Jeg står for enden af en af de to lange moler i havnen i Cannes. Den glamourøse filmfestival er kun lige skudt i gang, men allerede nu summer byen af liv, og her ved vandet ligger de store lystbåde tæt. Jeg er sammen med min gode kollega, filmredaktøren, og foran os ligger en smuk, hvid luksusyacht, 57 meter lang og med tre master.

Det er whisky-firmaet Johnnie Walkers yacht »Voyager«, som sejler rundt i verden og til august kommer til Danmark, men nu altså ligger hér i Cannes, der i disse uger er filmverdenens epicenter.

Jeg ved det, fordi en driftig PR-gut har ringet og fortalt mig det – og nå jo, så har han også spurgt, om vi har lyst til at komme til fest med filmlegenden Martin Scorsese om bord på luksusyachten. Naturligvis vil vi det. Martin Scorsese er en af mine største filmhelte. Film som »Gaden uden nåde« (1973), »Taxi Driver« (1976), »Raging Bull« (1980), »The Last Temptation of Christ« (1988) og »Godfellas« (1990) har for altid brændemærket sig ind i min sjæl, som kun ægte filmkunst kan gøre det. Så naturligvis vil jeg gerne til fest med Martin Scorsese.

Men vi er også skeptiske, da vi skridter over den smalle landgangsbro til båden, for det her er ikke normal praksis for to Berlingske-journalister i Cannes. Og vi har umiddelbart svært ved at tro på, at Martin Scorsese overhovedet vil dukke op?

Når folk hører, at man i 14 dage skal dække Frankrigs berømte filmfestival, er bemærkningen ofte: »Skal du så gå til masser af fester og mingle med filmstjernerne?« Intet kunne imidlertid være længere væk fra virkeligheden. Vi ser film, går til pressekonferencer og måske enkelte receptioner – interviews med filmstjerner og instruktører foregår for det meste i anonyme hotelsuiter i stramt styrede interviewgrupper, hvor man kun slipper ind, hvis ens avis står højt nok på PR-bureauernes lister, og hvor man må kæmpe med et par håndfulde andre journalister om at stille spørgsmål.

Men der er en anden verden her i Cannes. En verden af deals og drinks, hvor filmverdenens pengemænd og players konstant er på udkig efter nye muligheder; en verden hvor man er på fornavn med stjernerne, og hvor iskold forretning, store sponsorater og filmkunst går hånd i hånd.

Det er den verden, vi nu går om bord i.

Dækket på »Voyager« er imponerende. Blankpudset mahogni, nedtonet luksus og smarte, smukke tjenere, der bærer på bakker med drinks, champagne og udsøgte canapeer blander sig med gæsterne, der ud over en lille håndfuld journalister primært tæller folk fra den internationale filmbranche – producere, distributører og dealmakers.

Dunkende swingmusik kæmper om opmærksomheden med en kakofoni af stemmer fra den velklædte forsamling. Et hipt japansk par skridter forbi, mens midaldrende mænd med lidt for store maver, champagneglas i hænderne og yngre, elegante kvinder ved deres side, taler om de seneste historier fra Hollywoods rygtebørs. Vi hilser kort på 81-årige Irwin Winkler, en lille, læderbrun, legendarisk Hollywood-producer, der bl.a. står bag en række af Scorseses film, og som hjemmevant rækker hånden frem, mens han nærmest flyder igennem rummet.

Midt i det hele møder vi danskeren Niels Juul. Han bor til daglig i Los Angeles og er direktør for filmselskabet Cecchi Gori Pictures, der i sin tid stod bag film som »Il Postino« (1994) og »Life is Beautiful« (1997). Niels Juul har spillet en vigtig rolle i hele aftenens arrangement. Cecchi Gori Pictures ejer nemlig rettighederne til den japanske forfatter Shūsaku Endōs roman fra 1966 »Silence«. En roman, der handler om forfølgelsen af kristne i 1600-tallets Japan, og en roman, som Martin Scorsese i årevis har ønsket at filmatisere, hvilket nu endelig synes at blive en realitet.

