En 43-årig politibetjent blev tirsdag morgen skudt på klos hold, da han var på vej på arbejde på Politistationen i Albertslund. Betjenten er onsdag eftermiddag afgået ved døden.

Onsdag formiddag er en 26-årig mand fra Glostrup blevet varetægtsfængslet i fire uger, mistænkt for at have nedskudt betjenten.

Berlingske sammenstykker her, hvad vi ved om skyderiet.

Mandag kl. 23.15: Skytteforeningen slår alarm

Sagen begyndte ifølge anklager Morten Frederiksen allerede mandag aften.

Kl. 23.15 modtager det lokale politi et opkald fra Rødovre Skytteforening om, at der i løbet af aftenen var blevet stjålet et våben. Anmelderen oplyser, at det efter vedkommendes opfattelse er den 26-årige, der har stjålet våbnet. Derfor havde et medlem af skytteforeningen allerede ved 22-tiden banket på ved den 26-åriges adresse.

Moren åbner og fortæller, at den 26-årige ikke er kommet hjem, efter han forlod skytteklubben. Hun forsøger at ringe til ham flere gange, og da hun til sidst kommer igennem, siger han, at han ikke kan tale, fordi hans telefon kan spores, læser anklageren op. Siden har moren ikke hørt fra ham.

Den 26-årige låner altid samme pistol, når han er i skytteklubben, hvor han er medlem, oplyser anklageren. Det er en kaliber .22, og denne aften får han som normalt udleveret 100 patroner, inden han går på skydebanen. Han virker hverken ked af det eller vred, men helt som han plejer, bemærker folk i skytteklubben ifølge anklageren.

Tirsdag kl. 8.15: Familiefaren og den 8-årige datter

Tirsdag morgen kører en familiefar med børnene i bilen forbi Birkelundsvej nogenlunde samtidig med, at den 43-årige hundefører møder ind.

På passagersædet sidder hans 8-årige datter, og da familien i bil passerer politigården og rampen, hvorpå betjenten senere blev skudt, får datteren øje på en mand med en pistol i hånden. Det er kl. 8.15.

Faren fortæller efterfølgende politiet, at det ser ud som om, manden tog ladning og pegede mod køleren af en parkeret bil ved Politigården. Han beroligede datteren ved at fortælle hende, at det formentlig er en attrap. De er ikke usædvanlige i området foran politigården, hvor hundeførere træner med deres hunde. Senere finder han ud af, at det nok ikke var tilfældet.

Den 26-åriges forsvarsadvokat Rune Pedersen fremhævede under grundlovsforhøret, hvordan familiefaren har beskrevet manden, han så, som 35-40 år og med en trænet kropsbygning.

»Og hvis man vælger at fremhæve en trænet kropsbygning, så er det er ikke oplagt, at det er [navn udeladt, red.],« siger han med henvisning til, at hans klient har en ganske almindelig kropsbygning.

Tirsdag kl. 8.16: Politibetjentene

På Politigården er to betjente på vej ud på patrulje. De holder for enden af rampen, for de skal lige have luft i bilens dæk, før de kan komme af sted. På vej hen mod porten lægger de mærke til deres kollega og hans bil, der holder stille og bagklappen er lukket. Så hører de et skud, og den ene bemærker, at de »skyder med løst krudt« deroppe. Det er ikke usædvanligt, at politipersonale skydetræner ved politigården. Derfor studser de to betjente ikke over braget.

Men det gør de ved det, der efterfølgende sker. Deres kollega synker sammen og lander på jorden ved bilen, mens en anden person lunter væk fra stedet mod vest, fortæller anklageren.

Den ene betjent har set gerningsmanden løbe hen mod hundeføreren og skyde ham direkte i hovedet, inden han igen løb væk. Den forklaring bliver ifølge anklageren bakket op af videoovervågning fra politigården. Det viser, at skuddet faldtkl. 8.16.

Kameraet er dog placeret langt fra gerningsstedet, og det var tåget tirsdag morgen, så kvaliteten af optagelserne er derefter, påpeger både anklager og forsvarer.

Tirsdag kl. 8.16: Kvinden på cykel

Samtidig cykler en kvinde fra en sti og ud på Birkelundsvej i Albertslund. På et cykelsæde bagpå har hun sin søn, de er på vej til vuggestuen. Hun hører et brag og studser over, at der allerede bliver fyret fyrværkeri af. Kort efter kommer en mand løbende imod hende. Han løber som fodgænger i den forkerte side, og de er derfor begge i tvivl om, hvem der skal rykke sig for den anden. De får øjenkontakt, og hun har efterfølgende til politiet beskrevet, at manden var udlænding og omkring 30 år. I højre hånd havde han en lille, sort pistol og i venstre en sammenkrøllet plasticpose. Hun er chokeret og tør ikke vende sig om.

