Vi kender ham både fra de seriøse og de sjove roller, oftest i selskab med andre store skuespillere i Danmark. Men når Rasmus Bjerg står på Nørrebro Teaters scene fra onsdag 5. november, står han helt alene med et splinternyt soloshow. Skuespilleren er ikke blot en mand med en historie og noget, det kunne minde om en 40-årskrise. Han har også en kærlighed til parisisk stemning og bistromad, ideen om sporvogne i København og efterårsture i Eremitagen.

Hvad er det for noget med et soloshow på Nørrebro Teater?

»Det er jo et soloshow, som tager et meget personligt udgangspunkt. Det handler om en mand, der er fanget i sit køkken midt i livet i en eller anden form for depression. Han skal lave et show, og han kan ikke finde ud af at være sjov. Så bliver han ringet op af en pige med en hæs stemme fra et dameblad, og hun stiller ham ti hurtige spørgsmål. Det sidste spørgsmål er, hvem der egentlig er indeni Rasmus Bjerg. Det kan han sgu ikke svare på, men det vil han prøve at finde ud af.«

»Jeg  går en tur tilbage til der, hvor det hele begyndte. Helt tilbage i barndommen. Så det bliver jo også et portræt af 80'erne og 90'erne, så det bliver vores alle sammens historie. Der er altså de meget personlige spor, men det bliver også mere generelt om at gøre status et sted, der nærmer sig midt i livet. Nu lyder jeg som en bedstefar, men når man er omkring 40 år, så har man jo levet noget af sit liv, og man er nået et eller andet sted hen.«

»Vi havde et testpublikum i lørdags, og jeg kan mærke, at der selvfølgelig skal være noget at grine af i sådan et show. Men det er jo ikke ren standup, det er også storytelling. Der er nogle passager, som jeg kan mærke rører folk. I al beskedenhed tror jeg, man bliver revet lidt rundt følelsesmæssigt. Det er ikke tomme kalorier, jeg fodrer folk med.«

Hvordan vil du beskrive dit forhold til København?

»Jeg har tilbragt en stor del af min ungdom her, fordi jeg gik på teaterskolen, mellem jeg var 19 og 23 år. Der boede jeg ude i Holmbladsgade-kvarteret. Dengang var det som at bo i en lille landsby i byen. Der var sgu stadig petroliumshandlere og masser af værtshuse. Så begyndte de at byforny dernede, og alle de gamle, rådne bygninger blev face lifted. Det var som om, alle de skæve eksistenser i gadebilledet forsvandt.«

»Jeg flyttede til Aalborg i syv-otte år, og så flyttede vi tilbage, og nu bor jeg så ude i Vangede. Det er også en lille landsby på en måde. Alle kender alle herude, og selvfølgelig er det blevet dyrt, fordi det ligger tæt på byen. Men der er stadig de gamle arbejdere og en stor diversitet i befolkningssammensætningen herude. Det er jo Dan Turèlls gamle hood. Og det er nok det eneste sted i Gentofte Kommune, hvor Enhedslisten får stemmer.«

Hvilken bydel er du tættest knyttet til?

»Lige for tiden er jo ude på Nørrebro, og det er superfedt. Ravnsborggade (hvor Nørrebro Teater ligger, red.) er en pæn gade. Vi går ned og spiser på 20A, en lille bistro med rigtig fransk. Jeg kan godt lide at tage til Paris en gang imellem og gå rundt et par dage. Den har sgu noget af den stemning, den gade. Bevar's er også en rigtig hyggelig café. Så var vi inde og spise pizza på Gran Torino forleden - fantastisk sted, det ligner sgu heller ikke noget, jeg har set i Danmark før. Der er nærmest noget Berlin over det med den store, gamle, fabriksagtige hal, der er lavet om til en restaurant.«

Hvad er det bedste ved København?

