Det skete torsdag formiddag ved klokken 9.20, da hun ankom med et tog til Padborg ved den dansk-tyske grænse.
Kvinden, der havde sin lille pige med sig, var tydeligt berørt at situationen. Tårerne trillede ned ad kinden på hende af glæde, da hun kom ud af toget, fortæller BTs fotograf fra perronen i Padborg.
Politiet tog gladelig imod krammene, og flere af betjentene krammede kvinden igen, som en varm velkomst.
På perronen viste kvinden de fremmødte betjente et stykke papir, som formentlig var en tegning.
Derudover havde kvinden og datteren en pink rygsæk og to bæreposer med sig.
Under hele forløbet knugede den lille pige en barbie-dukke til sig, som måske er alt hun har tilbage, fortæller BTs fotograf.
Kvinden har sammen med sin datter, en anden kvinde og en mand et ønske om at søge asyl i Danmark.
Derfor blev de guidet ind i en blå politibil og kørt fra togstationen i Padborg til Frøslev Skole.
Her skal de opholde sig, inden turen formentlig går til Sandholmlejren, hvor de skal være, mens deres anmodning om asyl behandles.
Det har ikke været muligt at finde ud af, hvor kvinden og datteren kommer fra.