»Hvem vil ikke gerne flygte?«

Det er Trip, der stiller sig selv spørgsmålet et sted i svenske Mara Lees »Future perfect«. Og netop flugt er et af temaerne i den store, komplekse – og noget skrumplede – roman, som sættes i bevægelse af Dora. En smuk kvinde, der bliver tiltrukket af en ung handicappet mand og kort efter bliver gravid.

Men allerede på rejsen væk for at føde – der blev ikke set nådigt på hendes affære i hjembyen – møder hun en anden mand, som også ender med at gøre hende gravid. Så Lex får en lillebror, der hedder Trip og er hans antitese: Hvor Lex er tungsindig og hader sin mor, er Trip hengiven og bringer lys ind i verden med sin skønne sangstemme.

Der er noget Kain og Abel over Lex og Trip, men også noget gotisk over Mara Lees beskrivelser af familien og det omgivne samfund. Selv det velkendte, som eksempelvis skolens aula, bliver vredet og forvrænget og ladet med dét, Sigmund Freud kaldte das Unheimliche. Altså det uhyggelige i det hjemlige, i det genkendelige.

Freud er også til stede på andre måder, og når Dora hedder Dora, ligner det en hilsen til psykoanalytikerens kendteste hysteri­patient.

Mara Lees Dora er under alle omstændigheder noget andet end det, man normalt forstår ved en rolig, afbalanceret kvinde. Hun forlader i perioder sine børn og lader dem gå for lud og koldt vand, og når hun er hjemme, lever hun blandt andet af at sy tøj, der passer til misdannede kroppe. Måske som en gestus til den handicappede mand, der gav hende Lex.

Da Chandra, en mørk pige med lange, slanke ben og et dyrisk anstrøg, dukker op, tager Dora, Lex og Trip hende til sig. Her hører hun til: En paria blandt pariaer.

For lang og udynamisk

»Future perfekt« kredser i det hele taget om det at være udenfor, og undervejs i romanen sker der også noget voldsomt, der ikke skal røbes her, men som kun intensiverer outsider-tematikken. Og det kommer ikke som nogen overraskelse, hvis man kender til Mara Lees prisbelønnede forfatterskab – der her giver mindelser om Sara Stridsberg og Joyce Carol Oates – at vejen videre frem kun går nedad og er belagt med smerte og ydmygelse.

»Hvem vil ikke gerne flygte?« spurgte Trip, der ender i Paris. En metropol i stedet for landsbyen hjemme i Skåne, men ikke bedre eller friere, og hans deroute fra guldlokket, perlende yngling til trækkerdreng med fri adgang i alle huller er umådelig trist.

Men Trips historie er også et udtryk for romanens problem, for ved at insistere så meget på mørket, bliver »Future perfect« en noget udynamisk læseoplevelse. Som at se en sort gletscher bevæge sig fremad i real time.

Et andet problem kan også hægtes på gletscherbilledet, nemlig at romanen føles for lang. 412 sider er en gave, hvis hver side har en rolle at spille, men det har de ikke her, og der er samtidig noget klodset over kapitel­ind­delingen og disponeringen af stoffet.

Men et sted derinde er der altså en stærk historie om håb, drømme og om at glemme og begynde på et nyt liv. Romanens titel, der er et lån fra grammatikken, synes også at pege på dette. Da Chandra har engelsk i skolen, kommer hun med et eksempel på en future perfect-form: »I will have forgotten this lesson by ten o’clock tonight.«

Mara Lee skriver også om at glemme. Men om værre og sværere ting end en søvnig engelsktime. Her er der ingen perfekt fremtid.

Titel: Future perfect. Forfatter: Mara Lee .Oversætter: Camilla Christensen Sider: 412 Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.