Alle taler om, hvor ’blå’ regeringen dog er blevet i den økonomiske politik, og i dagens Berlingske er erhvervslivet tillige overmåde positive overfor SRSF-regeringen. Men det er på en gang både rigtigt og forkert at kalde regeringen for blå, uanset dens politiske mod. Det er rigtigt for så vidt som, at regeringen vil finansiere lavere beskatning af erhvervslivet ved besparelser på kontanthjælp samt SU. Den slags er det modsatte af, hvad vi er vant til fra den kant, og det er modigt. Dermed erkender regeringen, at velstand ikke kommer ikke ud af emsige politikeres omfordeling, men ud af de værdier erhvervslivet skaber. Det er til gengæld forkert at tro, at fordi regeringen ikke fører klassisk rød fordelingspolitik, er den blevet »blå«. Snarere er der tale om et kollektivt ryk, hvor EU-landenes miserable økonomi har skabt et pres for at mindske den usunde afhængighed af offentlige kasser.
Gøres regnebrættet op, er det indlysende, at det bliver en smule bedre med de aktuelle reformer herhjemme. Men vi vil fortsat have ydelser, der er så store, at det for en del personer er et direkte indkomsttab ved at gå fra forsørgelse og i arbejde eller en meget lille gevinst. Vi vil fortsat have et skattetryk i verdensklasse med en marginalbeskatningen, der tager lysten fra folk til at gøre en indsats. Og endelig vil den offentlige sektor vedblivende være oppustet. Den slags er langtfra »blåt«, så nok er reformerne modige, men langtfra tilstrækkelige.
Samlet har Danmark og Europa fortsat et stort reformefterslæb, som ses i, at økonomierne er gået helt i stå. Verdensbanken mener endda, at væksten i EU vil stå helt stille i år. Alene det at omverdenen buldrer derudad øger presset for at få flyttet meningsdannelsen i retning af mindre stat, skat og regulering. Hele denne usunde mangel på økonomisk frihed og dynamik svækker os for hver dag, der går.
Når Europa stadig bevæger sig i slæbesporet og ikke kommer ud af kriseårene, er det fordi »det er tid til payback for alle de år – sågar årtier – hvor Europa har benægtet realiteterne«, som Ann Mettler fra tænketanken Lisbon Council har sagt det.
Mens Europas langsomme reformer er i gang, står resten af verden langtfra stille. Kina er nu verdens største økonomi, og Verdensbankens forudser en vækst i år på 8,4 procent. Tilsvarende rykker de andre fremstormende økonomier som Indien, Brasilien, Indonesien, Mexico, Rusland og Tyrkiet .
De ’blå’ partier kunne klart have gjort mere, da de havde chancen. »Det havde været rettidig omhu, hvis man havde gennemført de reformer, som vi ønskede i 00’erne,« siger den konservative politiker Rasmus Jarlov i et interview i Ræson Kompakt. Jarlov har ret. Men VK-regeringens parlamentariske muligheder dengang var begrænsede, fordi oppositionen til højre og venstre førte en jamrende overbudspolitik. DF accepterede først reformer langt inde i kriseårene, hvor tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen dristigt fik iværksat de reformer, som S og SF gjorde alt for at bekæmpe, for siden at gøre det til deres egen politik efter valget.
Det reform-forår, regeringens har startet, er udtryk for mod. Men der er fortsat brug for langt mere privat og mindre stat, hvis vi skal kunne klare os i fremtiden. Så selvom Thorning-regeringen er modig, er dens forslag helt utilstrækkelige.