Minivan vælter i ny test
ADAC væltede med en Citroën Nemo minivan under en test i Sydtyskland. Det betyder ESC-bremser til en række nye modeller.
ADAC væltede med en Citroën Nemo minivan under en test i Sydtyskland. Det betyder ESC-bremser til en række nye modeller.
Den tyske motorklub ADAC har netop offentliggjort, at man væltede med en Citroën Nemo minivan under en test af minivans i Sydtyskland i slutningen af marts måned.
Det skete under en såkaldt elg-test, som i sin tid fik en Mercedes A-klasse til at vælge under en test i Sverige – og som dengang fik fabrikken til at indføre ESC på alle A-klasse modeller. Dengang ombyggede man allerede solgte A-klasser med ESC, men det forlyder ikke fra Paris, om det kan lade sig gøre at gøre det samme – især da det er en helt anden prisklasse.
Men testen i Tyskland har straks fået PSA-gruppen, Peugeot-Citroën, til at gøre ESC (ESP) standard i deres minibiler hurtigst muligt.
”Vi har fået at vide, at man begynder produktionen med ESC-systemer i juli, så vi kan have Nemo med ESC hjemme i september. Det var en personbilsudgave, man væltede med i Tyskland, men vi sælger kun Nemo som varebil. Produktionsteknisk begynder PSA med dieseludgaver, og benzinudgaver følger så med i 2011, siger informationsdirektør Ellen Nørregaard, Citroën Danmark, til ErhvervsBladet.
ADAC oplyser, at benzinudgaverne måske først kommer efteråret 2011, mens man venter på en nyudvikling af ESC til denne biler med benzindrift.
Modsat PSA-bilerne, har den tredje søstermodel - Fiats Fiorino, kunnet fås med ESC fra begyndelsen. Derfor vandt Fiorino prisen Årets Varebil i Danmark 2009, mens alle tre modeller vandt den internationale Van of the Year 2009.
Med i testen i Tyskland var også Fiats minivan Qubo, som er personbilsudgaven af Fiorino, som klarede alle elg-tests uden problemer. Elg tests er to dobbelte undvigemanøvrer lige efter hinanden. ADAC gennemførte testene med 80 km/t – for at bevise, hvor vigtig ESC er for sikkerheden i forbindelse med udskridninger – som ofte skyldes kørerfejl, men hvor man så bliver hjulpet tilbage i sikkerhed med ESC.