Skatteminister Benny Engelbrecht (S) har valgt at udvide de åbne skattelister med to år, skriver Politiken.
Det sker blandt andet som følge af avisens afsløring om firmaers skatteplanlægning i Luxembourg.
Til at starte med vil firmaers skattebetaling de to seneste år fremgå, men med tiden vil listen rumme fem indkomstår.
Ifølge skatteministeren kan der være gode grunde til, at en virksomhed i et enkelt år eller to ikke betaler selskabsskat, så med den nye model vil man få et bedre overblik over en virksomheds udvikling og normale skattebetaling.
Enhedslisten roser tiltaget, mens erhvervsorganisationen DI kræver de åbne lister helt fjernet.
»Man tager skyklapper på, hvis man tror, at selskabsskatten giver et reelt billede af, hvor meget det private erhvervsliv bidrager til samfundet,« siger skattepolitisk chef Jacob Bræstrup til Politiken.