Den dag min mormor skulle på plejehjem, var jeg bange. Bange for, hvad plejehjemmene ville gøre ved hende – disse kolde, travle, uhygiejniske og mangelfulde institutioner. Jeg frygtede det værste. Ordet »plejehjem« satte gang i et hav af negative associationer. Jeg så det for mig, min mormors nye hverdag med ulækker mad, fortravlet personale, manglende overblik, nul rengøring og et bad én gang hveranden uge.
Jeg havde egentlig aldrig rigtigt forholdt mig til disse institutioner. Men nu var det lige pludselig min mormor, der skulle på plejehjem. Og som om det ikke kunne være nok, var hendes sygdomstilstand så dårlig, at der ikke engang var tid til, at vi tog en runde blandt plejehjemmene i kommunen for at udse os det bedste (eller mindst slemme). Vil man ønske et specifikt plejehjem, kan der nemlig gå mellem et halvt til et helt år, før man får en plads.
Min mormor er inden for de seneste år blevet dement. I starten troede vi bare, at hun var blevet lidt diffus på sine gamle dage. Men det udviklede sig. Først kunne hun ikke længere sende mig sms’er, så begyndte hun at vælte på cyklen. Pludselig kunne hun ikke finde hjem fra Irma, lave kaffe, huske hvad hun havde spist og til sidst knap nok komme i tøjet om morgenen. Det ene tog det andet, og min før så aktive og selvstændige mormor sad nu bare i sofaen og så TV. Der var ikke noget alternativ. Vi måtte fortrænge alle skræmmehistorierne, underskrive plejehjemsansøgningen, lukke øjnene og krydse fingre for, at alting nok skulle gå.
Måske skyldtes det netop, at mine forventninger var så lave, måske ikke. Men hold op, hvor blev jeg positivt overrasket, den dag min mormor så kom på plejehjem. Den plejebolig, jeg troede ville være lille, mørk og indelukket, er i virkeligheden lys, ren og med god plads. Det personale, jeg troede ville være nedslidt, forjaget og uengageret, er imødekommende og hensynsfuldt. Det er ikke en ny og tilfældig medarbejder, der dukker op hver dag, men bare Louise – min mormors SOSU-hjælper. Maden er ikke kedelig og for gammel, men lige sådan, som de ældre kan lide det: højtbelagt smørrebrød til frokost og engang imellem sveskegrød til dessert.
For hver uge, der gik, gik det langsomt op for mig, at plejehjem ikke nødvendigvis var noget, man skulle frygte. Min forestilling om plejehjem var lidt som et puslespil, som jeg troede, jeg havde samlet. De sidste brikker passede ikke ind i billedet, så jeg måtte skille det hele ad for at sætte det sammen på en ny måde, brik for brik. Og som jeg samlede det nye billede, dukkede der en langt lysere himmel op. Min mormor sidder ikke hele dagen i et lille værelse og keder sig ihjel. Hver dag får hun en pæn skjorte på, måske en halskæde og et lille skvæt parfume. Hun trasker ud i opholdsstuen, besøger de andre beboere, følger med i livet på gangene, og når hun endelig sætter sig ind på sin egen sofa for at se »Kommissær Rex« på TV 2 Charlie, er døren altid åben, og alle der går forbi får et varmt »hej!« med på vejen.
For de fleste er tanken om plejehjem nok meget fjern. Det var den også for mig. Plejehjem er noget, man har noteret sig på en lille gul lap, som man gemmer allerbagerst i hukommelsen. Den dag man får brug for den gule lap, er man vel alligevel gammel og senil, livet er levet, og resten kan være lige meget. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke lige meget. Det er det tidspunkt i livet, hvor du mere end nogensinde før må lægge dit liv i andres hænder og have tillid til, at de tager dig alvorligt.
