Beboerne på landets plejehjem skal ud af morgenkåben og i arbejdstøjet. For ældre skal ikke gå passive rundt og få det hele serveret – de skal i højere grad medvirke i driften af plejehjemmet og bruge deres kræfter på opgaver, som skal løses for at få dagligdagen til at hænge sammen – som for eksempel at skrælle kartofler. Og så skal ældre på plejehjem i højere grad have mulighed for at bo sammen med ligesindede med samme interesser og baggrund, så de fortsat kan leve det liv, de kender og holder af.

Dét er budskabet fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) i forlængelse af Berlingskes artikelserie »Det sidste hjem« om tilværelsen på plejehjem og forholdene for de skrøbeligste ældre, som har brug for omfattende hjælp og støtte. Ministeren appellerer på den baggrund til plejecentre og kommuner om i større udstrækning at inddrage ældre i hverdagslivet og indrette og drive plejehjemmene, så de tager hensyn til, at ældre er forskellige og har forskellige behov.