Om morgenen 20. november 1902 blev der holdt krisemøde på det parisiske sportsdagblad L’Auto. Bladet var udkommet i to år, men skrantede i konkurrencen med det veletablerede Le Vélo, som trivedes med et oplag på 80.000 om dagen mod L’Autos 20.000.

L’Autos chefredaktør, Henri Desgrange, inviterede to medarbejdere ind på sit kontor. Der skulle ske noget for at holde L’Auto i live.

De to medarbejdere var motorsportsjournalisten Georges Prade og det 26-årige reportertalent Géo Lefèvre. Desgrange skitserede situationen og så afventende på sine to medarbejdere.

Géo Lefèvre tav et øjeblik. Så sagde han: »Lad os arrangere et cykelløb, som varer længere end noget andet. Lidt ligesom seksdagesløbene på bane, bare på landevejen. De store byer vil være begejstrede for at tage imod rytterne.«

De tre tilstedeværende fortalte siden, at der blev stille omkring bordet. Henri Desgrange betragtede vantro den unge Le- fèvre.

»Hvis jeg forstår dig ret, min lille Géo, så er det en rundtur i Frankrig, du sidder og foreslår?«

Nemlig. Her anvendte Henri Desgrange for første gang vendingen un Tour de France, og i juli 1903 var løbet en realitet. Seks uhyrlige etaper - præcis som i de populære seksdagesløb - hvoraf den længste var på 471 kilometer.

De monstrøse dimensioner var en afgørende del af konceptet. Tour de France blev skabt i en tid, hvor aviserne hyldede polarforskere og opdagelsesrejsende i det dybeste Afrika. Det var den samme hensynsløse stræben, Henri Desgrange ønskede at vride ud af aktørerne, den samme evne til at overvinde modgang.

Det er i høj grad disse heroiske kvaliteter, som fortsat fængsler millioner af tv-seere. Når den 100. udgave af Tour de France indledes på lørdag på Korsika, er det altså i vid udstrækning en anakronisme, som kan fejre jubilæum på de franske landeveje. Stort set det samme løb, stort set de samme udfordringer: Slid og lidelse parret med atletisk forfinelse og fagmandens indsigt.

Det er værd at huske på dette udgangspunkt, når vi bevæbnet med skepsis giver os til at følge rytterne rundt i Frankrig.

Desgrange forestillede sig ikke, at det var englebasser, der skulle køre hans løb. Da 1904-udgaven var ved at gå til i skandaler og fup, skrev Desgrange næsten stolt: »Den anden udgave af Tour de France er forbi, og jeg tror, det også blev den sidste. Løbet er slået ihjel af sin egen succes, af de blinde lidenskaber, som det slipper løs, af voldshandlinger og smudsige påstande, som vi kun tilskriver de mest udannede og uhæderlige mænd.«

Den samme accept af tvivlsomme sider hos rytterne sås i 1930. I takt med tidens skingre chauvinisme indførte Desgrange et nyt format, så rytterne nu kørte på nationshold. Tour-chefen skrev begejstret i L’Auto: »Hele det samlede publikum, herunder mange nye tilskuere, har fattet interesse for løbet i denne internationale udformning, som uden tvivl vil bringe såvel det bedste som det værste frem i deltagerne.«

Tour de France var en begivenhed, som udstillede mennesket i både pragt og tarvelighed. Det var ikke endimensionelle præmiehingste på OL-dyrskue.

Alligevel blev Tour-aktørerne med tiden også tillagt ideelle kvaliteter. I sommeren 1939 - Desgrange var trådt af i 1936 - skrev Henri Troyat, vinder af den store Goncourt-pris i 1938, et essay i L’Auto på dagen, da feltet skulle slutte af i Paris.

Denne dag, 30. juli 1939, var der kun en måned til, at Hitlers styrker invaderede Polen og dermed udløste Anden Verdenskrig. Henri Troyat følte fortrøstning ved at betragte Tour’ens grundfigur: Den ensomme rytter i indesluttet kamp eller nydende fremdrift, hvad enten det var på en baggrund af dramatiske bjergsider eller af bølgende kornmarker.

