Rusland

»Vi skal ikke frygte Rusland. I stedet burde vi tænke over, hvorfor vi nærer de her vrangforestillinger om den store russiske bjørn, som vil overtage Vesten. Kendsgerningerne er, at det nu er sikkert, at Rusland vil overleve Sovjetunionens fald – hvilket ikke var sikkert i 90erne. Som demograf er jeg ret imponeret over faldet i spædbarnsdødelighed, og jeg er sikker på, at om fem år er den endnu lavere end USAs. Der bliver født flere børn, og arbejdsløsheden er på cirka fem procent. Rusland er fattigt, levetiden er stadig lav, men er på vej op. Rusland er ikke længere et svagt land, og derfor er det fuldstændigt normalt, at Rusland nu begynder at forsvare nationale interesser og forlange respekt fra den øvrige verden. Selvfølgelig kan Rusland ikke tolerere, at russisk-talende ukrainere i Østukraine bliver dårligt behandlet. Men det er umuligt at forestille sig Rusland som en truende verdensmagt. Der er altså kun 155 millioner russere, det er stadig et fattigt land, de er kun i gang med at vende tilbage til et normalt liv. Det er et stolt land, og de har en stor kultur – det skal vi anerkende. Jeg siger ikke, at Rusland er godt, og ja, Rusland vil gerne tilbage til at være regional magt, men de har ikke et ønske om at vælte Vesten af pinden. I Europa taler vi hele tiden om, at Putin og Rusland er irrationelle, men jeg ser hele den europæiske reaktion som en slags vanvid – hvorfor vil vi gerne udvide EU med Ukraine, når EU-projektet er i så dybe problemer­?«

Europa

»Krisen i Europa er for mig det helt afgørende spørgsmål i øjeblikket. Med euroen og krisen efter 2008 er vi nu havnet i en situation, hvor EU-projektet er fundamentalt forandret. Til at begynde med var det et samarbejde mellem frie og lige nationer, nu har vi et hierarkisk system med Tyskland på toppen, som gennemtvinger sin spare- og nedskærings­politik over for alle, og så har vi »under­menneskene« i Grækenland i bunden, som bare skal gøre som befalet. Overalt i Middelhavslandene hader befolkningerne tyskerne, og – lad os være helt ærlige – i Nordeuropa er man lige så stille og roligt begyndt at foragte Sydeuropa. Og England er på vej helt ud af EU. Med andre ord: det europæiske system er ved at gå i opløsning. Det er ikke en potentiel risiko engang i fremtiden. Det sker nu. Ja, vi er stadig rige set fra et industrielt synspunkt, men vi står over for en økonomisk og monetær katastrofe. Euroen – og hvor jeg dog misunder jer danskere, at I ikke er med i den – forudsatte en vanvittig idé, nemlig, at de europæiske lande var meget ens, og at den historiske trend gik mod endnu mere ensartethed. Men de europæiske kulturer er meget forskellige, og de bliver ikke mere ens. Det er jo det, der gør Europa så fantastisk. Så er der dem, der er bange for, at vi får krig og katastrofe, hvis og når EU-projektet bryder sammen. Men vi får ikke genindspillet Anden Verdenskrig eller Første Verdenskrig – vi har simpelthen for gamle befolkninger. Der er ikke nok vrede, unge mænd til at sætte ild i nye krige. Vi vil blive fattigere, og vi vil se grimme følelser i Europa – det sker jo allerede nu – men vi får ikke krig.«

Mellemøsten

»Det er absurd at præsentere det Arabiske Forår som den totale katastrofe. Tunesien er ok. Og det er jeg sikker på, at Egypten i en ikke alt for fjern fremtid også bliver. Når man studerer revolutioner, lærer man ikke at forvente, at alt er ok efter to eller fire år. Tag Frankrig, tag den store franske revolution i 1789, frihed, lighed og broderskab, og så kom der massive krige og flere revolutioner. Frankrig blev først stabilt i 1880. Det tog næsten 100 år. Mit gæt er, at det vil gå hurtigere i Egypten. Vi har ægte katastrofer i Syrien og Irak. Disse lande undergår mental forandring og en overgangskrise fra en traditionel kultur til et mere moderne samfund, og i en sådan periode har man brug for en stærkt stat, som holder tingene sammen. Men her dukker det vestlige idioti op. For vi – og især amerikanerne – har sat så mange kræfter ind på at ødelægge staten som institution som i Irak eller opfordre til det som i Syrien. Det var idioti, for når man studerer historien ved man, at man først må opbygge en stat, og først da kan man have politisk frihed. Resultatet er, at vi nu står med fejlslagne stater, hvor der er en kombination af dybe kulturelle forskelle i befolkningen, som samtidig befinder sig i overgangskrise på vej mod noget mere moderne. Det er forfærdeligt, men fuldstændigt normalt, at der er et ragende anarki i Irak og dele af Syrien. Selv om Obama har ønsket at flytte USAs udenrigspolitiske fokus til Asien, mener jeg, at amerikanerne også må bruge kræfter på at få etableret en orden i Mellemøsten, og her kommer de ikke uden om at arbejde sammen med Rusland.«

USA

»USAs globale magt svinder ind, og det er et stort problem. Det kan man ikke mindst se ved, at de ikke længere kan styre og kontrollere deres alliancer. Tag Tyskland. USA kan ikke længere kontrollere Tyskland, som på sin side kontrollerer hele Europa i hvert fald økonomisk. Amerikanere prøver fra tid til anden at få tyskerne til at ændre deres økonomiske nedskæringspolitik, men tyskerne ryster på hovedet af dem, hvorfor vi har sparepolitik i hele Europa, hvilket truer hele verdensøkonomien. Eller tag Saudi-Arabien. De var engang en central alliance­partner for USA, men nu finansierer de islamisterne. I min analyse er det europæerne, der har trukket USA ind i hele Rusland/Ukraine-krisen. De europæiske ledere med Tyskland og Frankrig i spidsen har presset Putin op i et hjørne, og så bliver vi vildt overrasket over, at han har en hær, og det har vi ikke. Så tager Putin Krim, og det er et slag i ansigtet på amerikanerne, som ikke vil tabe ansigt, og som så bliver nødt til at råbe højt. På længere sigt bliver amerikanerne nødt til at vælge mellem at se Ukraine som en prioritet og se Mellemøsten som en prioritet. Jeg tror egentlig, at de allerede har valgt Mellemøsten, og det er fornuftigt. Mit råd er: Find en løsning på Ukraine og lav en aftale med russerne om Mellemøsten. Amerikansk hegemoni var alt i alt – ingen magt er perfekt – en god ting, og derfor skal vi være bange for, at den amerikanske verdensorden smuldrer yderligere. Jeg er i hvert fald bekymret.«