Danmark er en vikingedestination. Eller rettere – det skal vi til at være, hvis det står til turistorganisationerne og Kulturministeret, der nu laver en samlet indsats for at brande Danmark ude i verden som landet, vikingerne kom fra.

Nogle vil måske påstå, at de (også!) kom fra Norge, men den slags detaljer skal man ikke gå for meget op i, når det handler om at lokke pengestærke turister til. Tænk bare på julemanden. Vi synes måske, han kommer fra Grønland, men de er vist ikke helt enige i Finland. Og er der ikke også noget med Nordpolen?

Nej, vi danskere er selvfølgelig de sande vikinger med alt, hvad det indebærer af køkkenmøddinger, ravsmykker, runesten og drageskibe.

For det handler om at tiltrække kulturturister, hvilket vi hidtil ikke har været gode nok til. Og med al respekt for Tivoli, H.C. Andersen og Den Lille Havfrue, så er der bare mere smæk i vikingehistorien. Samtidig giver det os, med vores historiske vikingemuseer spredt over det meste af landet, en mulighed for at brande kulturturismen i hele Danmark og ikke blot i hovedstaden og nærmeste omegn.

For sagen er jo, at turismen har det ganske fornuftigt i København, hvor det ene hotel efter det andet skyder frem og cruise-skibene ligger som perler på snor langs Langelinie. Der hvor det halter er i resten af landet.

København har længe nydt godt af sit nye »hippe« image som afslappet metropol med gastronomi, design og det gode liv i højsædet. Til gengæld har vi i det øvrige Danmark sat os lidt mellem to stole og satset både på natur- og kulturturisme uden helt at vide, hvad vi skulle binde det op på.

Det får vi nu med vikingerne – hvis vi da vel at mærke forstår at markedsføre det ordentligt. Vi har rundt omkring i landet en række vikingeattraktioner og – museer af meget høj standard. Årligt besøges de af 1.200.000 gæster. Hvis det tal skal løftes markant, er der i endnu højere grad behov for den aktive oplevelsesturisme, som især kan trække måske især børnefamilier til.

Og det er her balancegangen opstår, for hvis der går for meget »vikinge-wellness« og »mjød-stafet« i den så udvandes ideen hurtigt. Samtidig skal Danmark heller ikke ende som ét stort frilandsmuseum med lurblæsere og Valhalla-barer på hvert et gadehjørne.

Der skal med andre ord satses på kvalitet på alle parametre, samtidig med, at man ikke må glemme vores mange andre kvaliteter som nation. For vi er jo trods alt andet end et mjøddrikkende, primitivt og krigerisk folkefærd.

Eller er vi?