Peter, lad os kalde ham det, trasker ind i børnehaveklassen, stiller sig midt i lokalet og smider sin taske på gulvet.

Han begynder at snakke til en af de andre elever, mens læreren fortæller klassen, hvad der skal ske. »Sæt dig ned, Peter.« Læreren er klar og tydelig. Peter sætter sig ned, men der går ikke mange sekunder, før han ligger nede på gulvet og flyder rundt. »Sæt dig op på stolen,« lyder det fra læreren. Nogle af de andre elever skæver til ham og er godt klar over, det ikke er sådan, man skal opføre sig, og inden klassen når over i musiklokalet til dagens første time er der flere forskellige småting, som Peter ikke formår at deltage i.

»Jeg ser i stigende grad børn, som er meget optaget af deres eget individuelle fokus og nogle i en grad, så de får store vanskeligheder med at være sammen med andre,« siger John Lykke Solfjeld, der har observeret Peter og klassen på sidelinjen for at kunne rådgive læreren i at håndtere Peters forstyrrende opførsel.

Han har været PPR-psykolog (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) siden 1997 og arbejder i Sorø Kommune. Der er ikke som sådan noget galt med Peter. Han har ingen diagnose, men han er et af de børn, PPR-psykologer landet over i stigende omfang oplever som forstyrrende i en grad, hvor læreren har brug for hjælp til at håndtere det.

Mere snak, mindre undervisning

Berlingske har lavet en rundspørge til PPR-psykologer i landets 98 kommuner. 68 ud af 110 PPR-psykologer mener, at der er sket en stigning i antallet af børn, der har adfærdsvanskeligheder i en grad, der resulterer i, at skolen skal bruge flere ressourcer på dem, end de almindeligvis bruger på skolebørn. Lidt over halvdelen er helt eller overvejende enige i, at opdragelse i stigende grad er skyld i adfærdsvanskeligheder hos børn i skolen.

Det åbenlyse problem er, at det er svært for læreren både at undervise og samtidig håndtere elever, der tydeligvis ikke kan eller vil deltage i undervisningen. Hvis en eller flere elever sætter sig imod læreren, ikke har lyst til at tage med bussen, når klassen skal på skovtur eller forlader klassen i vrede over lærerens krav, så er læreren tvunget til at flytte fokus fra undervisningen til at løse problemet med eleven.

»Det er jo den enkelte lærer, der er nødt til at tage sig af den elev, som ikke kan finde ud af at være der, for ellers forstyrrer det endnu mere. Men så går det selvfølgelig stadig ud over undervisningen for alle de andre, som så ikke kan få hjælp,« siger Bjørn Hansen, der som formand for det skole- og uddannelsespolitiske udvalg i Lærerforeningen hører om problemet direkte fra lærerne.

Læreren kan få hjælp og vejledning af en AKT-lærer (Adfærd, Kontakt og Trivsel) eller eventuelt en PPR-psykolog. Men det kræver tid. Tid, som lærerne ifølge Bjørn Hansen har svært ved at finde.

»At bruge ekstra ressourcer på børn, der ikke kan indgå i fællesskaber, er noget af det, som trækker tænder ud hos lærerne. De har i forvejen sparsom tid til at have teamsamarbejde og møder med psykologer om netop de her ting og forældresamarbejder,« siger han.

Ansvaret er delt

Det er en del af folkeskolens erklærede formål at »forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre,« og Bjørn Hansen mener, at skolen har et ansvar for at lære børn at indgå i fællesskaber og lære dem sociale kompetencer.

»Men det er klart, at den opgave ikke kan lykkes for skolen alene, uden at man tager forældrene med. Hvis forældrene ikke er indstillede på samme fællesskab, men tænker mest på deres eget barns behov, så kan det selvfølgelig være svært,« siger Bjørn Hansen.

