Mor dømt til at betale 12 mio. kr. til datter
Merethe Færchs advokat skal have to gange proceduresalær, da sagen har verseret siden 2010.
Merethe Færchs advokat skal have to gange proceduresalær, da sagen har verseret siden 2010.
Advokat og partner hos et af Danmarks største advokatkontorer Poul Flemming Hansen havde en god dag i går.
Byretten i Helsingør bestemte nemlig, at han skal have to gange takstmæssigt proceduresalær – i alt 12 mio. kr. – for sin indsats med at føre retssagen for tobaksenkens datter, Merethe Færch. Hendes mor, den 83-årige Tineke Færch, skal betale regningen, fordi hun har tabt retssagen.
Dommerne begrunder det velvoksne salær med, at sagen har verseret siden 2010. Der har været omfattende forberedelse, og sagen er hovedforhandlet over fire retsdage. Retssagen har været berammet to gange før, men sagerne er på Tineke Færchs anmodning blevet aflyst med kort varsel.
Tineke Færch har været ramt af uheld under hele forløbet. Den ene aflysning skyldtes, at datteren Merethe Færch meldte sig syg, og da Tineke Færch fandt det vigtigt, at dateren kunne vidne ved retssagen, bad hun om at få den udsat.
Udsættelsen viste sig dog at være spildt, for Merethe blev også syg under den for nylig afsluttede retssag. Årsagen til den anden aflysning var, at Tineke Færchs advokat, Preben Stuer Lauridsen, afgik ved døden sidste år i januar. Ved fastsættelsen af sagens omkostninger lægger dommerne også vægt på, at der i løbet af sagen er afsagt flere kendelser og truffet flere beslutninger om procesledende karakter, som det hedder.
De 12 mio. kr., som Tineke Færch skal betale, dækker dog også de udgifter, som Merethe Færch har haft til vidnegodtgørelse. Hendes mor, Tineke Færch, skal betale pengene inden 14 dage.