»Rytteren ristes under Solen eller kører gennemblødt i regnen. Hans navn betyder ikke noget. Han er ganske enkelt Rytteren,« skrev Henri Troyat.

Det var mænd, som publikum lærte at kende i triumf og nederlag, i skygge og sol. Mænd, som lod sig afbilde i tilværelsens mangesidethed, sådan som Tour de France ridser den op: ødelæggende styrt og uheld, sejrens tankeløse moment, slid.

Billeder og fortællinger, som ifølge Troyat kunne ruste læseren til stoisk modstand mod tidens vanvid:

»Dagene glider over i hinanden, og denne gruppe mænd sendt ud på Frankrigs landeveje trækker et spor af sympati efter sig i det land, som de gennemkrydser. Tour de France er en art våbenstilstand i hjertet af selve truslen.«

Troyats mytologiske ophøjelse var nok mere, end feltet kunne bære. Gamle Desgrange fastholdt jo, at rytterne skulle beundres for deres evner på cykel og for deres heroiske slid - i dén grad beundres, men kun for dét.

Men både før og efter Anden Verdenskrig var der brug for det ydmyge, positive ideal i form af rytternes modstandskraft og stræben. Og med tv-revolutionen fra slutningen af 1950erne mangedobledes løbets publikum. Men her gravedes også den kløft, som fortsat plager begivenheden. Et paradoks: Et stadig større publikum - med stadig ringere tillid til aktørerne.

Det ny middelklassepublikum var ved at opbygge nye værdier og omsorgstanker i velstand og velfærd, og man havde ikke tidligere tiders ubetingede beundring for hårdføre mænds vilde udfoldelser, når de også byggede på doping.

Det afgørende chok kom i 1967, da britiske Tom Simpson døde på Mont Ventoux i en dødbringende rus af cognac og amfetamin. Efter 1967 satte tavsheden ind i feltet og branchen. Og afstanden til omverdenen øgedes årti for årti, dopingskandale for dopingskandale.

Her lå et grundlæggende problem: En tilpasning til de nye tider ville stride mod den monstrøse, næsten perverse kerne i udfordringerne.

Under en voldsom debat i 1978 om løbets hårdhed fastslog Tour-chef Jacques Goddet med en berømt replik: »Tour de France er og bliver Tour de France. Det er nødvendigt at bevare den umenneskelige side af Tour’en. Det er nødvendigt med overdrivelse.«

Selv om løbet er blevet mere humant siden Desgranges og Goddets dage - ruten er blevet kortere, og rytterne har adgang til service og forplejning - har publikum og pressen ikke tænkt sig at slække på forventningerne til den grundlæggende udfordring.

Det sås tydeligt i 2010, da omverdenens omsorgstanke pludselig dukkede op inde i feltet. Schleck-brødrene, der dengang kørte for Bjarne Riis’ Team Saxo Bank, hvinede så højt som lejrskolens værste drama queen over brosten på ruten, over regnvejr og over rivalernes fart. Storebror Fränk Schleck udtalte harmdirrende: »Har de mennesker, der lægger ruten, ingen børn?«

Det schleckske piveri blev fornuftigvis modtaget med fnys blandt løbsledelse, presse og publikum over hele verden: Så find dig noget andet at tage dig til.

Reaktionen var en smuk besværgelse af den oprindelige rigdom i Tour’en. En kærlighedserklæring trods mange år med vanskeligt samliv. Og den indeholdt et løfte: Publikum insisterer fortsat på at beundre præcis den opofrelse og det mod, som Géo Lefèvres påfund viste sig at medføre.

Nu begynder det store løb for 100. gang. Vi kan endnu en gang beundre rytterne. Og glæde os over, at ham Georges Prade, motorjournalisten, ikke nåede at kaste en anden fremragende idé på bordet, inden Géo Lefèvre kom til orde.