Mens bandekonflikterne i Danmark i 2016 stod mellem kendte grupper som Bandidos, Hells Angels, Loyal To Familia og Black Jackets, fortæller to højspændte konflikter i indeværende år, at der er en ny bande i byen.
Fra december 2016 til marts 2017 lå banden NordVest Copenhagen og motorcykelklubben Mongols Denmark MC i konstant konflikt, der ifølge Ekstra Bladet handlede om hashmarkedet i det nordvestlige København. Den konflikt er umiddelbart slut.
For nuværende registrerer Rigspolitiet to verserende bandekonflikter i Danmark og igen er Mongols i fokus. Netop nu ligger Mongols i konflikt i København med Nørrebro-banden Loyal To Familia, der siden 2012 har været en dominerende bande i hovedstaden og Nordsjælland.
Lige siden Mongols Denmark MC officielt etablerede sig i Danmark den 19. oktober sidste år, har den altså ligget i konflikt og forsøgt at vinde territorier fra andre bander primært i det østlige og sydlige Danmark.
Efter sig trækker den bogstaveligt talt et spor af krudt og kugler.
Sådan begyndte det
Den 10. august 2016 kunne Ekstra Bladet fortælle, at personer fra bandemiljøet på Vestegnen gik med drømme om lædervest og rygmærke. Kontakten skulle allerede været taget til den tyske afstikker af den berygtede amerikanske motorcykelbande Mongols MC.
Ekstra Bladet fik fat i flere af de personer, der havde taget kontakt til Tyskland. De bekræftede, men afviste samtidig, at der med kontakten til Tyskland skulle være en konflikt på vej i Danmark:
»Vi taler godt med alle. Det er noget fis, når det forsøges fremstillet som om vi har konflikter med andre. Det passer ikke,« lød det til Ekstra Bladet.
Læs Ekstra Bladets historier om Mongols Denmark MC her.
Godt to måneder senere blev det slået fast med nitter og syvtommersøm: I en weekend midt i oktober drog danskere fra bandemiljøet på Vestegnen til Tyskland og kom hjem fra med vest og mærker med »Mongols Denmark MC« på ryggen samt en tegning af en mongol med skaldet isse, sort pisk på toppen på en motorcykel.
»MFFM. Dänemark« eller »Mongols Forever Forever Mongols«, skrev et tysk medlem af Mongols på sine Facebook-profil ligesom billeder med danske bandemedlemmer i Mongols-tøj nu var at finde på sociale medier.
Og hadet til Hells Angels kunne ikke holdes nede:
»Fuck Hells Angels,« stod der ifølge TV-2 på en trøje, som et af bandemedlemmerne viste frem på en tyske rockers Facebook-side.
Få dage senere, den 19. oktober, åbnede de danske mongoler en Facebook-side med ordene »MFFM« og »King City«.
Men gruppen havde allerede opereret længe i Danmark. Da Ekstra Bladet bad om aktindsigt i baggrunden for nogle nyoprettede visitationszoner i oktober 2016 kom det frem, at mongols havde været indblandet i to skyderier i henholdsvis Ishøj og hvidovre i samme måned.
Sådan går det, når en ny gruppering forsøger at træde ind på andre banders enemærker. I begge tilfælde var det medlemmer eller personer tilknyttet Mongols, der blev skudt på.
Konflikter følger i mongolernes fodspor.
Mongols MC blev dannet i USA i slut tresserne og har lige siden ligget i konflikt med rivaliserende bander.
Gruppens slogan er »Respect Few Fear None« og har taget navn fra Djengis Khan, 1100-tallets mongolske militærleder, der samlede de mongolske stammer og red mod vest.
Mongols MC opstod ud af kontroverser med Hells Angels. I firsernes USA smed gruppen, der i dag har omkring 1500 medlemmer, Hells Angelss ud af »SoCal«, det sydlige Californien, med hjælp fra kriminelle latinobander.
Gruppen bestod dengang som nu især af hispanics og indfødte amerikanere.
Siden da har gruppen, der har afdelinger i hele verden, ligget i konflikt med Hells Angels. I 2014 og 2015 stødte de to rockergrupper sammen i Hamburg i Tyskland, hvor mongolerne oprettede en fraktion i 2010. I Hamburg fik Mongols leder besøg af personer med tilknytning til Hells Angels, der stjal hans vest og senere gav den videre til en transvestit, der dansede rundt i den på YouTube syngende:
»Ich liebe Schwänze.«
Mænd i lånte gevanter?
Som så mange andre kriminelle motorcykelklubber udspringer Mongols først og fremmest af det kriminelle miljø. Det har ved flere lejligheder været fremme, at almindelige gaderbander søger optagelse i grupper med rygmærker, dels for sammenholdets skyld, dels for at virke af mere, end de egentlig er.
Flere af medlemmerne i Tyskland har indvandrerbaggrund og er en del af en kriminel kurdisk familie. I Australien har flere medlemmer mellemøstlig baggrund, hvilket har medført frygt for sammenblanding mellem kriminelle bikere og ekstremistisk islamisme.
I Danmark kender man endnu ikke til gruppens omfang, men meget peger på, at medlemmerne også er personer fra det kriminelle bandemiljø i Danmark med mellemøstlig baggrund.
Indtil nu kan man følge Mongols vej gennem Danmark, der så vidt vides ikke har budt på store bikershows, men jagt på territorium.
På Falster
I slutningen af marts i år kunne Folketidende på Nykøbing Falster fortælle, at der var bandekrig på Falster, og at den krig stod mellem to nye grupper, Satudarah MC - hollænderne fra helvede - samt Mongols. Dels var der skyderi, men man kunne også se det ved, at to kiosker i Nykøbing og i Sakskøbing havde oplevet hærværk. Kioskerne skulle ifølge Folketidende være centrale i Mongols forsøg på at komme ind på hashmarkedet i det sydlige Danmark, og hærværket var Satudarah MCs forsøg på at markere deres territorium.
Flere af de anholdte havde indvandrerbaggrund. Om de havde motorcykel eller i det mindste kørekort hertil, fortæller Folketidende ikke.
Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra Rigspolitiet, men i rapporten »Rockere og Bander 2016«, der blev udgivet for to uger siden, skriver Rigspolitiet:
»Som en ny gruppering i Danmark, havde Mongols MC Denmark behov for at opnå andele i både territorier og kriminelle markeder, hvilket, sammen med en række personlige modsætningsforhold i slutningen af året, bragte Mongol i konflikt med eksisterende nationale grupperinger.«
