Der var ikke tale om en bilbombe, selv om store dele af Indre København blev afspærret tirsdag formiddag. Der var tale om en et hjemmelavet et videnskabeligt eksperiment på en bil, der fik alarmklokkerne til at ringe. Det oplyser politiets talsmand, Hans Sinding.

Bilen var parkeret i en parkeringskælder på Landgreven. Et øjenvidne kørte rundt i parkeringskælderen med en ven tirsdag morgen, fordi »der holder fede, dyre biler dernede«. Han fortæller til Berlingske, at vennen gjorde ham opmærksom på en bil af mærket Golf 4 med svenske nummerplader.

Bilen så mistænkelig ud, fordi der var gaffatape for dørene, og der hang kobberkabler ud af dørene på bilen. Øjenvidnet, som er ansat i Copenhagen Car Care, og som ikke ønsker sit navn oplyst, gik hen til bilen sammen med vennen og kunne se, at der stod et bilbatteri bag bilens førersæde, som havde tilkoblet nogle plastikkabler.