Skuespillerne Andrew Garfield og Ken Watanabe er allerede blevet castet, Jay Cocks har skrevet manuskriptet, hvoraf en del foregår på japansk med japanske skuespillere, og optagelserne forventes at begynde i Taiwan næste år. Men der mangler stadig cirka 15 mio. af filmens 45 mio. dollar-budget. Derfor er Martin Scorsese fløjet ind med privatfly; derfor han er vært ved en fest på en lystyacht for personligt at trykke pengemændene og distributørerne i hånden og overbevise dem om, at de skal støtte hans film.

»Det, man gør her i Cannes, er at pitche projektet, Martin Scorsese og de skuespillere, der skal være med for at forsælge rettighederne til de forskellige lande. Det handler om at få bygget interesse op omkring filmen, for det er ikke en nem film at sælge. Det er ikke en »Iron Man« eller en Marvel-produktion, det er en ægte Martin Scorsese-klassiker med håbet om, at det skal blive en Oscar-kandidat,« siger Niels Juul.

I den forbindelse er det helt afgørende, at Martin Scorsese selv er til stede.

»Der er meget bullshit i Hollywood, og der er mange, som vil sige: »Ja, ja I har Scorsese, ja ja, det tror vi på!« Men når man så viser kaninen her på båden, og man trykker hånd med ham og så videre ... så viser det: Ja, han er her rent faktisk. Sådan er Hollywood indrettet.«

Med ét er det som om, at stemningen på luksusyachten ændrer sig og bliver mere fortættet. Fotograferne begynder at røre på sig, og en hvisken breder sig som en steppebrand: »Det er Marty, det er Marty« (alle de tilstedeværende synes at kalde Martin Scorsese for Marty, uanset om de har mødt ham eller ej). Og det er ganske vist: Aftenens hovedperson er ankommet. I den ene ende af båden er en slags scene, hvor der er stillet stole op. Her står 70-årige Martin Scorsese, og folk begynder at stimle sammen omkring ham, trykke hans hænder, klappe ham på skuldrene – blandt dem en høj, elegant dame med turban og smaragdgrøn kjole. Det er Leonardo DiCaprios stedmor, Peggy Ann Farrar, får jeg senere at vide.

Martin Scorsese er iført et gråt jakkesæt og rødt slips med prikker; en lille mand med et stort, hjerteligt grin, der gang på gang gennembryder larmen fra de mange, eksalterede stemmer. Folk vælter op og ned af scenen, nogle journalister er begyndt at interviewe instruktøren midt i det hele, mens publicisten Leslie, en driftig amerikansk dame med store hvide tænder, forsøger at kontrollere kaos.

Hun vil have folk ned fra scenen, så Scorsese og filmens øvrige bagmænd, herunder Niels Juul, kan sætte sig i stolene, men det viser sig i første omgang umuligt.

Med båndoptageren i hånden forsøger jeg flere gange selv at gå op på scenen for at komme tættere på Scorsese, men bliver bedt om at holde mig tilbage. Efter et stykke tid sætter Martin Scorsese sig dog ned, flere journalister interviewer ham efter tur, og pludselig vinker Leslie mig op til Scorsese.

»Marty, det her er Jesper fra Danmark,« introducerer hun.

»Det er en ære at møde dig,« siger jeg, mens jeg tænder båndoptageren, giver ham hånden og sætter mig ned ved siden af ham. Et kort øjeblik får jeg Leonardo DiCaprios stedmors turban ind på nethinden, før jeg fokuserer på det venlige ansigt med de buskede øjenbryn og store brune briller over for mig.

Scorsese fortæller, at det er første gang nogensinde, han selv er så aktiv med at forsælge en film.

»Det er en film, som jeg har villet lave, siden jeg læste bogen i 1989,« begynder han.

