund og omegn.

“Han var vores tovholder,” forklarer vennen Mads: “Det var altid ham, som tog initiativet. Han var så livsglad. Det er det, jeg savner. Det skulle altid være vildere. Vi mangler Morten.” Mads har endda solgt båden, som han arvede efter sin far. Den var hans og Mortens projekt. Deres “drengeterapi”. Uden Morten virkede det ikke.

Forældrene forsøger at holde det hele sammen, men det er svært. “Vi arbejder,” siger Lisbeth. Hendes mand nikker: “Arbejder, og så er jeg begyndt at spille badminton igen. Men det er ikke rigtig det samme. Hvordan skal man udtrykke, at ens verden er brudt sammen? Det bedste er næsten, når Mortens gamle venner kommer på besøg. Det gør de meget. Ligesom i gamle dage,” siger Michael. “Men det er også somme tider lidt svært,” erkender Lisbeth: “For det river op i alle minderne.”