Marcel Reich-Ranicki døde i denne uge. Han blev 93 år.
Særligt kendt er han nok ikke i Danmark. Det var han til gengæld i sit hjemland, Tyskland. På store seriøse tyske aviser som die Welt, Süddeutsche Zeitung og Frankfurter Allgemeine var dødsfaldet én af tophistorierne. Sidstnævnte skrev blandt andet sådan her om den afdøde: »Vor tids største litteraturkritiker inkarnede, som forfulgt og som berømthed, det 20. århundrede. Han var en permanent protest mod kedsommelighed og middelmådighed. Ingen formåede som han at formidle litteraturens betydning til et helt samfund.«
Det er gode og præcise ord, synes jeg. Det med, at han var forfulgt, var således en afgørende del af historien om Marcel Reich-Ranicki. Han var en af de få jøder, der overlevede likvideringen af ghettoen i Warszawa i 1943, for han var af tysk-polsk familie og havde studeret i Tyskland og var god til tysk, og det kunne nazisterne bruge. Det var med til at redde ham, og redningen formede ham og cementerede hans frygtløshed. At han, polakken, blev en af af det tyske sprogs mestre, er en af anden del af den fascinerende historie om ham. At han, som Frankfurter Allgemeine var inde på, blev berømt på at ytre sig om litteratur, så alle kunne forstå det, er endnu et væsentligt aspekt af hans biografi.
Reich-Ranicki ville noget, og han fik sin vilje igennem. Han ville vise, at litteraturen ikke ligger i periferien af det hele, men lige midt i, og det gjorde han så og med enorm succes, og ikke bare som kritiker, men også som formidler på andre måder. Fra 1988 til 2001 var han en af studieværterne på ZDFs bogprogram »Das Literarische Quartett«, der blev set af millioner, og i Frankfurter Allgemeine havde han frem til sin død en spalte, hvor han besvarede læserspørgsmål om verdenslitteraturen. Han stil var polemisk, nogle gange kolerisk, altid uden omsvøb: Eller som han selv engang beskrev sin egen og sine medværters rolle i »Das literarische Quartett«: »Vi vil tale om bøger, og vi vil tale, som vi altid taler: Kærligt, lidt gement, godmodigt og måske en smule ondskabsfuldt, men under alle omstændigheder klart og tydeligt. Tydelighed er kritikerens måde at være høflig på«.
Et forbillede med andre ord. Også for dansk litterært anmelderi. Men også et temmelig uopnåeligt forbillede, tænker jeg, ikke mindst fordi de vilkår, han virkede under, var så anderledes. I Tyskland, med dets 80 millioner indbyggere, er der både længere til bunden og højere til loftet end herhjemme. Der er både Bild og die Zeit. Der er mere plads til det platte, men der er også mere plads til virkeligt format.
Men derfor kan vi jo godt, de af os herhjemme, der jævnligt publicerer vores meninger om bøger, lade os inspirere af Reich-Ranicki. Tænker jeg. Vi når næppe hans niveau, hvad kvalitet i det skrevne angår, og slet ikke, når det gælder almindelig kendthed. Men mindre kan forhåbentlig også gøre det.