»I en årrække arbejdede jeg med manuskriptet uden rigtigt at kunne få det til at fungere, men hver gang, der var en fare for, at filmrettighederne ville forsvinde væk fra mig, gjorde jeg alt for at holde fast i dem. I 2006 fandt vi endelig ud af, hvordan vi skulle få manuskriptet til at hænge sammen«.

Jeg beder Martin Scorsese fortælle mere om sin vision for filmen:

»Grundlæggende handler historien om to unge katolske præster fra Portugal, der rejser ind i Japan på et tidspunkt, hvor ingen vesterlændinge er der – de er der nærmest undercover. I Japan leder de efter deres mentor, som er forsvundet og angiveligt har vendt religionen ryggen, så der er et meget stærkt spændingselement i historien om, hvorvidt de vil finde ham. En af de unge præster bliver fanget, og det centrale er, hvordan han håndterer sit fangenskab og den insisteren, hvormed japanerne ønsker, at han skal frasige sig sin tro for at statuere et eksempel over for alle andre. Så »Silence« handler primært om tro og de grundlæggende værdier, der udgør fundamentet for troen.«

Jeg spørger Martin Scorsese, hvorfor han i snart 25 år har arbejdet på at ville lave denne film, og han svarer, at tro altid har været et centralt tema i hans film, og et tema han bliver ved med at vende tilbage til.

»Det er en del af, hvem jeg er, en del af min kultur, en del af min opvækst. Jeg har fået en meget streng katolsk opdragelse, men det har ændret sig over årene, og nu forsøger jeg at finde en måde at håndtere alle mine spørgsmål på,« siger Martin Scorsese.

»Men diskuterer vi religion mere i dag end tidligere?« vil jeg vide.

»Ja, helt bestemt,« svarer Martin Scorsese:

»Når det handler om organiseret religion – og her kan jeg kun tale om den romersk-katolske kirke – så har vi et behov for at finde tilbage til selve essensen af den. Jeg mener, at der er elementer af kristendommen, som er meget vigtige for os som mennesker. Jeg siger ikke, at alle skal tro på det, men det handler om de værdier, der definerer os som mennesker. Ønsker Gud at slå os ihjel? Nej, selvfølgelig gør han ikke det, men for at finde ud af det må den unge præst i »Silence« sætte sig ud over al sin stolthed for at finde ud af, hvad tro i virkeligheden er for en størrelse. Hvis vi kan engagere publikum i en historie, hvor man stiller skarpt på, hvordan man forbliver tro imod sin overbevisning, så kan vi måske komme tilbage til at tale om essensen af religion,« »Føler du, at du repeterer de samme temaer igen og igen,« spørger jeg.

»Det er rimelig meget det samme. Mine film handler om personer, som opfører sig virkelig dårligt, og så personer, der forsøger at gøre det rette, men ender med at opføre sig virkelig dårligt,« siger Martin Scorsese og bryder ud i sin karakteristiske skraldlatter.

Der er gået seks minutter, Leslie klapper mig på skuldrene, interviewet er forbi, og lydene fra luksusyachten vender tilbage Jeg giver endnu en gang Scorsese hånden, inden han bliver opslugt af mængden af folk, der alle lige skal fortælle ham, hvor meget de elsker hans film.

På bådens dæk møder jeg filmredaktøren. »Talte du med Scorsese?« spørger han.

»Ja, jeg talte med Marty – vi talte om tro, og hvilke værdier, der definerer os som mennesker,« svarer jeg.

Vi sipper til en smart cocktail, betragter menageriet og kort tid efter bevæger Martin Scorsese sig igennem mængden og bliver eskorteret ud til den sorte limousine, der venter på molen. Vi følger efter og ser baglygterne forsvinde i aftenmørket. Om nogle timer flyver Marty tilbage til USA, og for os venter nye filmvisninger, pressekonferencer og rundbordsinterviews i anonyme hotelværelser.