Mens læger i Colombia behandler de få overlevende fra et flystyrt, der næsten udryddede et brasiliansk tophold i fodbold, så forsøger havarieksperter at fastslå, hvad der fik flyet til at forulykke.

Kun seks mennesker - tre fodboldspillere, en journalist og to besætningsmedlemmer - har mirakuløst overlevet ulykken natten til tirsdag.

Det lejede passagerfly med 77 mennesker om bord var på vej til Medellin i Colombia. Her skulle det brasilianske fodboldhold Chapecoense Real spille den første af to finalekampe i Sydamerikas næstfineste turnering, Copa Americana.

Alle de overlevende blev onsdag behandlet på hospitaler.

Blandt fodboldspillerne er målmanden Jackson Follman vågnet op, efter han har fået amputeret sit højre ben, fortæller læger.

Forsvarsspilleren Helio Neto var stadig indlagt på en intensivafdeling med svære kvæstelser i ansigtet, brystkassen og lungerne. Den tredje af spillerne, Alan Ruschel, er blevet opereret i rygsøjlen.

Tirsdag aften søgte mange tusinde fans af Chapecoense Real til holdets lokale fodboldstadion for at sørge over tabet af klubbens stjerner.

Havarieksperter fra Brasilien er fløjet til Colombia for sammen med lokale efterforskere at undersøge flyets to sorte bokse. De er blevet fundet på en bjergside nær landsbyen La Union, hvor flyet styrtede.

Den colombianske avis El Tiempo fortæller, at piloten - kort før flyet nåede til Medellin - skreg over radioen, at flyet var ved af løbe tør for brændstof, og at han var nødt til at nødlande.

/ritzau/Reuters