Vi tager en lille quiz. Hvad har en brudekjole fra 1768 til fælles med en nutidig Anne Sofie Madsen-kjole? Og svaret: jamen, ingenting egentligt. Altså ud over at de begge er smukke og designmæssigt interessante. De fortæller hver en lille bitte bid af dansk designhistorie. Om tekstiler, om formgivning, om håndværk. Derfor hænger de begge på den nyåbnede og permanente udstilling af mode- og tekstil i Danmark.

»Mange besøgende vil kende os for vores store møbelsamling. Nu er der også mulighed for at komme helt tæt på den danske mode og tekstilhistorie og se et udsnit af Designmuseets enestående samling af dragter, mode og tekstiler fra de sidste 400 år. Både danske og internationale. Det har længe været et stort ønske at udstille high­lights fra denne samling. Vi opfatter mode og tekstil som en væsentlig del af vores kulturarv, og vi ved, det har stor interesse for vores besøgende,« siger museumsinspektør Anne-Louise Sommer

Opdelt i tre emner

Udstillingen er opdelt i tre emner: Design og Dekoration, Håndværk og Industri, Krop og Identitet, og her er værker af blandt andet Erik Mortensen for Balmain, Holger Blom, Iben Høi, Henrik Vibskov, men også tøj, der er skabt længe før, man sætter mærker i den slags, f.eks. Brudekjolen fra 1768, der er båret til et bryllup i 1768 i en rig københavnerfamilie, syet af kinesisk silke (det kan man se på bredden af metervaren, kjolen er syet af, kinesisk silke var bredere end den europæiske) og broderet med blomster, formentlig inspireret af antikken (som dukkede op igen i europæisk mode efter fundet af Pompeji).

Bag udstillingen står museumsinspektør Kirsten Toftegaard, der har arbejdet i noget nær døgndrift de seneste måneder for at få udstillingen realiseret. Hun har gennemgået museets store samling og fundet omkring 400 dele fra 1700-tallet og til i dag, som udstillingen består af. I skuffemøbler vil der være endnu 200 dele udstillet, så især studerende og andre med hang til håndværk kan studere flere detaljer.

»Mode og tekstil har ikke haft samme status som f.eks. møbler, så det har været en udfordring at skaffe midler til at lave udstillingen, og det er også kostbart at udstille tekstiler,« siger hun

For skal man udstille stole, finder man i grove træk en række podier og stiller stolene på dem. Det kan man ikke med tøj, der både er ekstremt sart (derfor er der f.eks. et lavt lysniveau, hvilket er museumsdansk for lidt mørkt, fordi tekstiler bleges af lys), de skal være i tætlukkede montrer, så fugt fra gæsternes våde sko ikke sætter sig i det gamle tøj, og at udstille tøjet kræver speciallavede giner, for de kroppe, der har båret tøjet, har ændret sig meget over årene. »Vi har fået lavet giner til hvert eneste sæt. Kroppene har ændret sig meget, bare på 50 år, så en kjole fra 1960erne kan ikke sættes på en moderne gine. Det oplevede vi også, da vi lavede Margit Brandt-udstillingen for nogle år siden. Men selv om det er svært at udstille mode og tekstiler, er det vigtigt, for begge dele er en vigtig del af vores designhistorie.«

Udstillingen er åben i museets åbningstid tirsdag til søndag kl. 11 – 17, onsdag kl. 11-21.