Kurata melder sig nemlig klar til at producere og sælge sin seneste konstruktion - der er en fire ton tung robot - til interesserede købere. Og på trods af prismærket på 110 millioner yen (7,7 mio. kroner), er der angiveligt interesse for produkt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Produktet er da også unikt. Kuratas-robotten, som den er blevet døbt, er en mobil robot, man kan klatre op i og styre via joystick og skærm. Den er fire meter høj, diameteren er på cirka tre meter, og prototypen blev præsenteret på en robotmesse i udkanten af Tokyo i juli. Robotten har et par store og solide fjernstyrede hænder og fire ben. Hvert ben hviler på et ben, så robotten kan komme rundt - og det med en topfart på ti kilometer i timen.
Se billederne: Science fiction-robot bliver til virkelighed
Hvis man synes, at robotten mest af alt minder om noget, man har set i en science fiction-actionfilm fra 1980erne, så er man ikke gået helt galt i byen. Inspirationen til robotten er nemlig de Hollywood-film, som Kogoro Kurata voksede op med.
"De robotter, vi så (på film, red.) i vores generation var altid store og havde altid mennesker inden i, men det tror jeg ikke giver mening i den rigtige verden," siger Kogoro Kurata ifølge Reuters og tilføjer:
"Men det var alligevel min drøm at komme til at sidde i sådan én."
Han har tidligere bygget andre og mere simple metalkonstruktioner - blandt andet i markedsføringsøjemed - men så besluttede den 39-årige Kurata, at tiden var kommet til at leve sin barndomsdrøm ud. Herefter gik han i gang med det arbejde, der nu har resulteret i Kuratas-robotten.
Den japanske iværksætter hævder, at han indtil videre har modtaget tusinder af forespørgsler om køb af en robot. Der har dog været næste lige så mange ordreaflysninger, men han fastholder, at der stadig er interesserede købere - uden dog at ville løfte sløret for hvor mange.
Markedsføringen af robotten går i høj grad også ud på at leve op til Hollywoods standarder, og den bliver solgt på, at man kan få monteret replikaer af alverdens våben på sin robot. Er du en af de interesserede, så kan du læse mere på Suidobashi Heavy Industries' hjemmeside, hvor Kogora Kuratas robotter er sat til salg.
Tidligere i sin karriere har Kogoro Kurata gjort sig bemærket via andre metalkonstruktioner. Nedenstående er en optagelse af den noget mindre ærefrygtindgydende Fiat 500-bulldozer.
