Lad det være slået fast med det samme. Den amerikanske præsident, Donald Trump, bakker officielt op om den vestlige forsvarsalliances grundpille, artikel fem – også kaldet musketereden. Den betyder, at hvis et land angribes, så angribes alle. Den forpligter til, at alle lande er solidariske og kommer hinanden til undsætning, hvis et land bliver invaderet.
Når det er vigtigt at pointere, at USA stadig støtter denne absolut vigtigste artikel i NATOs »grundlov«, så er det, fordi Trump flere gange under valgkampen og også senere har tøvet med at give artikel fem sin uforbeholdne støtte.

