Man kommer simpelthen ikke uden om at skulle lave en stor, høj og behagelig bil til de mange købere, som har lært, at man ikke længere må sætte sig ned i en bil – man skal sætte sig IND.
Lige siden den fuldfede Mitsubishi Pajero huserede, har Mitsubishi haft godt med firehjulstrækkere på programmet. Men de har bare ikke rigtig knækket koden til det danske SUV-marked. ASX er aldrig rigtig slået igennem, og Outlander er vokset sig for stor til Nissan Qashqai-segmentet, hvor de danske kunder befinder sig. Med lanceringen af Eclipse Cross skal det være slut, og Mitsubishi skal helst indtage deres rette plads på SUV-markedet.