»Mine følelser lige nu er her, der og allevegne. Jeg er stolt. Fyldt af glæde. Spændt. Ja, jeg er bare glad.«
Med de ord prøvede svenske Måns Zelmerlöw at beskrive, hvordan det var vinde Eurovision Song Contest 2015, da han efter showet mødte den ventende verdenspresse.
Måns Zelmerlöw har været favorit til at løbe med sejren i Eurovision Song Contest 2015 cirka siden han vandt Melodifestivalen, som de kalder den nationale finale i Sverige. Dermed havde han og sangen Heroes alt at tabe i den internationale finale.
Men selvom det holdt hårdt og Rusland i flere perioder førte som pointene løb ind, så trak han fra til sidst og kunne cirka 00.50 i nat løfte glasmikrofonen på scenen i Wien. Herfra brølede han følgende ud til publikum:
»Jeg er helt ekstremt glad. Vi er alle helte. Ligegyldig hvem vi elsker, hvem vi er, og hvad vi tror på. Vi er alle helte,« sagde han med klar reference til titlen på sin vindersang.
Popmusikkens hjemland
Med aftenens triumf er vores naboer på den anden side af Øresund nu oppe på i alt seks sejre i konkurrencen. Et antal, der kun slås af Irland, der har vundet syv gange i konkurrencens historie. Svenskerne dominerer i det hele tage showet i år. Udover sejrherren selv havde fire af aftenens øvrige bidrag svenskere sangskrivere med ombord - blandt andre sang nummer to fra Rusland.
Det fik en journalist fra BBC til at spørge Måns, om det betyder, at Sverige ejer moderne popmusik?
»Vi er stolte af vores musik i Sverige, og vi har mange dygtige musikere og sangskrivere. Well, ja. Ja det gør det,« sagde Måns med et glimt i øjet.
Første gang den charmerende svensker blev kendt i offentligheden, var da han i 2005 gik til audition på den svenske udgave af programmet Idol. Her stillede han op med Enrique Iglesias sang Hero - næsten samme titel som den sang, han nu har vundet Eurovision med.
»Jeg har faktisk tænkt på det mange gang. Det må være skæbnen,« svarede sangeren.
En god nyhed for Danmark?
Måns Zelmerlöws sejr i aftenens finale i Østrig betyder, at showet og hele pivtøjet rykker over til vores svenske naboer. Og aftenens vinder vil ikke afvise, at han selv bliver vært ved den begivenhed:
»Hvis muligheden opstår, så vil det være mig en ære at være vært næste år.«
Uanset hvad så bør det give Danmark en god chance for sejr i 2016. I hvert fald har vi vundet de seneste to gange, at Eurovision Song Contest er løbet af stablen i Sverige.
Det kan man så håbe eller frygte gentager sig. Alt efter temperament.