Ifølge psykologerne, der har deltaget i Berlingskes rundspørge, har mange faktorer indflydelse på den stigende tendens med forstyrrende opførsel. Det er blandt andet forældres usikkerhed om opdragelse, for lidt tid med børnene til at styrke deres sociale relationer og dårlig samvittighed over sparsom tid med barnet på grund af skilsmisse eller arbejde, der spiller ind. I de tilfælde ønsker den voksne ikke at bruge tiden på konflikter og lader derfor barnet få løse rammer. Samtidig har skolen udviklet et friere og mere individuelt fokuseret undervisningsmiljø, som kræver høj grad af selvstændighed og ansvar for fællesskabet af den enkelte elev. Flere nævner også en tendens inden for opdragelse, hvor barnet hele tiden skal tage stilling til egen lyst.

»I for høj grad bliver det: Skal vi tage i Tivoli? Nej, jeg vil hellere på Bakken. Det gør, at barnet bliver dygtigere til at finde ud af, hvad det selv har lyst til, men ikke særlig dygtigt til at indordne sig under fællesskaber, hvor man er nødt til at have en form for ledelse af fællesskabet,« siger John Lykke Solfjeld.

Han oplever, at flere børn har en forestilling om, at deres tanker og interesser skal være i fokus. John Lykke Solfjeld oplever en stigende tendens hos de bedrestillede familier til at underminere skolens fællesskab, selv om han understreger, at børn med forstyrrende opførsel kommer fra alle samfundslag.

Fælles normer smuldrer

Mette With Hagensen, formand for foreningen Skole og Forældre, genkender problemet med elever, der forstyrrer undervisningen. Hun henviser til, at foreningen Danske Skoleelever tidligere har stemplet uro i undervisningen som det største problem i skolen. Hun mener dog, at problemet udspringer på et overordnet plan.

»De tilfælde, hvor forældrene siger: »Vores barn er ikke problemet, så det må du tage dig af, du er læreren«, det er dem, der fylder i debatten. Der bliver vi nødt til at have en helt overordnet snak, som ikke kun handler om skole, men som handler om, hvordan vi er sammen i vores samfund,« siger Mette With Hagensen.

Hun erkender, at det handler om opdragelse, men hun peger på et stigende misforhold mellem forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.

Inklusion er ikke årsagen

Debatten om inklusion kan få bukke til at ligne får, men stigningen i antallet af børn med adfærdsvanskeligheder kan ikke kun forklares med, at der er kommet børn i de almindelige klasser, som for ti år siden ville have været i en specialklasse. Målet med inklusion er at nedsætte andelen af børn, der kommer i specialtilbud fra 5,6 procent til 4 procent.

»Men det er jo bare toppen af isbjerget, for under de fire-fem procent er der en masse andre, som også giver læreren grå hår i hovedet, fordi de ikke kender de normale samværsnormer og ikke retter sig efter de regler, fællesskabet kræver i skolen,« siger Bjarne Nielsen, formand i Pædagogiske Psykologers Forening.

John Lykke Solfjelds erfaring viser, at der i dag i en klasse med 25 elever er fire til fem, som forstyrrer med deres opførsel, mens der tidligere har været én til to. Heraf vil to have diagnoser, mens de øvrige tre børns problemer kan relateres til deres opvækstbetingelser. De volder skolen problemer, men de vil aldrig komme i specialklasse. Heller ikke før inklusionen.

»Den type indsatser, vi skal lave med de børn, har vi næsten ikke tid til, fordi vi er bundet rigtig meget op på dem, der er mere alvorlige og netop handler om diagnosticering,« siger John Lykke Solfjeld.

I børnehaveklassen har Peter fået tildelt trommer som sit instrument i musikundervisningen. Han begynder at slå på trommen, før de andre slår på deres. Når de andre slår, så bliver han træt, som om han har slået på den i timevis og holder op med at slå. »Jeg er træt.« »Jeg gider ikke.« Og så, hvilket John Lykke Solfjeld kalder en klassiker for børn, der ikke accepterer autoriteter i det offentlige rum:

»Det er ikke dig, der bestemmer. Det er min mor, der bestemmer.«