Måske er du så syg, at du ikke længere ved, hvad der er op og ned – men du er jo stadig dig. At folk genkender og anerkender dette, er altafgørende. Selv om min mormor er blevet dement, er hun jo stadig bare mormor. Gode gamle, grinende mormor, der giver mig kys på kinden og kommer med sådan nogle mormor-kække bemærkninger som »det var sgu da noget værre noget!« Selv om vi i dag kun har samtaler på to-tre sammenhængende sætninger ad gangen, er hun en person, der mere end nogen anden kan få mig til at smile. Så på trods af alderdom og på trods af demens, er der, for mig at se, ikke noget ved hendes liv, der er lige meget. Det betyder noget, at hun har det godt. Det betyder noget, at vi alle kan blive gamle, komme på plejehjem og have det godt.
Derfor har det også stor betydning, at der er nogen, som ser vigtigheden i dette. Louise er uddannet SOSU-hjælper og min mormors kontaktperson. Det er Louise, der hver morgen kigger ind til hende, assisterer hende med bad og hjælper med at vælge tøj til dagen. Men udover at være en kompetent plejehjemsansat, er Louise et menneske i min mormors hverdag, der engagerer sig og bruger kræfter på at sætte sig ind i, hvad der har værdi for hende.
På trods af, at demens begrænser min mormors formidlingsevne, gør Louise et stort arbejde ud af at lære hende at kende. For eksempel stiller hun en masse spørgsmål til os pårørende. Kan min mormor lide at gå med parfume og læbestift? Kan hun især godt lide mad med kanel? Plejer hun at gå til gudstjeneste? Er hun glad for at se »Barnaby«? Al den viden, Louise suger til sig, bruger hun til at skabe varme og livskvalitet i min mormors hverdag. Og al den viden skriver hun ned i en logbog til hjælp for andet plejepersonale. På den måde bliver min mormor anerkendt og respekteret for den. hun er – ikke blot en plejehjemsbeboer, men en ældre dame med en lang livshistorie.
Min mormor er syg, og jeg ved, at det ikke kommer til at være lige nemt fremover. Hendes sygdom vil med skræmmende sikkerhed udvikle sig, og derfor bliver plejehjemsopholdet unægtelig en udfordring for os alle. Men plejehjemmet er først og fremmest noget andet: en stor hjælp. Derfor vil jeg gerne sige tak. Tak til plejepersonalet for at være der, gøre et godt stykke arbejde og sætte en ære i at være der for min mormor.
Jeg er ikke ude på at blåstemple den danske ældrepleje eller overbevise nogen om, at det er en ren fest at komme på plejehjem. Det er selvfølgelig vigtigt, at der konstant arbejdes for en god ældrepleje, og at der holdes et vågent øje med eventuelle fejl og mangler. Der skal handles, når ældreplejen ikke fungerer. Det er jo mennesker, det drejer sig om. Men de mennesker, der arbejder på plejehjemmene, fortjener uendelig respekt, når de gør deres arbejde godt.
Folk som Louise gør en stor forskel. Derfor skal der være plads til fortællingerne om det gode plejehjemsliv. Fortællingerne kan være med til at engagere og drive det gode frem på endnu flere plejehjem. De kan afhjælpe frygten for livets sidste kapitel. Og jeg tror på, at de gode fortællinger er derude. Men for tiden er der et presserende behov for, at de bliver fortalt. Alle de negative historier havde præget mit billede så meget, at jeg ingen tillid havde til plejehjem. Det ændrede sig, da min mormor kom på plejehjem – og blev glad. Derfor har jeg nu fortalt hendes historie.
I tiden før min mormor kom på plejehjem, besøgte jeg hende sjældent, da jeg hverken kunne være sikker på, om hun var stået op eller kommet i tøjet. Nu besøger jeg hende hver uge. Jeg banker på døren til hendes værelse, får et kæmpe knus, brygger en kande kaffe, og så sidder vi i sofaen og ser »Bjerglægen« på TV 2 Charlie. Indimellem snakker vi lidt om stort og småt, men for det meste er det bare hyggeligt, at vi begge sidder der og slapper af. Vi er ikke længere bange for plejehjem.