»Jeg synes stadig, det er vældig trygt at gå rundt i København. Jeg ved godt, der er mange, der prøver at bilde os ind, at vi skal have angst alle vegne. Men der er ingen steder, jeg ikke vil komme. Jeg nægter også at have det sådan, at nogen skal fortælle mig, at der er steder, hvor jeg ikke må gå. Jeg ved godt, der kan være forskellige sammensætninger af mennesker, men de er jo altså bare mennesker. Det skal man huske på. Hvis man møder mennesker som mennesker, tror jeg ikke, der er så meget at være bange for.«

Hvad mangler København?

»Jeg gad godt, at der stadig var sporvogne. Sådan en skide metro, der kører under jorden, det er lidt fesent. Man kan få en tur gennem byen på en anden måde i en sporvogn, og man overhaler alle bilerne. Det kan jeg godt lide.«

»Det er forresten også noget lort, der er alt for mange biler i den her by. Det er forfærdeligt. Jeg glemmer hver eneste gang, at jeg ikke skal tage bilen, og så gør jeg det alligevel og sidder i kø. Var der bare nogen, der hade nosser til at lave den der betalingsring. For fanden, da. Det kunne være fint.«

Hvor spiser du ude i København?

»Jeg tager gerne ind og besøge Gustavs Bistro inde på Østerbro. Det er meget uhøjtideligt og med rigtig god bistromad til meget fornuftige penge. Han er virkelig en passioneret fyr, som selv står og rører i gryderne. Og lige pludselig står hans tre snotunger i flyverdragter og kigger på én. Det er hyggeligt. Det er et rigtig familieforetagende, fornemmer man.«

»Hvis jeg virkelig havde pengepungen i orden, ville jeg gå på Geranium. Det er den mest fuldkomne oplevelse, jeg nogensinde har fået på en restaurant. Man kan mærke alle de hundredvis af timer, der har ligget i arbejdet i laboratoriet. Hvis jeg lige havde 3.000, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge til i aften, så ville jeg tage derind.«

Hvor går du på bar?

»Nu kommer den kedelige familiefar til fire jo op i mig. Jeg synes efterhånden, at de øl, jeg drikker, drikker jeg hjemme hos nogen. Så tror jeg hellere, jeg vil gå på vinbar og få et godt glas vin. Jeg kunne sgu godt finde på at gå ned på den der 20A nede i Ravnsborggade. Det er passionerede folk, der er dernede. Superhyggeligt sted med rigtig god vin. En rigtig god Châteauneuf. Og sidde og spise lidt pølse til.«

Hvor drikker du kaffe?

Min verden er jo derinde omkring Ravnsborggade lige nu. Så ville jeg gå over og tage en kop på Bevar's overfor teatret. Superhyggeligt. Ellers ville jeg gå ned i Blågårdsgade, der ligger også nogle meget hyggelige steder lige i begyndelsen, når man kommer fra Nørrebrogade.

Hvor slapper du af i København?

Tidligere kunne jeg godt finde på at gå ind i Glyptotekets palmehave. Det er et meget fedt sted at sidde med et manuskript, specielt når det regner. Det er længe siden, jeg har været der. Jeg bor ikke så langt fra Den Røde Port ved Eremitagen. Sådan en efterårsdag med solskin og ikke alt for meget blæst, er et smut derud altså fedt.

Hvis du havde ansvar for at vise en turist rundt i byen, hvad skulle I så opleve?

»Det er oplagt at sige Christiania, men det gider jeg ikke sige, for det siger alle andre garanteret. Vi kunne sejle en tur! Det er altid skønt at komme til en by og se byen lidt fra vandsiden, hvis det er muligt. Jeg tager gerne sådan en kanalrundfart, hvis vejret er til det. Så kunne vi gå en tur ud ad Nørrebrogade og få en shawarma på Beyti på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade. De er søde, og der er gratis, varm te på kanden, og deres shawarma er krydret, som den skal. Så kunne vi stige på bussen og gå en tur i Eremitagen. Og få Erwin Lauterbach til at genåbne sin Saison ude i Hellerup, det var et fantastisk sted. Det er synd, det er lukket. Han kan noget med grøntsager, den mand.«

Hvad: »Rasmus Bjerg Solo - endelig alene!«
Hvor: Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3
Hvornår: 5. - 15. november