Forsvarsadvokat Rune Pedersen hæftede sig i grundlovsforhøret ved, at kvinden har beskrevet manden, hun så, som udlænding. Den 26-årige mistænkte ser ærkedansk ud.

Tirsdag kl. 8.19: Vagtcentralen modtager melding om skud

Kl. 8.19 tikker anmeldelsen ind om, at en betjent var skudt i hovedet. Det er hans kolleger, der ringer til vagtcentralen.

Senere skal det vise sig, at der er blevet skudt med en kaliber.22 og at kuglen ligger i hundeførerens baghoved. Vurderingen er, at den formentlig er løbet langs indersiden af kraniet, og den umiddelbare konstatering på Rigshospitalet var, at man ikke kan fjerne kuglen.

Tirsdag fra kl. 8.20: Jagten

Politiet er hurtigt på gaden for at jagte gerningsmanden. De har allerede en formodning om, hvem han er. Det skyldes både episoden fra skydeklubben, men også et opkald fra den mistænktes far.

I tidsrummet mellem, at pistolen bliver stjålet fra skytteforeningen og skyderiet finder sted, taler faren – igen ifølge anklageren – i telefon med sin søn, som fortæller ham, at han har gjort noget dumt. Faren er så bekymret, at han kontakter vagtcentralen, refererer anklageren.

Den sigtede har desuden ved flere lejligheder søgt om våbentilladelse, men fået afslag hver gang.

Tirsdag kl. 8.39: Mistænktes telefon aflyttes

På baggrund af mistanken indleder politiet en aflytning af den 26-åriges mobiltelefon. Det sker kl. 8.39.

Kl. 8.45 kan politiet derfor følge med, da han på internettet søger efter forsvarsadvokat Mette Grith Stage, og da han kl. 8.48 forsøger at ringe til advokatfirmaet. Den går på telefonsvarer.

Igen to minutter efter foretager han et opkald. Denne gang varer det 1 minut og 50 sekunder.

»Det opkald skal vi ikke høre om,« protesterer den sigtedes forsvarer.

Kl. 8.56: Den formodede gerningsmand anholdes

Politiet anholder den 26-årige 36 minutter efter anmeldelsen. De møder ham i Taastrup, 4 km fra politigården i Albertslund.  Han er forpustet, træt og svedig, fortæller anklageren.

Da politiet bemærker det, fortæller den 26-årige, at han har været ude at løbe en tur, refererer anklageren.

Den 26-årige bliver taget med på stationen og senere bliver hans bopæl ransaget. Der bliver blandt andet beslaglagt en computer, en ipad og en mobiltelefon. Den 26-årige bor sammen med sin mor og bror i Glostrup.

Hans mor har ifølge anklageren siden fortalt, hvordan hendes søn det seneste år jævnligt fik vredesudbrud rettet mod »systemet«, fordi han mener, moren er blevet uretfærdigt behandlet i forbindelse med en trafikulykke for mange år siden. Flere gange i løbet af den seneste måned har den 26-årige desuden sagt til moren, at han vil »finde en pistol og skyde politifolk«, læser anklageren op fra afhøringen. Moren har forklaret, at hun opfattede det som tomme trusler.

Onsdag: Betjent afgår ved døden

Betjenten, der er blevet skudt, afgik onsdag eftermiddag ved døden. Hans tilstand var ellers stabil tirsdag eftermiddag, men på grund af et forhøjet tryk i hjernen, blev hans tilstand forværret.

Den 26-årige blev ved et grundlovsforhør onsdag sigtet for forsøg på manddrab efter straffelovens § 237 og for at have stjålet en pistol med dertilhørende ammunition, som han ifølge anklageren efterfølgende bar på flere offentlige steder.

Den sigtede nægter sig skyldig. Om sin klient siger forsvarsadvokat Rune Pedersen:

»Min klient er en person, der må betegnes som »the usual suspect« i sådan en sag her. Han har et anstrengt forhold til politiet, og har tidligere affyret en hardball-pistol mod politiet,« siger han og henviser til en tidligere dom fra 2012, hvor den mistænkte fik 8 måneders fængsel for at have skudt med en hardball-pistol mod en betjent på politigården i Albertslund. En hardball-pistol betegnes ikke som et decideret våben.

Den 26-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til 4. januar og skal desuden igennem en mentalundersøgelse. Der er nedlagt navneforbud i sagen, der både omfatter den sigtede og politimanden, der blev skudt. Berlingske er bekendt med begges navne.