I tirsdags fastslog udenrigsminister Kristian Jensen (V) via en opdatering på Facebook, at han endnu engang er glad for, at han ikke bor i Sverige. I går rykkede den nye chef for Danmarks udenrigstjeneste så ud med en beklagelse.
»Jeg skal da være den første til at beklage, at min opdatering på Facebook har skabt så meget postyr,« fastslår Kristian Jensen i en skriftlig kommentar til Berlingske.
»Det var skrevet med et glimt i øjet og ment som en humoristisk kommentar til, at debatten nogle gange er lidt anderledes i Sverige. Jeg holder meget af Sverige, og vi har jo også et tæt samarbejde med Sverige på rigtig mange områder,« forklarer den ny udenrigsminister nu, mens hans svenske kollega, udenrigsminister Margot Walström, kvitterer med en overbærende tilgivelse.
»Jeg tænker, at han er ny i jobbet som udenrigsminister. Man må tilgive den slags. Han lærer det sikkert,« siger hun til avisen TT.
De diplomatiske forviklinger på tværs af Øresund er udløst af et forslag i Sverige om behovet for plastre i flere farver, så der er også er et udvalg til folk, der ikke har lys hud.
Uværdig udtalelse
Bag forslaget står den svenske skribent bag bloggen vardagsrasismen.nu, Paula Dahlberg, der mener, at det er udtryk for en »hvidhedsnorm«, at man kalder de beige-farvede plastre for hudfarvede, når der ikke findes plastre i andre farver.
Svenske apoteker har taget opfordringen til sig og arbejder nu på at skaffe flerfarvede plastre og dermed yde deres i kampen mod hvidhedsnormen.
I Danmark blev historien af flere medier viderebragt som endnu et eksempel på svensk politisk korrekthed, og det var en af de artikler, som Kristian Jensens kommentar var opslået sammen med på Facebook. Opdateringen sendte også den relativt nyslåede minister på skærmen, hvor han til TV 2 forklarede, at hans glæde ved ikke at bo i Sverige var skrevet med et glimt i øjet, og at han i øvrigt »er glad for at bo i et land, hvor vi debatterer vigtigere ting end farverne på plastre.«
På den anden side af sundet er der dog ikke udelt begejstring for ministerens form for humor, der i går var blandt tophistorierne på de fleste svenske netmedier. Svenska Dagbladet kunne blandt andet berette, at danskfødte Drude Dahlerup, der er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, er chokeret over udtalelsen.
»Det er uværdigt, at en udenrigsminister udtaler sig sådan om et naboland. Han bør komme med en undskyldning til det svenske folk,« siger hun, mens tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nøjes med at kalde sin efterfølgers opdatering for »kikset.«
»Men jeg tror, at svenskerne har så tilpas brede skuldre, at de bærer over med ham,« siger Martin Lidegaard.
Sverige-bashing
SFs tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen kalder til gengæld Kristian Jensens kommentar for »dumsmart.«
»Det er udtryk for, at Sveriges-bashing er blevet en folkesport blandt danske højrefløjspolitikere,« siger Holger K. Nielsen, der spørger, om Kristian Jensen mon også er parat til at meddele sig på Facebook med en opdatering om, at han skam er glad for ikke at bo i USA, i Kina eller Mellemøsten?
»Kristian Jensen kunne råde bod på skaden med en offentlig tilkendegivelse af, at han varmt støtter sin svenske kollega, Margot Walströms, kritik af Saudi-Arabiens brud på menneskerettighederne. Det er den slags, en udenrigsminister kan bruge de sociale medier til,« siger Holger K. Nielsen.